Kære af kendelse om tvangsfuldbyrdelse kræver ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2021/315 HK

Kære af kendelse om tvangsfuldbyrdelse kræver ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2021/315 HK

Familieretten havde bestemt, at der skulle ske tvangsfuldbyrdelse af en samværsresolution.

M kærede efterfølgende kendelsen til Østre Landsret med påstand om, at Familierettens kendelse om tvangsfuldbyrdelse skulle ophæves, subsidiært at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling. Østre Landsret afsagde den 9. oktober 2020 kendelse om kæremålets afvisning.

Det hedder i landsrettens begrundelse bl.a.: »Den afsagte kendelse om tvangsfuldbyrdelse er truffet i forbindelse med familierettens behandling af en sag om fastsættelse af samvær og er efter sit indhold reelt en afgørelse, som må sidestilles med den samtidigt trufne afgørelse om, a tsamværet efter den gældende samværsordning ikke suspenderes under sagens behandling. Der er derfor tale om en afgørelse,som er truffet under samværssagens forberedelse.

Efter retsplejelovens § 389 a kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, ikke kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.«

Med Procesbevillingsnævnets tilladelse er sagen indbragt for Højesteret.

Højesterets begrundelse:

Sagen angår, om en kendelse om tvangsfuldbyrdelse af en samværsafgørelse afsagt i forbindelse med familierettens behandling af en sag om fastsættelse af samvær er omfattet af kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a.

Højesteret bemærker, at kendelser afsagt af familieretten i tvangsfyldbyrdelsessager appelleres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53 (§§ 584-587) om appel af fogedrettens afgørelser, jf. lovens § 456 q, stk. 1, 3. pkt.

Der er ikke holdepunkter i hverken ordlyden af § 584 eller § 456 q eller forarbejderne hertil for at anvende kærebegrænsningsreglen i § 389 a i forhold til kære af familierettens afgørelser om tvangsfuldbyrdelse.

Det forhold, at byrettens kendelser om henholdsvis tvangsfuldbyrdelse og afslag på suspension af samvær er truffet samtidig og i det væsentlige bygger på de samme faktiske oplysninger, kan ikke føre til, at afgørelsen om tvangsfuldbyrdelse i forhold til § 389 a kan anses for truffet under forberedelse af hovedforhandlingen i samværssagen.

Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen til realitetsbehandling ved landsretten.

Kommentar.

Jeg tænker, at du opfatter sagen som juridisk nørderi, hvad det reelt også er.

Oversat til almindeligt dansk er retsstillingen, at en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse skal behandles som netop det. Det indebærer så, at en afgørelse herom kan indbringes for en højere instans.

Viggo Bækgaard

26. august 2021