M var lovligt flyttet til Norge med børnene, hvorfor fogedsag om tilbagegivelse blev afvist, TFA 2014/121 VLK
Byrettens begrundelse:
Det må ved afgørelsen lægges til grund, at de norske myndigheder ikke kan afgive en erklæring efter lov om international børnebortførelse § 14, stk. 3, og at dette i Norge anses for stemmende med bestemmelser i Haagerkonventionen. Tingsretten i Oslo afgjorde den 31. maj 2013 bopælsspørgsmålet således, at børnene skulle have bopæl hos mor. For så vidt angår forældremyndighed vurderes det henset til parternes høje konfliktniveau, der ikke ser ud til at ville aftage, ikke vil være til børnenes bedste, at far skal have del i forældremyndigheden. Herefter og da fogedretten tillægger det vægt, at mors medtagelse af børnene til Danmark ikke anses for i strid med de norske regler og dermed efter det foreliggende heller ikke med Haagerkonventionen
Bestemmes:
Den af F mod M anlagte fogedsag til hjemgivelse af børnene A og B afvises.
Ingen af parterne betaler omkostninger til den anden part.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder, at det på baggrund af kendelsen fra Olso Bygfogedembete af 3. juli 2013 kan lægges til grund, at F efter norsk ret ikke opfylder betingelserne for at anmode om en erklæring efter børnebortførelseslovens § 14, stk. 3, om bortførelsens ulovlighed, da han ikke har del i forældremyndigheden.
Det er ubestridt, at forældremyndigheden er tillagt M alene ifølge endelig dom fra Borgarting Lagmannsrett af 27. juni 2011, og at hun flyttede til Danmark med børnene, A og B, i efteråret 2012.
Landsretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at anse M’s flytning med børnene til Danmark for at være en ulovlig børnebortførelse efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 2. Det, F i øvrigt har anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.