Ikke overførsel af forældremyndighed til F. Ny påstand om fælles forældremyndighed tilladt men ikke taget til følge, TFA 2011/32 VLD

Ikke overførsel af forældremyndighed til F. Ny påstand om fælles forældremyndighed tilladt men ikke taget til følge, TFA 2011/32 VLD

Byrettens begrundelse:

Dommen om forældremyndighed af 8. februar 2006 blev afsagt i forbindelse med dom om separation og kort efter, at parterne ophævede samlivet. Da der nu er gået mere end 3 år, siden dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 10. april 2006, og da ændringerne i parternes egne forhold og i det indbyrdes forhold i forbindelse med til samvær også skal tillægges vægt ved en afgørelse om overførsel af forældremyndighed, finder retten ikke, at det faktuelle grundlag for sagen i 2006 og for nærværende sag er det samme. Da der ikke ved dommen af 16. september 2008 eller ankedommen af 26. november 2008 er taget stilling til en påstand om overførsel af forældremyndighed, findes de tidligere retsafgørelser ikke at være til hinder for, at sagsøgerens påstand om overførsel af forældremyndigheden tages under påkendelse. Sagsøgtes påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

Efter parternes forklaringer og de øvrige oplysninger i sagen finder retten, at begge parter er egnede til at have forældremyndigheden over A.

Retten finder ikke grundlag for at antage, at sagsøgte har stillet hindringer i vejen for sagsøgerens samvær med A eller i øvrigt har udøvet chikane i forbindelse med sagsøgerens kontakt med barnet.

A har siden separationen boet hos sin mor, hvilket hun efter eget udsagn er glad for. Af forklaringerne fremgår, at parterne er uenige om, hvordan A’s skole- og vægtproblemer skal takles, med der er ikke grundlag for at antage, at sagsøgte ikke varetager sine forpligtelser som indehaver af forældremyndigheden. Da A findes at have behov for ro og stabilitet omkring sin bopælssituation, er det bedst for hende, at sagsøgte fortsat har forældremyndigheden over hende, jf. forældreansvarslovens § 4. Retten lægger herunder også vægt på, at sagsøgerens fremtidige bolig- og helbredsmæssige forhold er noget usikre, da han står foran en flytning og muligvis en ikke ubetydelig operation.

Sagsøgerens påstand om overførsel af forældremyndigheden i medfør af forældreansvarslovens § 14 tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

Som anført af byretten har A, der nu er 10 år, siden separationen i 2006 boet hos sin mor. Der er som ligeledes anført af byretten ikke – heller ikke efter bevisførelsen for landsretten, herunder den børnesagkyndige undersøgelse – grundlag for at antage, at A ikke trives, eller at hendes mor ikke lever op til sit ansvar som indehaver af forældremyndigheden. Det bemærkes herved, at det ikke alene kan tilskrives hende, at samarbejdet mellem forældrene ikke fungerer godt, som de begge har forklaret.

Efter en samlet vurdering tiltrædes det herefter, at der ikke er grundlag for at overføre forældremyndigheden til F.

Afgørelsen også af spørgsmålet, om det skal bestemmes, at der skal være fælles forældremyndighed, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4. Under denne sag er grundlaget for denne afgørelse ikke det samme som under den tidligere sag. Herefter, og da modparten, uanset at påstanden om fælles forældremyndighed først er fremkommet kort før hovedforhandlingen under ankesagen, har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2, 2. pkt., tillades påstanden, således at M’s påstand om afvisning ikke tages til følge.

Som anført af byretten har A behov for ro og stabilitet. Herefter og efter det i øvrigt fremkomne, herunder den børnesagkyndige erklæring, er det bedst for A, at M fortsat har forældremyndigheden alene.

Herefter stadfæster landsretten dommen.