Ikke tilbagelevering af P på 12½ og D på 10 år til Australien, FM 2013/20 VLK
F var taget fra Australien med de to børn.
Fogedretten nægtede at fremme, sagen, efter at fogeden og en børnesagkyndig havde haft en samtale med børnene, da børnene klart gav udtryk for, at de helst ville opholde i Danmark, jf. børnebortførelsesloven § 11, nr. 3.
Landsretten anførte, at mor havde oplyst, at det var aftalt, at børnenes ophold var midlertidigt, og at børnene skulle tilbage til Australien. Da det i juli 2011 gik op for hende, at far ikke havde til hensigt at tage børnene med tilbage til Australien, indgav hun begæring om udlevering af børnene. Begæringen blev indgivet den 7. juli 2011. Herefter var det ikke godtgjort, at hun havde samtykket i eller affundet sig med børnenes fortsatte ophold i Danmark, hvorfor børnene var ulovligt tilbageholdt, jf. lov om internationale børnebortførelser § 10.
Også Landsretten havde en samtale med børnene hver for sig med bistand fra en psykolog.
Det fremgik bl.a., at pigen havde sagt, at hun helst ville blive i Danmark, hvor hun havde gode venner og familie boende i nærheden. Hvis hun skulle tilbage til Australien ville det være forfærdeligt. Moren truede dem ofte, hvis der var ting, hun ville have dem til, og hun råbte meget ad dem. De respekterede hende ikke rigtig. Hun syntes, det var irriterende, at moren havde sagt, at der stod et værelse og ventede på dem. Hun talte nogle gange i telefon med sin mor.
Drengen havde bl.a. sagt, at vejret var bedre i Australien. Eller syntes han ikke, der var den store forskel på at bo i Australien og i Danmark. Han synes ikke, det ville være rarere, hvis hans mor boede i Danmark, og heller ikke, at det ville være bedre, hvis de alle 4 igen boede i Australien. Han havde ikke noget ønske om at komme på besøg hos sin mor.
I sin kendelse citerede Landsretten følgende fra forarbejderne til lov om internationale børnebortførelser § 11 (LFF 1990-1991.1.14, side 12):
Landsrettens begrundelse:
Af bestemmelsens nr. 3 fremgår det, at fogedretten kan nægte tilbagegivelsen, hvis barnet selv modsætter sig denne, og har en sådan modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening. Denne bestemmelse må anses som en væsentlig modifikation i tilbagegivelsespligten begrundet i hensynet til, hvad der er bedst for barnet. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i intern dansk fogedret, men som anført i bemærkningerne til § 1, stk. 2, er der i praksis tilbageholdenhed med gennemtvingelse over for børn, der har nået en vis alder og modenhed, og som modsætter sig tilbagegivelse …«
Herefter anførte landsretten:
P og D, der er henholdsvis 12½ og 10 år, har begge under samtalerne i landsretten utvetydigt givet udtryk for, at de vil blive i Danmark, og at de ikke ønsker at blive udleveret til deres mor i Australien.
P er født i Danmark, men flyttede til efter det oplyste til Australien med sine forældre i 2002. I oktober 2010 rejste hun og D med deres far til Danmark, hvor de siden har opholdt sig. P, der fremtræder velformuleret og moden for sin alder, har i landsretten redegjort detaljeret for sine oplevelser ved at bo henholdsvis i Danmark og Australien. Hun har i den forbindelse nærmere begrundet sit ønske om ikke at vende tilbage til Australien, hvor moderen er flyttet til et andet hus, hvor hun bor sammen med en anden mand, som børnene ikke kender, og som moderen har fået et barn med.
På denne baggrund, og da P har en sådan alder og modenhed, at hendes holdning bør tillægges afgørende betydning, tiltræder landsretten, at betingelserne for at nægte at udlevere begge børnene er opfyldt, jf. lov om internationale børnebortførelser § 11, stk. 3.