Ikke fælles forældremyndighed over 8-årig. P.g.a. bortførelsesrisiko fik M samvær mod deponering af pas, TFA 2021/337 ØLD
Byrettens begrundelse: (Københavns Byret)
Parterne boede sammen i en kortere årrække, herunder i forbindelse med fødslen i … 2010 af M’s første barn, B2. Parterne ophævede samlivet under M’s graviditet med B1, der er født den … 2013.
Parterne havde fælles forældremyndighed, og B1 har haft samvær med sin far, fra han var ca. et år gammel. Ved Statsforvaltningens afgørelse af 23. juni 2014 blev samværet fastsat til dagssamvær med i alt 4 timer hver uge og med en optrapningsordning til i alt 9 ½ time hver uge.
Det må lægges til grund, at der var konflikter og samarbejdsvanskeligheder mellem parterne vedrørende både samvær, forældremyndighed og bopæl.
Ved Østre Landsrets dom af 8. april 2016 blev det besluttet, at M fortsat skulle være bopælsforælder for B1. På domsafsigelsestidspunktet havde M imidlertid forladt Danmark og var rejst til [ sydamerikansk land] med begge børn.
Mens M var i [ sydamerikansk land], traf Statsforvaltningen den 10. juni 2016 afgørelse om midlertidigt at tillægge F forældremyndigheden alene over B1, og ved dom af 30. juni 2017 fra Retten på Frederiksberg blev den fælles forældremyndighed over B1 ophævet, og F fik forældremyndigheden alene.
M opholdt sig i [ sydamerikansk land] med begge børn indtil oktober 2017 og blev efterfølgende dømt for børnebortførelse.
M har siden februar 2018 haft overvåget samvær med B1 ca. en gang pr. måned fastsat af Statsforvaltningen og herefter ved aftale og kendelser fra retten.
Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse af 29. oktober 2019 blandt andet, at B1 fremstår alderssvarende udviklet færdighedsmæssigt og følelsesmæssigt.
Endvidere fremgår, at det på trods af turbulens, brud og manglende kontinuitet i drengens liv samt skift af primær omsorgsperson, er lykkedes F at få sin dreng i god og sund psykisk udvikling og trivsel, samt at han er i stand til at respektere og støtte drengen i hans selvstændigheds- og identitetsudvikling udvikling aktuelt og på længere sigt.
Det fremgår af Københavns Kommunes udtalelse af 1. april 2020 blandt andet, at B1 har udviklet sig positivt og er ifølge både F og psykolog blevet bedre til at udtrykke og forstå egne behov og følelser. Det vurderes dog af BBU’s psykolog, at der fortsat kan være et behov for at støtte B1 til at håndtere sine følelser og reaktioner i forbindelse med nuværende situation omkring samvær med sin mor, samt til at forstå sin egen historie uden at han sættes i en loyalitetskonflikt mellem sine forældre. Det vurderes yderligere, at F fortsat kan have behov for hjælp til at bearbejde egne følelser omkring bortførelsen og samarbejdet med M for fortsat at kunne støtte B1’s følelsesmæssige trivsel.
B1 har nu boet sammen med sin far i tre år og har i samme periode haft meget sparsom kontakt med sin mor. Det må lægges til grund, at B1 overordnet er i fin trivsel og udvikling. På denne baggrund og henset til de mange brud, skift af bopæle og tab af omsorgspersoner, som B1 har været udsat for gennem de første 4½ år af sit liv, findes det bedst for ham at bevare bopælen hos sin far. Retten har herved også lagt vægt på det oplyste i den børnesagkyndige undersøgelse af 29. oktober 2019 om M.
Henset til parternes tidligere samarbejdsvanskeligheder og konflikter, M’s dom for bortførelse af B1, parternes forklaringer og de i øvrigt foreliggende oplysninger om deres forhold finder retten ikke, at parterne på nuværende tidspunkt vil kunne samarbejde om B1’s forhold til hans bedste. Retten finder derfor ikke, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for B1, at der på ny etableres fælles forældremyndighed over ham.
På denne baggrund vil F derfor være at frifinde for M’s påstand om genetablering af fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarsloven § 14, jf. § 1 og § 4.
Retten finder det dog bekymrende, at F ikke vil samarbejde med Københavns Kommune i forhold til at få etableret et samarbejde med M og facilitering af samvær mellem B1 og M gennem den psykolog, der også har behandlet B1.
