Ikke jurister og ikke psykologer i Statsforvaltningen. Eksempel på misinformering.

Ikke jurister og ikke psykologer i Statsforvaltningen. Eksempel på misinformering.

Det har længe været klart for os, at de børnesagkyndige i Statsforvaltningen langt fra alle er uddannede børnepsykologer. Mange af dem er socialrådgivere med en tillægskompetence, hvis kvalitet vi intet kendskab har til.

Statsforvaltningen nægter at oplyse, hvilke medarbejdere, som har hvilken baggrund. De siger bare, at de selvfølgelig er kompetente. Ellers sad de ikke på den pågældende stol.

I vores høringssvar til samværsvejledningen i sensommeren 2015 skrev vi følgende om emnet:

”Ofte fortæller forældre af begge køn, at de har følt sig manipulerede. Det er efter vores opfattelse bekymrende farligt, at man på såvel et rådgivningsmøde som i konfliktmæglingen kan aftale, at oplysninger afgivet i det fortrolige rum, pludseligt kan bruges alligevel.

Det samme gælder § 21, stk. 5 om muligheden af under mødet pludselig at konvertere rådgivningen til et forum, fra hvilket der pludseligt kan udarbejdes en sagkyndig udtalelse.

I den sammenhæng er det ikke nok at trøste os med, at det jo kræver et samtykke. Sandheden er, at der fra tid til anden sker et pres på forældrene.

Landsforeningen Børn og Samvær er ikke tilfredse med, at socialrådgivere i stigende omfang benyttes som børnesagkyndige. Efter vores bedømmelse er det et rent økonomisk valg, som kan forringe muligheden for en saglig vurdering.

En børnesagkyndig bør altid være en børnepsykolog. Alene det forhold, at man kan indgive klage til psykolognævnet over en psykolog men ikke over en socialrådgiver, forringer retssikkerheden for såvel børnene som forældrene.”

Møde i Statsforvaltningen med en cand. mag. i engelsk som sagsbehandler.

Det er rygtedes, at man heller ikke kan være sikker på, at sagsbehandleren er jurist.

En kollega har fortalt om et møde for nylig, hvor der opstod mistanke om, at sagsbehandleren konkret ikke havde juridisk baggrund. Ved efterfølgende googling viste hun sig at være cand. mag. i engelsk.

Det er jo både til at le og græde over.

Betydningen af formel kompetence.

Nu kan man jo for det første tænke, om ikke det er helt ligegyldigt, hvis bare de er dygtige og har tilpas empati og evne til at tale folk til rette. Det er jo det, Statsforvaltningen opfatter som sin allerfornemste opgave.

Svaret er et rungende NEJ.

Statsforvaltningen er bestemt på godt og ondt en ”snikkesnakke-organisation”. Men det er altså også en afgørelsesmyndighed.

Statsforvaltningen træffer til tider aldeles vidtgående og konsekvensskabende afgørelser for de danske skilsmissebørn. Det kan godt være, at nogen oplever, at der ”går for meget jura” i sager om børn. Det har jeg i al fald hørt såkaldte ”almindelige mennesker ” sige mange gange. Jeg tror såmænd også, at det synspunkt har en vis grobund i det politiske landskab.

Jeg er for meget jurist til at acceptere den vinkling. Der skal ikke gå ren jura i alting. Jurister må godt have empati, når de skal beskæftige sig med området.  MEN!

Afgørelser skal træffes på baggrund af lovbestemmelser og med en bevisbedømmelse, som hører hjemme i et retligt forum, når en sag sættes på spidsen. Med al respekt må det aldrig blive en cand. mag. i engelsk, som skal træffe afgørelser i et dansk afgørelsessystem.

Konkrete konsekvenser.

Bisidder contra partsrepræsentant.

Det helt konkrete eksempel fra mødet med magisteren som sagsbehandler og mødeleder, som jeg beretter om her, har jeg ikke selv personligt oplevet. Men jeg har det fra en på alle måder troværdig og saglig kollega, med hvis tilladelse jeg bringer det i dette nyhedsbrev selvfølgelig  så anonymt, at man skal kende de pågældende personligt for at identificere.

Min kollegas modpart mødte op med en bisidder, som præsenterede sig som børnepsykolog. Min kollega indledte mødet med lige at nævne, at man ofte i starten lige præciserer fra sagsbehandlerens side, hvilken rolle en bisidder har i forhold til en advokat.

Blot lige for fuldstændighedens skyld vil jeg lige nævne et par af de erfaringsmæssige problemstillinger omkring bisiddere:

Mange bisiddere kan finde på at optræde som en slags sagkyndige ”vidner”. Det kunne for eksempel være en bisidder, som har en eller anden børnefaglig baggrund, som Statsforvaltningen kunne forfalde til at lytte på. I andre sammenhænge er man meget kritisk over for ensidigt indhentede udtalelser. Det er ikke kun advokater, man kan få til at mene hvad som helst for penge.

