Ikke midlertidig bopæl over 2 drenge på 3 og 5 år ved Ms flytning, Statsforvaltningen 9. juli 2014, utrykt.
Problemstilling: Forældrene bor tæt på hinanden. Der er en “næsten 7-7-ordning”. M varsler flytning, da hun har fået nyt arbejde ca. 45 km fra hidtidig bopæl. Far rejser bopælssag og beder i Statsforvaltningen om midlertidig bopæl.
Statsforvaltningens begrundelse som altid stilet som brev til pågældende:
Vi finder ikke, at der er oplyst om forhold, der af hensyn til D1 og D2 aktuelt kan begrunde, at du under bopælssagen skal have bopælen.
Det fremgår af vejledningen til forældreansvarsloven, at en bopælsforælder kan flytte indenlands med de børn, der har samme bopæl. En ansøgning om ændring af bopælen er en undtagelse fra denne forudsætning, og vi vurderer ikke, at der er en grund til at fravige dette.
Vi har lagt vægt på, at dine og Ms oplysninger til sagen, herunder at D1 i en længere periode har haft voldsomme udbrud, når han er på samvær hos dig, hvilket ud fra de oplysninger, der er modtaget fra kommunen, sandsynligvis stammer fra de omvæltninger, der har været på din bopæl. M oplever ikke de samme udbrud.
Derudover har vi lagt vægt på, at D2 var på barsel med sin mor det første år af sit liv, hvorefter du og M gik fra hinanden, og D2 har efterfølgende boet hos sin mor og må ud fra oplysningerne om samvær anses at have den tætteste tilknytning til sin mor.
Vi har desuden lagt vægt på de fremkomne oplysninger fra børnehaven, der beskriver begge børn som børn, der trives. Børnehaven har ikke oplyst om problemer hverken med D1 eller D2.
Vi har også lagt vægt på, at du ikke ønsker, at børnene skal skilles.
Det forhold, at kommunen er ved at kortlægge omfanget af D1s udfordringer/vanskeligheder hos dig, medfører ikke en anden vurdering.
kommentar:
Afgørelsen illustrerer, hvor vanskeligt det er at forudse et resultat. Tidligere har jeg beskrevet Statsforvaltningens afgørelser i disse sager som automatpilotafgørelser i strid med lovens udgangspunkt.
Denne afgørelse følger egentlig lovens udgangspunkt, der jo er, at en bopælsforælder kan flytte. Men den illustrerer også, at Statsforvaltningen vurderer forholdene konkret også til den midlertidige afgørelse.
For afgørelsens rimelighed taler selvfølgelig, at den er i overensstemmelse med lovens udgangspunkt, og at det forekommer rigtigt at vurdere konkret. Imod taler til gengæld, at der er en betragtelig risiko for, at Statsforvaltningen med en midlertidig afgørelse reelt kommer til at træffe en endelig afgørelse, fordi børnene med afgørelsen jo rent faktisk kommer til at flytte, før retten når at træffe en afgørelse.
Viggo Bækgaard