Landsretten kunne ikke ”automatisk” afvise sag om forældremyndighed, da spørgsmålet har særlig betydning for appellanten, TFA 2021/144 HKK

Landsretten kunne ikke ”automatisk” afvise sag om forældremyndighed, da spørgsmålet har særlig betydning for appellanten, TFA 2021/144 HKK

Sagen vedrørte flere spørgsmål, herunder om forældremyndighed. Byretten havde besluttet at ophæve fælles forældremyndighed og tillægge B forældremyndigheden.

A ankede til landsretten.

Landsrettens begrundelse:

Ved retsbog af 24. februar 2020 oplyste landsretten, at sagerne skulle behandles i forbindelse med hinanden, og at landsretten overvejede at afvise ankesagerne efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1. Der blev fastsat frist for parternes bemærkninger hertil, jf. retsplejelovens § 368 a, stk. 2. På baggrund af en mail af 13. januar 2020 fra A’s advokat til B’s advokat, hvoraf fremgår, at A skal aflevere lejemålet, når fuldbyrdelsesfristen udløber, og at han flytter ind hos en anden lejer i ejendommen, fandt landsretten ikke anledning til at tage stilling til A’s anmodning om, at anken blev tillagt opsættende virkning.

Ved dom af 9. marts 2020 afviste landsretten ankesagerne. I dommen hedder det bl.a.:

»Efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 368 a, at bestemmelsen forudsættes benyttet i tilfælde, hvor landsretten på grundlag af en indledende vurdering finder, at parterne ikke har oplyst om forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten, og at sagen ikke er af principiel karakter, og der i øvrigt ikke foreligger grunde til, at sagen bør prøves i to instanser.

Byretten har vedrørende spørgsmålet om forældremyndighed over C, der er 14,5 år, fundet det godtgjort, at parterne ikke kan samarbejde om de spørgsmål, der henhører under den fælles forældremyndighed, at der ikke er udsigt til, at parterne fremover vil blive i stand til at samarbejde, og at deres manglende evne til samarbejde fortsat vil være til skade for C. Byretten har bl.a. lagt vægt på parternes forklaringer om uoverensstemmelserne om økonomi og bolig, herunder at B sammen med C har valgt at fraflytte den tidligere bopæl og tage ophold på et krisecenter. Byretten har endvidere fundet det godtgjort, at B gennem hele C’s liv har været hans primære omsorgsperson, og at hun siden han var ca. 4-5 år i lange perioder har boet alene med ham, samt at hun alene har stået for kontakten til institutioner og skole.

I forbindelse med sagens behandling i byretten har der været afholdt en samtale med C, hvoraf det fremgår, at C ikke ønsker kontakt med A.

Vedrørende spørgsmålet om retten til parternes fælles lejlighed har byretten lagt vægt på, at B er tillagt forældremyndigheden over parternes fællesbarn, at hun siden 2009 har betalt huslejen alene, og at A gennem en række år har været registreret som udrejst af Danmark og på årsbasis kun har opholdt sig ca. halvdelen af tiden i Danmark.

For landsretten har A nedlagt samme påstande og gjort de samme synspunkter gældende til støtte for påstandene som for byretten, og bevisførelsen for landsretten vil i al væsentlighed være den samme som for byretten.

Landsretten finder under disse omstændigheder, at der ikke er udsigt til, at sagerne vil få et andet udfald

Højesterets begrundelse:

De i landsretten afviste ankesager angår byrettens afgørelser om B og A’s fælles forældremyndighed over deres fælles barn C, og om retten til deres fælles lejemål.

Ved byrettens dom i sagen om forældremyndighed blev den fælles forældremyndighed ophævet, og B blev tillagt forældremyndigheden alene.

Efter byrettens dom om retten til det fælles lejemål blev A pålagt at anerkende, at B alene har ret til at fortsætte lejemålet.

Landsretten kan efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Højesteret finder, at forarbejderne til retsplejelovens § 368 a fører til, at en ankesag ikke bør afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne.

Ankesagen om forældremyndighed må anses for at have særlig betydning for A, idet sagen angår ophævelse af den fælles forældremyndighed over A’s søn C. Herefter, og under hensyn til sagens karakter i øvrigt, finder Højesteret, at betingelserne for at afvise A’s anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke er opfyldt.

Da byretten har truffet afgørelse i sagen om lejemålet bl.a. på baggrund af sagen om forældremyndighed, og sagerne derfor er tæt forbundne, finder Højesteret, at der foreligger sådanne grunde, der taler for, at sagen bør behandles af landsretten, at betingelserne for at afvise A’s anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke er opfyldt.

Højesteret ophæver derfor landsrettens dom og hjemviser sagerne til behandling ved landsretten

Kommentar:

Dommen siger ret entydigt, at landsretten skal behandle enhver sag om forældremyndighed, hvor oplagt den end måtte være.

Viggo Bækgaard

20. maj 2021