Lidt om Familierettens kasketter. Familieretten optræder både som afgørelsesmyndighed og beslutter tvangsfuldbyrdelse. Samvær ikke suspenderet selv om mistanke om vold. Afgørelse om tvangsfuldbyrdelse midt i den materielle sag kunne kæres særskilt, Højesterets kendelse af 17. februar 2021, utrykt endnu.
Her har vi igen en temmelig nørdet sag set ud fra et juridisk perspektiv. Jeg vil prøve at forklare, så også ”almindelige mennesker” har en chance for at forstå. Afgørelsen illustrerer det lidt barokke, der er i systemet. Måske kan du med fordel for forståelsen starte med at læse min kommentar i slutningen.
Problemstillingen:
Barnets alder fremgår ikke.
Der foreligger en samværsafgørelse truffet af Statsforvaltningen i november 2016.
Parterne har været uenige om samværet. I april 2020 oversender Familieretshuset sagen til Familieretten, der skal træffe afgørelse om samværet. I den sag blev der berammet et retsmøde i byretten til 15. september 2020.
På det tidspunkt gælder den gamle samværsafgørelse selvfølgelig, indtil den måtte blive ændret.
M udleverede ikke barnet til samvær. F indleverede derfor den 2. september 2020 en begæring om tvangsfuldbyrdelse af samværet. I ”gamle dage” var det jo fogedretten, der skulle sørge for, at afgørelser blev efterlevet.
Nu er det Familieretten. Familieretten i Glostrup tænker smart nok, at de to sager slår vi da bare sammen. 2 fluer med et smæk.
Familieretten henviser til diverse udtalelser fra dels børnesagkyndig undersøgelse i januar 2020 og fra børnehave og skole. Alt det materiale viser firkantet sagt, at der ikke synes at være reel grund til, at der ikke skulle være samvær.
Familieretten træffer så en kendelse om tvangsfuldbyrdelse.
(Det foranstående er mit sammenkog af hændelsesforløbet).
Et tema i sagen var beskyldninger om vold fra F. M påstod samværet suspenderet.
Familieretten afsagde den 15. september 2020 kendelse om, at samværet ikke skulle suspenderes.
Byrettens begrundelse (altså vedrørende suspension).
Efter forældreansvarslovens § 29, stk. 1, kan der under en sag om forældremyndighed, om barnets bopæl, om samvær eller om anden kontakt efter anmodning træffes afgørelse om midlertidigt samvær eller om anden kontakt. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lo-vens § 1 og § 4.
Der foreligger en erklæring af 30. januar 2020 på baggrund af en børnesagkyndig undersøgelse. Af erklæringen fremgår bl.a., at det er psykologens vurdering, at B er påtaget vred, når hun beskriver F, og at det er en tone, hun er vant til at tage, når hun taler om sin far hos sin mor. Det fremgår endvidere, at B kan være præget af Ms følelser i forbindelse med F og samværet med ham, og at B kan have svært ved at adskille sine egne følelser fra Ms. I erklæringens pkt. 8.8. fremgår det bl.a., at såfremt samværet øges, vil det være positivt, at B og F fortsat kan udbygge deres relation, som det er indtrykket, at B trives i.
Af udtalelsen fra juli 2019 fra Bs gamle børnehave fremgår, at det har været børnehavens opfattelse, at B er glad for F, og at hun er gået glad med F, når han har sagt, at de skulle gå.
Af …skolens underretning til X Kommune fremgår, at underretningen er afgivet på baggrund af Ms oplysninger til skolen. I underretningen er anført bl.a., at SFO-personalet oplever, at B er glad, når både hendes mor og far henter hende. Nogle gange vil hun ikke med far og mor hjem, hvil-ket er almindeligt. B kan også fortælle til personalet, at hun glæder sig til, at hendes far kommer og henter hende.
