Ikke hjemmel til under fogedsag at fastsætte overvåget samvær indtil videre, TFA 2011/364 VLK

Ikke hjemmel til under fogedsag at fastsætte overvåget samvær indtil videre, TFA 2011/364 VLK

Sagens omstændigheder fremgår af retsbog af 6. januar 2011.

Der har siden hen været afholdt samtale med børnene med deltagelse af cand.psych. P, ligesom der er afgivet udtalelser fra A’s psykoterapeut og A’s klasselærer.

Sagen har ligeledes været i statsforvaltningen, der ikke har ændret på samværet.

Af samtalen, fogedretten har afholdt med børnene, fremgår, at børnene gerne vil se deres mor, dog kun fra fredag til mandag, sådan at A ikke længere skal være alene hos moderen om torsdagen. B udtrykker bekymring for, at A er der alene, og A vil også helst have, at B er der.

Ud fra det oplyste kan fogedretten ikke udelukke, at A vil tage skade ved at være alene ved moderen om torsdagen. A virker som en sårbar pige, der nemt lader sig påvirke. Det fremgår ligeledes af samtalen, at moderen har sagt ting til A, der gør hende ked af det. Disse ting finder åbenbart kun sted, når A er der alene. Fogedretten finder derfor ikke, at samværsaftalen, for så vidt angår torsdagene, skal tvangsfuldbyrdes.

Derimod finder fogedretten, at børnene skal udleveres til samvær i overensstemmelse med deres eget ønske fra fredag til mandag hver 14. dag. Børnene skal hentes og afleveres i institution som sædvanligt.

Fogedretten finder ikke grund til at fastsætte vilkår om overvåget samvær, da statsforvaltningen ikke har ændret på den eksisterende samværsaftale.

Moderen har anmodet om fastsættelse af erstatningssamvær. Fogedretten finder, at det under disse omstændigheder vil være ødelæggende for samværet, hvis omfanget overstiger det hidtidige. Dette også set i lyset af, at torsdagene bortfalder. Det er fogedrettens vurdering, at børnene ikke vil have gavn af en udvidelse af samværet.

Moderen har ligeledes anmodet om anvendelse af tvangsbøder.

Under hensyn til faderens udtalelser om, at han kun vil udlevere børnene til overvåget samvær, fastsættes der tvangsbøder som bestemt nedenfor.

Derfor bestemmes:

F skal udlevere A og B til samvær med deres mor M i overensstemmelse med resolutionen fra statsforvaltningen, dog således, at samværet for A’s vedkommende bortfalder om torsdagen. Første gang bliver således den 25. marts 2011. Børnene skal afleveres mandag morgen i skole.

Hvis faderen F ikke udleverer børnene den 25. marts 2011, forfalder en bøde på 3.000 kr.

Hvis faderen ikke udleverer børnene den 8. april 2011, forfalder en bøde på 4.000 kr.

Hvis faderen ikke udleverer børnene den 22. april 2011, forfalder en bøde på 5.000 kr.

landsrettens begrundelse

Spørgsmål om samvær, herunder om overvåget samvær, afgøres af statsforvaltningen eller, hvis sag om forældremyndighed eller om barnets bopæl er indbragt for retten efter henholdsvis forældreansvarslovens § 11 og § 17, efter anmodning af retten. Såvel statsforvaltningen som retten kan under sagen efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær, jf. forældreansvarslovens § 29, stk. 1.

Retsplejelovens § 536, stk. 4, giver ikke fogedretten hjemmel til under en sag om tvangsfuldbyrdelse af en samværsafgørelse at træffe bestemmelse om, at samværet indtil videre skal overvåges.

Med denne begrundelse tiltrædes det, at fogedretten ikke har taget F’s påstand om, at samværet indtil videre skal være overvåget, til følge.