Ikke fælles forældremyndighed til F, der var dømt for blufærdighedskrænkelse over for børn, TFA 2010/303 VLD

Ikke fælles forældremyndighed til F, der var dømt for blufærdighedskrænkelse over for børn, TFA 2010/303 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter parternes forklaringer lægges det til grund, at A har haft, og fortsat har, bopæl hos sagsøgeren, siden parterne flyttede fra hinanden i 2005. Sagsøgte har efterfølgende haft et, efter oplysningerne, velfungerende samvær med A. Det er oplyst, at samværet blev afbrudt i juli 2008 i forbindelse med, at sagsøgte blev varetægtsfængslet. Retten er bekendt med, at sagsøgte i april 2009 blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 232, til dels jf. § 21, og § 235 stk. 2. Retten er videre bekendt med, at sagsøgte blev løsladt den 22. januar 2009. Der findes ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at foreligge således tungtvejende grunde, at dette kan medføre, at den fælles forældremyndighed over fællesbarnet A skal ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Sagsøgte vil herefter være at frifinde for den af sagsøgeren nedlagte påstand.

Landsrettens begrundelse:

M har forklaret, at hun efter den dom, som F har fået for seksuelle krænkelser af børn, har mistet tilliden til ham. Hun vil ikke have noget med ham at gøre og kan og vil ikke samarbejde med ham om A. Denne holdning må efter de oplysninger, der foreligger, herunder den psykologiske undersøgelse, anses for berettiget. Da parterne således ikke vil kunne samarbejde om forældremyndigheden over A, foreligger der tungtvejende grunde til at ophæve den, jf. forældreansvarslovens § 11. Landsretten tager derfor M’s påstand til følge.