Ikke ophævelse af fælles forældremyndighed over 1-årige tvillinger, TFA 2014/228 ØLD
Børnene, som denne sag angår, er under 1 år. Efter de foreliggende oplysninger har faderens kontakt til børnene under den hidtidige opvækst været sporadisk og uregelmæssig, dels som følge af faderens ophold hos skiftevis moderen på Bornholm og på Sjælland i de første måneder efter børnenes fødsel og dels som følge af, at moderens og faderens forhold blev endeligt opløst i marts 2013, hvorefter parterne ikke har formået at aftale en samværsordning.
Efter parternes forklaringer lægger retten til grund, at den manglende etablering af en samværsordning overordnet beror på parternes sparsomme og sporadiske kommunikation og nærmere dels beror på tilbageholdenhed hos moderen i relation til at medvirke til uovervågede samvær som følge af blandt andet et selvmordsbrev fra faderen, dels beror på personlige forhold hos faderen, herunder faderens fortsatte tvivl om faderskabet, hvilken tvivl har manifesteret sig i, at faderen har rejst faderskabssag vedrørende børnene. Efter en samlet vurdering må retten derfor antage, at faderen og moderen ikke i fornødent omfang formår at samarbejde om børnenes forhold til bedste for børnene, hvorfor det findes bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges moderen alene, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
F har i byretten forklaret, at han første gang i januar 2013 gav udtryk for, at forholdet mellem parterne måtte stoppe, og har i landsretten uddybende forklaret, at han de første 3 måneder af drengenes levetid var på Bornholm 4 dage om ugen, hvor han var sammen med dem. F har yderligere i landsretten blandt andet forklaret, at han nu anerkender faderskabet, og at han gerne vil have samvær med drengene, men at han ikke vil blande sig i deres hverdag.
Landsretten lægger herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt til grund, at der ikke hidtil i nævneværdigt omfang har været noget samarbejde mellem parterne om drengenes forhold, og at der heller ikke har været uenighed herom, men alene om udøvelsen af et eventuelt samvær.
Under disse omstændigheder finder landsretten ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at antage, at parterne ikke kan samarbejde om drengenes forhold til deres bedste, jf. lov om forældreansvar § 11, 2. pkt.
Landsretten tager derfor F’s påstand om frifindelse til følge.