Bopælen for 5-årig D overført fra M til F på grund af samværschikane, ØLD af 25. maj 2018, utrykt.

Bopælen for 5-årig D overført fra M til F på grund af samværschikane, ØLD af 25. maj 2018, utrykt.

Byrettens begrundelse

Efter det fremkomne må det lægges til grund, at sagsøgte siden fødslen har været Ds’ primære omsorgsperson, idet D har boet hos sagsøgte siden parterne flyttede fra hinanden i juni 2014, da D var 1 ½ år gammel.

Det må endvidere lægges til grund, at der i perioden siden fraflytningen alene har været fastsat begrænset samvær mellem D og sagsøgeren, idet samværet indtil efteråret 2016 var fastsat som korte dagsamvær og siden som samvær med en enkelt overnatning pr. samvær.

Endelig må det efter det fremkomne lægges til grund, at D trives i sit nuværende miljø.

Under disse omstændigheder findes det at være bedst for D, at bopælen ikke ændres, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. § 4.

Retten finder således, at det forhold, at sagsøgte hidtil ikke har medvirket i tilstrækkeligt omfang til, at det mellem D og sagsøgeren ved Statsforvaltningens resolutioner fastsatte samvær har kunne effektueres, ikke på nuværende tidspunkt kan føre til at der skal ske en ændring i Ds bopælsforhold.

Retten bemærker herved, at sagsøgte har forklaret, at hun anser, at parterne fremadrettet vil være i stand til at samarbejde om samværet på baggrund af den nu fastsatte samværsresolution.

Landsrettens begrundelse

Sagen drejer sig om, hvorvidt det nu femårige fællesbarn D fortsat skal have bopæl hos sin mor, M, eller hos sin far, F. Københavns Byret har ved dom af 1. juni 2015 afslået en anmodning fra M om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Statsforvaltningen afslog den 28. september 2016 at behandle en ny anmodning om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Den 7. februar 2017 afslog Statsforvaltningen at behandle en fornyet anmodning om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og denne afvisning blev stadfæstet ved kendelse af 31. marts 2017 fra Retten i *. Parterne har således fælles forældremyndighed over D.

Parterne flyttede som anført af byretten fra hinanden i juni 2014, hvor D var ca. 1½ år gammel. Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at M i strid med den gældende samværsresolution i flere tilfælde har undladt at udlevere D til de fastsatte – korte – samvær med F, og at det således har været nødvendigt at gennemtvinge samvær via fogedretten, jf. således Københavns Byrets kendelse af 17. december 2014.

M undlod i strid med byrettens kendelse og i strid med det, hun gav udtryk for under retsmødet, at sørge for, at D blev udleveret til samvær samme dag, jf. byrettens kendelse af 9. januar 2015, hvor retten tillige fastsatte tvangsbøder. Efter parternes forklaringer må det lægges til grund, at M i foråret 2015 i flere tilfælde ”aflyste” samværet, herunder bl.a. under henvisning til, at hun holdt ferie på tidspunkter, hvor samværet skulle have fundet sted.

Af statsforvaltningens underretning af 7. februar 2017 i medfør af servicelovens § 153, stk. 1, fremgår bl.a., at M var utilfreds med statsforvaltningens afgørelse om samvær, og at hun ”ikke ønske[de] at efterleve afgørelsen”, at hendes adfærd i forhold til statsforvaltningen var blevet mere og mere voldsom og aggressiv, og at hun var blevet bedt om ikke at komme på statsforvaltningen. Retten i X har i perioden juli 2016 til august 2017 behandlet i alt seks sager mellem parterne om tvangsfuldbyrdelse af samvær mellem D og F, jf. fogedrettens retsbog af 10. oktober 2017. Det fremgår af udskriften fra retsbogen fra Retten i X den 31. marts 2017, at fogedretten den 19. januar 2017 tilkendegav over for M, at hun ”ville blive pålagt tvangsbøder, såfremt barnet ikke blev udleveret til samvær den 21. januar 2017 og den 28. januar 2017. Da moderen desuagtet ikke udleverede barnet, fastsatte fogedretten den 1. februar 2017 tvangsbøder i overensstemmelse med det … tilkendegivne. Fogedretten fastsatte samtidig fremadrettet tvangsbøderne som progressivt stigende, idet moderen tilkendegav, at hun ikke agtede at efterleve samværsresolutionen”.

Under retsmødet den 17. december 2014 forklarede M, at F skulle have øvet vold mod hende og D. Under retsmødet den 9. januar 2015 oplyste M, at der var oprettet en tilholdssag, som endnu ikke var afgjort. M har endvidere nægtet udlevering af D til samvær under henvisning til, at hun havde indgivet en bekymringsmeddelelse til kommunen om, at F skulle have udvist seksuel krænkende adfærd over for D. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at beskyldningerne har været grundløse.

Efter sin forklaring for byretten flyttede M til X bl.a. for at komme væk fra den tilbagevendende konflikt med F. Flytningen til X har forudsigeligt medført, at F allerede på grund af den geografiske afstand har været afskåret fra at søge samværet udvidet til også at omfatte hverdage.

Efter det anførte finder landsretten, at M har udøvet samværschikane, der må anses for vedholdende og alvorlig, og at hun dermed har lagt hindringer i vejen for, at D kan få samvær med sin far i det omfang, som statsforvaltningen har fastsat.

Det må for D både på nuværende tidspunkt, og når han bliver ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten. På baggrund af Ms hidtidige adfærd, der i nogle tilfælde er foregået i strid med det, hun har tilkendegivet under møder i fogedretten, og som understøttes af den indstilling, hun har givet udtryk for over for den børnesagkyndige, herunder at hun kun i retlig henseende anerkender F som far til D, må det anses for nærliggende, at dette fremover vil blive tilfældet, såfremt D fortsat skal have bopæl hos hende.

