Ligestilling – hvor er børnene lige i forældrenes hoveder?
af Viggo Bækgaard, Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H),mediator
Det var tårevædende morsomt og en anelse tragisk at se en af hovedhistorierne på kvindernes internationale kampdag lørdag den 8. marts 2014. Kvinderne synes ikke rigtig at have noget at kæmpe for. I al fald skulle man til Afghanistan og lignende steder i den danske presse for at finde noget til kvinderne.
Men i Danmark toner formanden for Foreningen Far frem på skærmen og beklager sig over fædrenes påståede manglende rettigheder i sager om forældreansvar og samvær. En far fra Nordsjælland føler sig dårligt hørt i Statsforvaltningen i en sag om samvær til et barn, som åbenbart bor med moren i Midtjylland.
Politiken har åbenbart gennemført en meningsmåling, som bekræfter fædrene i, at de har for lidt indflydelse på deres børns situation i Statsforvaltningen.
Sandt og falsk?
Men hvad er egentlig op og ned på området?
I Landsforeningen Børn og Samvær har vi hele tiden vi set hele denne problemstilling som netop en ligestillingskamp fra fædrenes side. Vi har til gengæld stedse haft fokus på, at det er børnene og ikke forældrene, det bør dreje sig om.
Lad mig starte med at konstatere, at kvinderne måske i virkeligheden føler sig endnu mere tilsidesat i Statsforvaltningen end fædrene. Mødrene oplever meget tit, at fædrene får det nøjagtig, som de vil have det uden skelen til børnenes tarv. Forklaringen på det er i mit univers, at Statsforvaltningen ikke har vilje eller ressourcer til at tage de bekymringer alvorligt, som mødrene giver udtryk for.
Umiddelbart tænker jeg, at så længe begge grupper oplever det sådan, at det nok slet ikke på det punkt er så slemt.
Når jeg agerer som advokat i forældreansvars- og samværssager, sidder jeg stort set hver anden gang på fars og hver anden gang på mors side. Jeg oplever ikke så ofte, at der er en egentlig favoritforælder i Statsforvaltningen eller hos domstolene. Det sker – og jeg kunne sådan set godt sætte navne på folk i systemet, som virker mere morvenlig – eller farvenlig – end godt er. Men det er bestemt ikke det generelle indtryk.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at kønsfordelingen af medarbejderne især i Statsforvaltningen kan virke provokerende problematisk især på mænd. Det store flertal af medarbejdere i Statsforvaltningen er kvinder. Det gælder både jurister og børnesagkyndige. Flertallet af dem er oven i købet ret unge.
Mange fædre oplever derfor at sidde til et møde ikke blot med moren, over for hvem kærligheden er afblomstret og blevet til kamp. De sidder også med et par medarbejdere, som køns- og aldersmæssigt lige så godt kunne være morens veninder. Jeg ved fra mange fædre, at det kan virke skræmmende.
Det overvejende flertal af dem, der rådgiver på området, er kvinder. Kun de færreste mandlige advokater finder prestige og interesse i at være familieretsadvokat.
Kønsfordelingen i en sag om forældreansvar- og samvær er med andre ord meget skæv.
Udover nogle reelle kønsforskelle, som jeg omtaler i næste afsnit, tror jeg, at denne kønsfordeling er temmelig uheldig og påvirker mange fædre negativt i processen.
Statsforvaltningen synger ifølge pressen lidt med på melodien og vil nu uddanne personalet til at håndtere de to køn bedre, hvilket kan være meget fornuftigt.
Forskelle på fædre og mødre.
Det er selvfølgelig lettere for mig som mand at sætte fingeren på nogle markante forskelle – til ugunst for fædrene – på kønnene, som giver en del af forklaringen på noget af den skævhed, som nogle fædre med sikkerhed oplever. Da jeg endvidere er temmelig gammel, ser jeg nogle perspektiver i udviklingen, som nutidens forældre og især fædre sjældent lige “køber”.