Meget ofte er bisiddere nært forbundet med den, som man er bisidder for. Det kan være ny samlever, gode venner/veninder.

Jeg har for nogle år siden skrevet en artikel foranlediget af, at en part troppede op med et af sine voksne børn som bisidder. (Kan man have sit barn som bisidder – hvem kan egentlig være bisidder) http://boernogsamvaer.dk/hvem-bisidder/.

På hjemmesiden ligger også en generel artikel, hvor jeg har behandlet emnet bisidder. Det ligger egentlig som lukket fil i det afsnit, som kun er tilgængelig for medlemmer. I forbindelse med denne artikel har jeg åbnet filen, så du kan se den, selv om du endnu ikke måtte være blevet medlem. Den vil dog blive lukket efter kort tid. http://boernogsamvaer.dk/formaliteter-i-statsforvaltningen/

Sagsbehandleren  – magisteren – ville bestemt ikke vejlede om noget som helst. Der er skam slet ikke forskel på at være advokat og bisidder.  Min kollega vidste ikke, at sagsbehandleren var  cand. mag. i engelsk, så hun søgte lidt retshjælp hos sagsbehandleren og spurgte, om der var kommet nye regler om det. Svaret var lidt famlende og med lav usikker stemmeføring, at sådan havde det skam altid været.

Det er ikke rigtigt! Hverken forvaltningsloven eller samværsvejledningen definerer forskellen på en bisidder og partsrepræsentant. Men man har ret konsekvent håndteret det på følgende måde i systemet:

En bisidders rolle under mødet er alene at være ekstra øjne og ører. Bisidderen må som udgangspunkt ikke blande sig i mødet eller tage ordet. Der vil være mulighed for under mødet at holde en pause, hvor man kan tale med sin bisidder om mulighederne.

I praksis har jeg ofte deltaget i møder, hvor den konkrete bisidder faktisk har fået lov også uden protest fra mig til at komme til orde.  Afgørende i den sammenhæng er, om bisidderen deltager konstruktivt som bisidder eller forsøger at være en slags “vidne i rummet”. Det sidste er uacceptabelt.

Min erfaring er, at juristerne i Statsforvaltningen har været generelt udmærkede til at skære igennem, så man undgår de værste gener. En partsrepræsentant, der typisk er en advokat, har derimod ret til at udtale sig på mødet som supplement til og på vegne parten. Der er alligevel stor forskel på at have advokat med til et møde i Statsforvaltningen og i retten. I Statsforvaltningen er advokaten mere tilbagetrukket, idet det i betydelig grad er parterne selv, som i samtale med enten juristen eller den børnesagkyndige skal forklare sine synspunkter.

Magisterens besked er efter min bedste opfattelse tvivlsom og ikke elegant.

Forkert jura.

I den konkrete sag med magisteren som sagsbehandler, havde bopælsforælderen ensidigt sendt barnet i psykologbehandling. Min kollega bemærkede, at det ikke er tilladt ensidigt, når der er fælles forældremyndighed.

Magisteren hentede så det laminerede kompetenceskema og sagde, at det må man skam godt. Her skinnede det for alvor igennem, at sagsbehandleren ikke kendte reglerne. Juraen siger entydigt og uden for diskussion i dag, at en bopælsforælder må sende et barn til skolepsykolog og børnesagkyndig rådgivning uden tilladelse fra den anden. Men man må ikke sende barnet i egentlig behandling. Det er et område, som der skal være enighed om under fælles forældremyndighed.

Og hvad så.

Statsforvaltningen fremstår som en forvaltningsmyndighed, der har en række kasketter på. Den skal

  • vejlede borgerne om deres rettigheder og pligter
  • sørge for at en sag er så godt oplyst, at der kan træffes en saglig og korrekt afgørelse.

Borgerne må have en forventning om, at det er kompetente fagpersoner, som man sidder over for.

Statsforvaltningen fremstiller deres verden sådan, at det ville være rigtig godt, hvis den havde lov til at træffe alle afgørelser på området.

Om kort tid kommer man til at diskutere børnedomstole endnu engang.  Statsforvaltningen ser sig selv som en helt naturlig børnedomstol. Det må ALDRIG blive sådan, hvilket vi også har omtalt adskillige gange.

Men nu er vi altså der, hvor  møder i Statsforvaltningen afholdes af en mental sundhedsplejer og en cand. mag.

Det bryder vi os ikke om.

Viggo Bækgaard

formand og talsmand