Ikke genetablering af fælles forældremyndighed over 9-årige tvillinger, TFA 2009/206 VLD

Ikke genetablering af fælles forældremyndighed over 9-årige tvillinger, TFA 2009/206 VLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har samstemmende oplyst, at deres samarbejde vedrørende børnene er dårligt. Efter det oplyste kommunikerer parterne udelukkende med hinanden pr. e-mail og sms vedrørende børnene. Ifølge M skyldes dette, at de ellers komme op at skændes.

Parternes konfliktniveau findes efter oplysningerne at være højt, og der eksisterer mellem parterne uovervindelige samarbejdsvanskeligheder vedrørende børnene, og M findes ikke alene at være årsag til parternes samarbejdsvanskeligheder vedrørende børnene. Retten finder herefter, at der er tungtvejende grunde, der taler imod, at parterne skal have fælles forældremyndighed vedrørende børnene.

Som følge heraf frifindes M for den nedlagte påstand om fælles forældremyndighed vedrørende børnene.

 

 

Landsrettens begrundelse:

 

Forældremyndigheden over børnene blev tillagt M alene ved dom af 21. april 2005 fra Retten i C under henvisning til, at retten da fandt dette bedst for børnene.

Efterfølgende har F haft et noget uregelmæssigt samvær med børnene. F har for landsretten oplyst, at hans samvær med børnene som følge af hans arbejde fortsat ikke er helt regelmæssigt, men at han siden byrettens dom nok har haft samvær med børnene gennemsnitligt omkring 2 weekender hver måned. Der er ikke grundlag for at antage, at M har søgt at begrænse eller obstruere hans kontakt til børnene.

Det kan endvidere lægges til grund, at M i vidt omfang medvirker til, at F inddrages i forhold omkring børnenes skolegang og trivsel.

Parterne har i byretten begge forklaret om, at deres hidtidige forsøg på samarbejde om børnenes forhold i flere konkrete situationer har ført til konflikter. F har for landsretten forklaret, at samarbejdet nu forløber bedre, men M har erklæret sig uenig i dette.

Selvom der ikke er påvist konkrete uenigheder mellem parterne omkring børnenes opvækst og skolegang m.v., finder landsretten, at der – hvis parterne på nuværende tidspunkt får fælles forældremyndighed – består en ikke uvæsentlig risiko for, at konfliktniveauet mellem parterne optrappes.

Når der samtidig tages hensyn til, at B har særlige problemer, findes det efter en konkret vurdering ikke at være bedst for børnene, at parterne får fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.

Idet det herefter tiltrædes, at parterne ikke skal have fælles forældremyndighed, stadfæster landsretten dommen.