I mine foredrag prøver jeg at sætte udviklingen i et historisk perspektiv. Mennesket er et pattedyr og adskiller sig fra alle de andre dyr ved at kunne tænke og handle ud fra tankens og fornuftens kraft. At dyreracen ikke gør det i virkeligheden bevidner det faktum, at der stadig er krig på Jorden og umenneskelig behandling af artsfæller.
Dyreracen mennesket er biologisk indrettet sådan, at manden er den enhed, som går på jagt og skaffer føden. Op til midten af 1900-tallet var det manden, der gik på arbejde. Siden 1960erne har det ændret sig. I 1970erne førte kvindekampen til ligestilling på langt de fleste områder.
Nutidens forældre er rødstrømpegenerationens børn. Fædrene ser en ulighed, som de må kæmpe for at få ændret. De er i parforholdet blevet stillet over for krav om mere ligelig fordeling af opgaverne. En naturlig følge af det er, at de vil have lighed om børnene, når parforholdet slutter.
Fædrene er med sikkerhed langt mere aktive omkring børnene i dag end tidligere.
De godt fyrre år fra hippieårene, Thy- og Ø-lejre, til i dag har ændret meget. Men fædrene er alligevel hverken begyndt at føde børn eller at amme dem. Spædbørnene lugter ikke fædrene på samme måde, som de dufter mødrene. Biologiens årtusindgamle evolution kan vi mænd alligevel ikke løbe fra på 40 år.
Det kan godt være, at de akademisk uddannede kvinder tager teten på mange områder. Men det er nu nok stadigvæk manden, som styrer zapperen på sofaen og arbejder mest på karrierestigen.
Min erfaring er også, at det stadigvæk er mor, som primært er den aktive i forhold til sundhedssystemet, institution og skole.
Mænd er nok mere analytiske i en logisk og matematisk forstand, mens kvinders styrker ligger på følelser og bløde værdier.
Når man læser statistik om fordeling af bopæl, må man altså ikke glemme, at mange parforhold går i stykker i børnenes første leveår. Det er altså set fra en børnefaglig synsvinkel ikke så mærkeligt, at de små børn kommer til at bo mest hos mor.
Kvalitetstid eller kvantitet?
Jeg oplever i dagligdagen en meget markant forskel på forældrenes opfattelse af, hvad der skal ske med børnene, når forældrene går fra hinanden.
Mødrene mener generelt, at børnene skal bo hos dem. De mener også oftest, at der ikke skal være egentlig deleordning, men at børnene skal være mest hos mor og mindre hos far.
Fædrene springer for rigtig manges vedkommende direkte ud i en retfærdighedstankegang, hvor de mener, at børnene skal være lige meget hos forældrene. Fædre er således den, som typisk kræver en deleordning.
Børnene selv har en meget veludviklet retfærdighedssans, der får dem til at sige, at de gerne vil en deleordning. Problemet er nok, at børnene med sådan et udsagn tilsidesætter sine egne behov af ren loyalitet over for begge forældre.
Forældrene bør lytte til de fagpersoner, der ved, hvordan børn reagerer. Børnepsykologer har aldrig anbefalet deleordninger som noget, der blot ligner en hovedregel. Man siger, at deleordninger forudsætter, at forældrene bor så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme “børnenetværk” begge steder. Desuden er det en betingelse for en god deleordning, at forældrene er virkelig gode til at samarbejde, og at dagligdagen i de to hjem er meget ens.
Jeg oplever, at nogle voksnes valg af deleordninger bygger dels på en retfærdighedstankegang i forholdet mellem de voksne, dels på de voksnes mere generelle og ikke særligt børnefikserede behov. En deleordning giver ”en børneuge” og en ”kæresteuge”, hvis man altså kan få det arrangeret sådan, at de tilkommende nye kærester heller ikke har børn i de børnefri uger.
Mange forældre bruger udtrykket ”børnefri uger”.
Barnets behov?
Hvad er egentlig barnets behov. Loven siger, at afgørelser om børn skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Barnets tarv er et gammelt udtryk for det samme. Kært barn har mange navne.