Der er i X Kommune afholdt en børnesamtale med B den 27. august 2020. B har herefter været afhørt hos politiet, som ved mail af 9. september 2020 har oplyst, at F ikke vil blive sigtet i sagen, og at sagen er sendt til slut-ning hos anklageren.
Under disse omstændigheder finder familieretten, at der ikke foreligger en bestyrket mistanke om vold eller andre grænseoverskridende hand-linger, som kan begrunde, at samværet suspenderes under familieret-tens behandling af sagen. Ms anmodning herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarslovens § 29, stk. 1, jf. § 1 og § 4.
Derfor bestemmes:
Fs ret til samvær med B suspenderes ikke under familierettens behand-ling af sagen.”
Samme dag afsagde Familieretten kendelse om tvangsfuldbyrdelse.
Byrettens begrundelse (tvangsfuldbyrdelse):
Der foreligger en erklæring af 30. januar 2020 på baggrund af en børne-sagkyndig undersøgelse. Der er som led i undersøgelsen afholdt børne-samtale med B, som har udtalt, at hun hader at være på samvær hos F. Hun har fortalt, at F tvinger hende til at dække bord og at stå op, og at han nogle gange siger, at hun skal lege i stedet for at spille I-pad. Ende-lig har hun sagt, at hun hader, når F henter hende i børnehaven, fordi han altid henter hende for tidligt.
Af psykologens erklæring fremgår bl.a., at det er psykologens vurdering, at B er påtaget vred, når hun beskriver F, og at det er en tone, hun er vant til at tage, når hun taler om sin far hos sin mor. Det fremgår endvidere, at B kan være præget af Ms følelser i forbindelse med F og samværet med ham, og at B kan have svært ved at adskille sine egne følelser fra Ms. I erklæringens pkt. 8.8. fremgår det bl.a., at såfremt samværet øges, vil det være positivt, at B og F fortsat kan udbygge deres relation, som det er indtrykket, at B trives i.
Familieretten finder, at der ved børnesamtalen er givet B mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, og at der derfor ikke er grundlag for at udsætte tvangsfuldbyrdelsessagen på afholdelse af børnesamtale, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 2.
Af udtalelsen fra juli 2019 fra Bs gamle børnehave fremgår, at det har været børnehavens opfattelse, at B er glad for F, og at hun er gået glad med F, når han har sagt, at de skulle gå.
Af …skolens underretning til X Kommune fremgår, at underretningen er afgivet på baggrund af Ms oplysninger til skolen. I underretningen eranført bl.a., at SFO-personalet oplever, at B er glad, når både hendes mor og far henter hende. Nogle gange vil hun ikke med far og mor hjem, hvilket er almindeligt. B kan også fortælle til personalet, at hun glæder sig til, at hendes far kommer og henter hende.
Der er i X Kommune afholdt en børnesamtale med B den 27. august 2020. B har herefter været afhørt hos politiet, som ved mail af 9. sep-tember 2020 har oplyst, at F ikke vil blive sigtet i sagen, og at sagen er sendt til slutning hos anklageren.
Under disse omstændigheder finder familieretten, at der er grundlag for at antage, at fuldbyrdelse af samvær vil kunne ske under hensyn til B og varetage Bs bedste, jf. retsplejelovens § 456 p.
Derfor bestemmes:
Tvangsfuldbyrdelsessagen fremmes, således at B skal udleveres til sam-vær i overensstemmelse med den gældende samværsresolution.
Den kendelse kærede M til landsretten, der afviste kæremålet med denne begrundelse:
Landsrettens begrundelse (om tvangsfuldbyrdelse):
Den afsagte kendelse om tvangsfuldbyrdelse er truffet i forbindelse med familierettens behandling af en sag om fastsættelse af samvær og er efter sit indhold reelt en afgørelse, som må sidestilles med den samtidigt trufne afgørelse om, at samværet efter den gældende samværsordning ikke suspenderes under sagens behandling. Der er derfor tale om en af-gørelse, som er truffet under samværssagens forberedelse.
Efter retsplejelovens § 389 a kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, ikke kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilla-delse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.”
M fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære den afgørelse til Højesteret.
Højesterets begrundelse:
Sagen angår, om en kendelse om tvangsfuldbyrdelse af en samværsafgørelse af-sagt i forbindelse med familierettens behandling af en sag om fastsættelse af samvær er omfattet af kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a.
Højesteret bemærker, at kendelser afsagt af familieretten i tvangsfyldbyrdelses-sager appelleres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53 (§§ 584-587) om appel af fogedrettens afgørelser, jf. lovens § 456 q, stk. 1, 3. pkt. Der er ikke holde-punkter i hverken ordlyden af § 584 eller § 456 q eller forarbejderne hertil for at anvende kærebegrænsningsreglen i § 389 a i forhold til kære af familierettens afgørelser om tvangsfuldbyrdelse.
Det forhold, at byrettens kendelser om henholdsvis tvangsfuldbyrdelse og afslag på suspension af samvær er truffet samtidig og i det væsentlige bygger på de samme faktiske oplysninger, kan ikke føre til, at afgørelsen om tvangs-fuldbyrdelse i forhold til § 389 a kan anses for truffet under forberedelse af hovedforhandlingen i samværssagen.
Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen til reali-tetsbehandling ved landsretten.
Kommentar:
Sagen indeholder 2 problemstillinger.
Voldsproblematikken.
Det ene vedrører spørgsmålet om beskyldninger om vold og eventuel suspension af samværet i den anledning. Det går jeg ikke i dybden med her, fordi der dels er tale om en midlertidig afgørelse midt i en retssag, dels fordi afgørelsen ikke er – og heller ikke kunne – indbringes for landsretten.
Mit indtryk er, at voldsbeskyldningerne er nyere. Man kan ikke læse i afgørelsen, hvor underbyggede de er, men man kan se, at både en børnesagkyndig og udtalelser fra institutionerne ikke finder, at det er noget, der har påvirket B ”ægte”. Det evigt tilbagevendende spørgsmål om politimæssig efterforskning nævnes også.
Det mere nørdede vil jeg derimod prøve at forklare.
Afgørelsen om, at samværet ikke suspenderes under sagen, kan kun kæres til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, fordi det er en afgørelse truffet under sagens forberedelse. Det fremgår af retsplejelovens § 389.
Tvangsfuldbyrdelsen.
Normalt ville sagen om, hvordan samværet skal være fremadrettet, blive behandlet som en selvstændig sag i Familieretten.
En eksisterende samværsafgørelse skal selvfølgelig efterleves. Hvis ikke det sker, kan samværsforælderen indbringe sagen for Familieretten (tidligere fogedretten), der så skal sørge for, at den bliver efterlevet. I praksis bliver disse sager behandlet af fogedrettens jurister og selvfølgelig i en selvstændig sag.
Familierettens afgørelse kan kæres til landsretten.
I denne sag bestemte retten, at man lige så godt kunne sambehandle de to sager. Altså det materielle spørgsmål om det fremadrettede samvær og tvangsfuldbyrdelsen. Det er usædvanligt og efter min vurdering lidt uhensigtsmæssig, fordi man på den måde får illustreret, at Familieretten har forskellige kasketter, der nu pludselig sammenblandes.
Fremgangsmåden er usædvanlig men jo i al fald ikke påtalt hverken af landsretten eller af Højesteret. Så det kan sagtens blive en ny trend.
Landsretten fanger ikke den pointe, at der reelt er tale om to forskellige sager. Så landsretten afviser kæremålet om tvangsfuldbyrdelsen. Landsretten betragter kæremålet som et kæremål vedrørende et spørgsmål, der er truffet under sagens forberedelse.
Højesteret slår derimod fast, at det reelt er en tvangsfuldbyrdelseskendelse, der kan påkæres. Så sagen sendes tilbage til landsretten.
(Jeg tør godt vædde på, at landsretten ender med at stadfæste).
Viggo Bækgaard
13. marts 2021