M fortsat forældremyndighed trods massiv samværschikane, TFA 2018/13 ØLD
Byrettens begrundelse
Rettens afgørelse af, om forældremyndigheden over B helt eller delvist skal overføres fra mor til far, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 4. Der skal foretages en konkret individuel vurdering af B’s forhold både i et kortere og i et længere tidsperspektiv. Ved vurderingen af, hvad der er bedst for B, skal der som et element blandt andre tages hensyn til hovedprincippet i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, der i fællesskab har ansvaret for barnet.
Efter en samlet vurdering af det for retten oplyste om parternes forhold er det ikke realistisk, at der på nuværende tidspunkt kan etableres nogen form for samarbejde og dialog mellem forældrene til gavn for B. Forældrene har aldrig tidligere haft et samarbejde om B, og etablering af en fælles forældremyndighed i dag vil ikke være til B’s bedste. Retten må derfor afgøre, om det er bedst for B, at mor fortsat har forældremyndigheden alene, eller om det er bedst for B, at forældremyndigheden overføres til far alene.
Statsforvaltningen har den 10. marts 2017 truffet afgørelse om, at de fastsatte samvær mellem B og hendes far suspenderes, og at der ikke fastsættes yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Afgørelsen er truffet med henvisning til udtalt samværschikane fra mors side i en sådan grad, at det skader barnet. Af afgørelsen fremgår således, at mors massive modstand mod B’s samvær med far gør, at der af hensyn til B ikke er mulighed for, at der kan gennemføres yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Endvidere fremgår det, at Statsforvaltningen ikke har fundet, at der er øvrige oplysninger på sagen, der er til hinder for, at der kunne skabes kontakt mellem B og far.
Der er heller ikke i retssagen fremkommet konkrete holdepunkter, som kan understøtte, at mor har en rimelig grund til at hindre, at B får en kontakt til far. Mors forklaring i retten om, at hun og hendes særbarn D har været udsat for psykiske overgreb fra fars side, idet far har optrådt aggressivt, råbt af og truet dem, er helt udokumenteret. Mors fastlåste afvisende og uhensigtsmæssige indstilling over for etablering af et samvær mellem B og hendes far kan ikke objektivt begrundes i fars forhold.
Fars hidtidige kontakt til B har været meget sparsom, og bortset fra en kort periode under mors graviditet har forældrene aldrig boet sammen.
Retten lægger endvidere vægt på det oplyste i den børnesagkyndige erklæring af 13. september 2016 fra autoriseret psykolog I, herunder om B og forældrenes individuelle forudsætninger, situation og behov, og tilknytningen og samspillet mellem B og hendes mor, og at mor under almindelige omstændigheder vurderes som udmærket i stand til at drage omsorg for B’s udiklingsbehov nu såvel som på længere sigt.
På denne baggrund og efter en samlet afvejning, hvori indgår alle sagens oplysninger, herunder på den ene side om mors uhensigtsmæssige adfærd, hvor hun mod B’s bedste afskærer B fra at etablere en forbindelse med far, der har et ønske om at skabe en for B god og nær kontakt, og på den anden side tages hensyn til B’s alder, B’s nære og for B helt afgørende tilknytning til mor som tryghedsperson samt B’s behov for, at der sikres ro og stabilitet omkring hendes situation, hvorfor det for B vil opleves som et overgreb, hvis hun uden mors accept skal flytte fra mor til far, finder retten, at det er bedst for B, at forældremyndigheden over hende fortsat er hos mor alene
Landsrettens begrundelse
Landsretten lægger som byretten til grund, at M har udvist massiv samværschikane, hvilket har været medvirkende til, at Statsforvaltningen og nu Ankestyrelsen har suspenderet samværet. Dette fremgår både af det skriftlige materiale og bestyrkes af den af M for landsretten afgivne forklaring. Af forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår, jf. bl.a. lovforslag L 133, FT 2006-2007, alm. bemærkninger 4.10.3 m.v., at en sådan adfærd skal tillægges væsentlig betydning ved afgørelser om forældremyndighed. Uagtet dette må landsretten dog, henset til barnets alder, behov for ro og stabilitet og hendes hidtidige nære forhold til M, nære betænkelighed ved på nuværende tidspunkt at overføre forældremyndigheden eller bestemme, at denne skal være fælles.
Landsretten lægger herved tillige vægt på, at Statsforvaltningen har tilkendegivet at være indstillet på at behandle en ny anmodning om samvær 12-18 måneder fra afgørelsestidspunktet i marts 2017. Herefter stadfæstes dommen
Kommentar:
Det er en af de afgørelser, som giver stof til eftertanke.
Helt principielt finder jeg det rigtig uheldigt, at massiv samværschikane belønnes. I denne sag er belønningen startet i Statsforvaltningen, der har ophævet samværet trods samværschikanen.
Det er en på mange måder usædvanlig gengivelse i TFA af sagen. For det første erindrer jeg ikke, at jeg tidligere i en offentliggjort dom har set, at man benævner advokaten for F som “advokat X”. Ms advokat er nævnt ved navn. (Selv de deltagende advokaters navne giver i al fald en professionel som jeg et vist indtryk af, hvilket “segment”, vi har fat i.)
Der er i sagen gennemført både en § 50-undersøgelse i kommunen og en børnesagkyndig undersøgelse i SFV. Referatet fortæller absolut intet om indholdet af disse.
Det fremgår også af sagen, at B har været i fængsel, fordi hun ikke har betalt bøder (formentlig fastsat af fogedretten).
Endelig er det lidt interessant, at både byretten og landsretten giver M forældremyndigheden.
Afgørelsen er i klar og entydig strid med “reglerne” bortset altså lige fra den ret vigtige regel, at enhver afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Barnet er født i 2012 og er altså omkring 5 år på domstidspunktet.
Indtrykket er, at der har været “krig” mellem forældrene siden barnets fødsel.
Sagen viser for mig som udenforstående, at systemet har været udpræget alt for langsom. Hvis det fra starten var klart, at M udviste samværschikane, burde man have været konsekvent ret tidligt. Der er et eller andet, der mellem linjerne fortæller, at der måske alligevel har været grund til samværschikanen. Men hvis det er tilfældet, burde man have forklaret det.
Jeg skriver referat i juli 2018 på et tidspunkt, hvor vi er meget optaget af myndighedernes inkompetence og manglende “tagen ansvar”.
Denne dom hjælper os absolut ikke til forståelse af hverken den konkrete sag eller retsstillingen i øvrigt.
Det er i al fald ikke en dom, som man særligt vægtigt kan referere til, når man skal tale om retspraksis.
Som et afsluttende kuriosum kan nævnes, at M havde fri proces i sagen. Fri proces indebærer, at staten skal betale omkostningerne. I næste afgørelse i TFA er en afgørelse, der ret åbenlyst er fra samme sag. Heraf fremgår, at advokaten får tilkendt 15.000 i salær i sagen. Den afgørelse blev påkæret til landsretten, idet advokaten anførte at have brugt mere end 41 timer på sagen. Landsretten stadfæstede salærfastsættelsen. Det er helt generelt udfordringen for advokater, der tager fri processager især i de lidt tungere sager, at det er et regulært lotteri, om man får dækket sit tidsforbrug.
At det er umuligt at forudsige konsekvenserne af “samværschikane” illustreres af sammenligningen med ØLD af 25. maj 2018
Viggo Bækgaard
2. juli 2018