Under de nævnte omstændigheder kan der ikke lægges vægt på Ms forklaringer under sagen om, at hun vil være indstillet på at udlevere Ds til samvær.

Efter parternes forklaringer og den børnesagkyndiges samtaler med D samt vurderingen af ham må det endvidere lægges til grund, at der, hvis D fortsat skal have bopæl hos M, vil være en nærliggende risiko for, at han vil blive inddraget og involveret i konflikten på en måde, der kan være hæmmende for hans trivsel og udvikling.

Efter den børnesagkyndige undersøgelse, parternes forklaringer, og det indtryk, landsretten har fået af begge parter i den forbindelse, lægges det til grund, at F, såfremt D får bopæl hos ham, vil være indstillet på at sikre, at Ds også fremover får en god og stabil kontakt til sin mor.

På denne baggrund og under hensyn til Ds alder og det i den børnefaglige undersøgelse anførte om Ds gode forhold til F, finder landsretten efter en samlet vurdering – uanset at det må lægges til grund, at Ds aktuelt trives i sine nuværende omgivelser hos M, der hidtil har været hans primære omsorgsperson – at det vil være bedst for D, at han fremover får bopæl hos sin far, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.

Landsretten tager på den baggrund Fs påstand til følge (og placerer således bopælen hos denne).

kommentar:

Jeg har modtaget dommene fra M, der fortæller, at der er indleveret 3. instansbevilling til Procesbevillingsnævnet (altså ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

M fortæller i øvrigt, at D er blevet traumatiseret over den bratte omvæltning i hans liv, og at der foreligger indberetninger fra neutral side om denne mistrivsel. Udover ovennævnte kender jeg intet til sagen, hvorfor mine bemærkninger er baseret på dommene og den børnesagkyndig undersøgelse, der blev foranlediget af landsretten.

Flere ting er usædvanligt i forløbet. Erfaringsmæssigt er det rigtig svært at få landsretten til at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse under ankesagen. Den meget lange landsretsdom og ikke mindst de meget grundige præmisser viser, at landsretten har vurderet rigtig meget for og imod.

Ved gennemlæsningen er jeg helt sikker på, at Ms åbenbart ret aggressive adfærd over for Statsforvaltningen har påvirket landsdommerne. Det har også påvirket dommerne, at M ret vedholdende efter deres opfattelse har undladt at efterleve afgørelser om samvær, som har været fastsat i et yderst begrænset omfang.

Det er en af de meget få sager, hvor man flytter bopælen, når barnet åbenlys trives hos bopælsforælderen.

Min umiddelbare reaktion alene på dommene er egentlig, at M ligger, som hun har redt. Der er ikke rigtig noget, der for alvor indikerer, at Ms modstand mod F virkelig har noget med Fs forhold at gøre. OK – der kommer undervejs en incestanklage. Men den kommer åbenbart lidt sent i forløbet og virker som et af de kort, der somme tider trækkes. Det er i al fald tydeligt, at landsretten har tænkt sådan. 

Vi kan altså ikke acceptere massiv samværschikane.

Når det er sagt, er det et utvivlsomt voldsomt indgreb for en 5-årig at blive flyttet fra den hidtil trygge base.

I disse samværschikanesager er er det altid vigtigt at forsøge at afdække, om der har været en grund til vægring mod samvær. Hvorfor er M flygtet til X-by tilsyneladende alene for at begrænse samværet mellem D og F? Det ser man ikke af sagen, som den er forelagt her. Hvorfor vælger M stadigvæk at undgå det trods alt yderst begrænsede samvær, der var fastsat. Jeg forstår det sådan, at det var et 13-1-samvær. 

I mine øjne var det så stort et sats, at jeg nok ville have “banket M på plads” meget tidligt i forløbet, hvis jeg havde siddet på sidelinjen.

Samværschikanesager er virkelig nogle af de sværeste. Barnet skal beskyttes. Der skal ikke være samvær for enhver pris. Men vi kan heller ikke have forældre, der optræder, som om de ejer barnet alene og vil bestemme alt – med mindre der er en grund til det. Den grund skal myndighederne være nysgerrig overfor.

I en kommentar  til en afgørelse fra TFA 2013/797 skrev jeg noget, som jeg finder anledning til at gentage her. Jeg skrev sådan:

“Det må erkendes, at sagen indeholder et dilemma. Hvad er egentlig bedst for et barn? Forældreansvarsloven indeholder en række meget fine regler og forarbejderne endnu finere ord.

Intentionerne er så fantastiske. Systemet virker i flere sammenhænge sådan, at det kan være fordelagtigt for den enkelte forælder at ”opføre sig svinsk”, som jeg nogen gange siger. Flere afgørelser fører også til, at man i nogen sammenhænge som rådgiver nærmest er nødt til at rådgive til svinsk opførsel.

Det slås gang på gang fast i lovforarbejderne, at samværschikane skal have konsekvenser. Når det så kommer til stykket, løber myndighederne (læs konkret domstolene) fra deres ansvar. Systemets sagsbehandlingstid er utålelig. Det gælder både i Statsforvaltningen og ved domstolene.

Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig.

Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele. Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning. Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.

Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

I en sag som denne er det nærliggende at fundere over, hvor forskelligt domstolene vurderer, hvad der er bedst for barnet i forældreansvarssager og i børnebortførelsessager.

Desværre er Procesbevillingsnævnet meget utilbøjelig til at meddele tredjeinstansbevilling i forældreansvarssager, men en sag som denne burde indbringes for Højesteret.”

At det er umuligt at forudsige konsekvenserne af “samværschikane” illustreres af sammenligningen med TFA 2018/2013

Viggo Bækgaard