M ville flytte til Møn fra Nordsjælland. 10 årig D og 7 årig P skulle så bo hos F, TFA 2010/91 ØLD
Byrettens begrundelse:
Børnene er velfungerende og trives under de nuværende gode forhold med bopæl hos mor i »Nordsjælland«, skolegang, sport og kammerater i nærmiljøet og samvær i en 5/9-ordning med far, der bor mindre end 500 meter fra mor. Børnene er nært knyttet til begge forældre, og den gode mulighed for tæt, jævnlig og fleksibel kontakt med begge forældre bliver forstyrret, når mor flytter til Møn. Flytningen tilgodeser ikke noget behov hos børnene.
Isoleret set finder retten, at det vil være bedst for A, der er næsten 10 år gammel og skal i 4. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos far, således at A kan forblive i nærmiljøet med skole, venner, fritidsaktiviteter med videre, som har været uændret i de sidste 6 år.
Omvendt finder retten isoleret set, at det vil være bedst for B, der er 6½ år og skal i 1. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos mor, således at B kan bevare sin primære base hos mor, som hun har boet hos siden parternes samlivsophævelse i 2005, og som også var den primære omsorgsperson for børnene under parternes samliv.
Børnene er knyttet til hinanden, og begge forældre har givet udtryk for, at børnene skal forblive sammen. Derfor finder retten – trods børnenes modsatrettede behov – at det er bedst for dem, at de bor sammen.
Efter en samlet vurdering af børnenes og forældrenes forhold og efter en afvejning af hver af forældrenes muligheder for i fremtiden bedst at sikre stabiliteten omkring børnenes opvækst, findes det bedst for børnene, at de bevarer bopæl hos mor. Mors flytning belaster begge børn, men retten finder, at det vil medføre en større belastning for B at miste mor som den primære voksenkontakt, end det vil belaste A at foretage et miljøskifte. I vurderingen er det tillige tillagt en vis betydning, at far har meget skæve arbejdstider, der vil indebære, at selv om hans vagter kan lægges optimalt, vil der være henholdsvis en og to dage om ugen, hvor børnene skal vækkes og følges i skole af en nabo eller anden person i fars netværk, der ikke i det daglige bor sammen med børnene.
Landsrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder parternes forklaringer, samtalerne med A og B i byretten og landsretten samt henset til, at forældrene er enige om, at børnene bør forblive sammen, findes det bedst for dem, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 5, at de har bopæl hos deres far, F, hvorved de kan forblive i deres vante miljø.