”Bedst for barnet” er nemlig et diffust begreb, som man kan se meget forskelligt på. Jeg oplever således, at fædre med det begreb forstår, at barnet skal være lige meget hvert sted. Fædre har en tilbøjelighed til at ”tælle minutter” og se retfærdighed og bedst for barnet alene i det perspektiv.
Mange mødre oplever, at fædrenes aktivitet med børnene først for alvor kommer frem, når bruddet mellem forældrene er en realitet.
Der er udbredt enighed om, at et barn har ret til to forældre. Det er godt at kende sine rødder. Et barn har ret til samvær efter den nyere formulering af reglerne.
Den enighed vender nogle i sin argumentation sådan, at barnet skal være ”lige meget” sammen med begge forældre, og at barnet ikke skulle have ret til at sige fra over for samvær.
Vi tænker i Landsforeningen Børn og Samvær, at et barn skal have mulighed for at være barn på dets egne præmisser. Overdrivelse fremmer nogen gange forståelsen, hvorfor jeg skal prøve at perspektivere det i min karikerede oversættelse.
Et ”kernefamiliebarn” er der bare i dagligdagen. Det sunde kernefamiliebarn leger med sine legekammerater ude på gaden, i gården eller i haven. Barnet kommer til forældrene, når det er sultent eller har slået hul på knæet. Legekammeraterne er dem fra børnehaven, skolen, naboen eller boldklubben. Selvfølgelig også søskende.
Et skilsmissebarn skal spille ludo med far og mor. Der er enten ikke nogen at lege med, fordi barnet ikke kender andre fra skole med mere, eller også henvises barnet til de nye aktuelle papsøskende. Det er dog en berigende erfaring for en skilsmisseadvokat, at alle børn elsker deres nye papsøskende over alt på jorden uanset længden af forholdet, aldersforskel med videre. Jeg har aldrig nogensinde hørt forældre nævne i retten eller Statsforvaltningen, at der er problemer mellem papsøskende.
Rigtige søskende derimod slås med jævne mellemrum eller er på anden måde ikke enige om alting.
De fleste er enige om, at børn dybest set bare skal have lov til at være børn.
Bedst for barnet – bopæl og samvær.
Spørgsmålet er så, hvad sådanne generelle betragtninger egentlig fører til som vejledende betragtninger omkring bopæl og samvær.
Forældrene har selvfølgelig nogle behov. Forældre føler ligesom børn savn over for de kære, som ikke lige er i nærheden. Som farfar savner jeg mine børnebørn, når jeg ikke har set dem i mange dage eller måske endda uger. Genkendelsen og glæden er næsten størst, når der er gået mange dage.
Det er fuldt forståeligt, at en far eller mor føler savn og oplever det som uretfærdigt i forhold til en selv, hvis barnet er mere hos den anden.
Min drøm er egentlig, at alle bliver i stand til at se verden kun fra barnets stol. Det er en drøm, hvis realisering kræver megen træning og undervisning.
For nogen forældre virker det sådan, at børn er nogen, man ejer.
Jeg har talt om gener og udvikling. Mødre skal nok træne i at forstå, at lidt større børn ikke nødvendigvis skal bo hos hende.
Sammenfattende om ligestilling er det helt afgørende at holde fokus på, at vi med forældreansvarsloven opnåede at få flyttet det formelle perspektiv fra et forældre-rettigheds-perspektiv til et børneperspektiv. Alligevel oplevedes administrationen af loven særligt indtil 2012 sådan, at den har karakter af en ligestillingslov med en forstærkelse af fædres rettigheder. (Alt for mange deleordninger direkte sagt).
Efter 2012 synes jeg, at der er sket en bedring, hvor barnets perspektiv faktisk er blevet styrket. Det må vi altså holde fast i.
Fædrenes klynkeri på kvindernes internationale kampdag hænger derfor nok sammen med, at systemet er begyndt at se på barnet i lidt højere grad end på far.
Det er ikke så galt endda.
Viggo Bækgaard