M kunne ikke få 2 piger på 7 og 9 år med til Canada, hvortil hun ville flytte, TFA 2017/232 VLD
Byrettens begrundelse
I psykolog X’s udtalelse anfører psykologen bl.a., at A er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre, og at hun gerne vil flytte med sin mor til Canada, samt at B oplever sin mor som sin primære tryghedsperson. Psykolog Xs vurdering svarer i betydelig grad, for så vidt angår børnenes følelsesmæssige tilknytning, til den vurdering, som psykolog Y foretog i forbindelse med den tidligere retssag mellem parterne om børnenes bopæl.
Efter de oplysninger, som foreligger, finder retten, at moderen, som børnene har haft bopæl hos siden 2012, er deres primære omsorgsperson. Børnene er tosprogede og taler efter det oplyste flydende engelsk. Det er derfor rettens vurdering, at de lige så vel vil kunne få en god og tryg opvækst i Canada som i Danmark. I den sammenhæng skal det bemærkes, at moderen efter det oplyste vil få gode rammer for børnene i Canada med familie og venner i nærheden af sin bopæl.
Retten finder også, at børnene er knyttet til deres far, og at denne tilknytning vil blive bevaret, selvom moderen flytter til Canada. Det bemærkes i den forbindelse, at faderen tidligere har arbejdet i Canada, og at børnene snart vil nå en alder, hvor de vil kunne tage alene fra Canada til Danmark.
Under de foreliggende omstændigheder finder retten, at det vil være bedst for børnene, at de får bopæl hos moderen i Canada, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. § 4.
Retten finder, at forældrene som hidtil vil kunne samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Herefter, og da det som parterne i øvrigt har anført ikke kan føres til et andet resultat, finder retten, at moderen skal have medhold i sin principale påstand.
Landsrettens begrundelse
Parterne har fælles forældremyndighed, og pigerne, der nu er 9 og 7 år, har siden samlivsophævelsen i 2011 boet hos deres mor. Pigerne har haft samvær med deres far i en 7-7-ordning og siden 2013 hver anden weekend fra torsdag til mandag og i ferieperioder. Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at pigerne trives med denne ordning, og at de har en nær tilknytning til deres far.
Selv om pigerne taler engelsk og enkelte gange sammen med deres mor har været på ferie i Canada hos familie, finder landsretten under de anførte omstændigheder, at det er bedst for pigerne at forblive boende i Danmark, således at de kan fastholde og udvikle den nære tilknytning til deres far.
Landsretten tager derfor F’s påstand om frifindelse til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2, pkt., jf. § 4, således at A og B ikke kan have bopæl hos deres mor i Canada.