Parterne bør efter rettens opfattelse fokusere på at få etableret et samarbejde omkring B1’s samvær med sin mor, samt gennem Københavns Kommune eller privat søge hjælp til få etableret gensidig forståelse, respekt og anerkendelse af hinanden, herunder deres roller som forældre for B1, for derigennem at sikre ham en tryg, stabil og forudsigelig hverdag, som han kan udvikle sig gennem, samtidig med at han får en god opvækst med kontakt til begge sine forældre og sin familie. jf. herunder Københavns Kommunens udtalelse af 18. august 2020 om, at børnenes tarv i forhold til deres savn og fastsættelse af samvær tilgodeses bedst muligt ved, at forældrene på begge sider lærer at samarbejde med udgangspunkt i børnenes behov i stedet for deres egne, samt kommunens vurdering af, at det kan være med risiko for skade på børnenes trivsel samt sociale og personlighedsmæssige udvikling, hvis det nuværende konfliktniveau fortsætter mellem forældrene.
B1 er nu over 7½ år og giver udtryk for, at han savner sin mor og ønsker kontakt med hende.
Retten lægger efter børnesamtalen og den børnesagkyndiges indtryk til grund, at B1 gerne vil have samvær med sin mor, at han savner sin mor og B2, samt at han er i en loyalitetskonflikt.
Københavns Kommune har udtalt blandt andet, at begge børn tydeligvis har brug for at have kontakt til deres mor, og at den ordning, der hidtil har kørt i familierettens regi med overvåget samvær en gang om måneden, virker til at være for lidt på baggrund af børnenes savn og udtalelser i forbindelse med terapien.
Familieretshuset har endvidere vedrørende de seneste overvågede samvær udtalt blandt andet, at samværsforløbet er forløbet på begge børns præmisser, og at der har været en god balance fra M i forhold til at sikre begge børn opmærksomhed og nærvær, og at det er den børnesagkyndiges indtryk, at begge børn er afslappede og trygge i samværssituationen, og at kontakten til deres mor har været præget af glæde.
Retten finder herefter ikke, at det kan anses for at være til B1’s bedste nu at fortsætte med overvågede samvær en gang om måneden eller i øvrigt at afbryde samværet helt.
M har etableret sig i fast bolig og er i gang med en uddannelse, hvorfor retten ikke sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om hende, finder grundlag for at antage, at der er en bortførelsesrisiko i forbindelse med udøvelse af samvær.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten, at det vil være bedst for B1, at der nu fastsættes almindelige uovervågede samvær på normalt fastsatte vilkår.
Det bemærkes hermed, at F ikke er fremkommet med forslag til en normalisering af kontakten mellem B1 og M, og F har som ovenfor nævnt ikke ønsket et samarbejde med Københavns Kommune omkring facilitering af samvær gennem psykologen.
F har endvidere under sagen opretholdt hemmelig adresse og hemmeligholdelse af B1’s skole, selvom M har forklaret, at hun er klar over, hvor B1 bor og går i skole.
Retten finder herefter, at samværet skal fastsættes til 10/4-ordning og almindeligt feriesamvær med en optrapningsordning.
Landsrettens begrundelse:
Efter oplysningerne i sagen, herunder den børnesagkyndige erklæring af 29. oktober 2019, kan det lægges til grund, at B1 trives i den hverdag, han har hos sin far.
M har siden februar 2018 haft overvåget samvær med B1 ca. en gang om måneden i 1½ time. Det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, at der på baggrund af M’s personlige forhold og hendes forhold til B1 alene kan anbefales et kontaktbevarende samvær en gang om måneden, og at samværet som hidtil skal være overvåget, gerne sammen med B2. Efter F’s forklaring og børnesamtalen i familieretten kan det lægges til grund, at B1 er glad for at se sin mor, og at han savner sin mor.
Der kan på baggrund af sagens oplysninger, herunder at M fra marts 2016 til den 8. oktober 2017 bortførte B1 og hans søster B2 til [ sydamerikansk land], og at M såvel før bortførelsen som efter hjemkomsten til Danmark er fremkommet med flere alvorlige beskyldninger mod F og har foretaget flere indberetninger til kommunen, senest i december 2019 og januar 2020, ikke bortses fra, at der fortsat består en risiko for, at M på ny vil bortføre B1.
Herefter og på baggrund af en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for B1, at der alene i begrænset omfang er samvær mellem M og B1.
Det må efter forløbet af samværene, herunder især den seneste samværsrapport fra Familieretshuset, lægges til grund, at der har været en positiv udvikling i samværene, hvorfor landsretten finder, at samværene ikke skal fortsætte som overvågede, men betinges af at M deponerer sit pas i Familieretshuset.
Retten finder derfor, at det er bedst for B1, at samværet fastsættes som nedenfor bestemt, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 4.
Thi kendes for ret
Familierettens dom ændres, således at B1, født den … 2013, skal have samvær med M på følgende måde:
Første lørdag i måneden fra kl. 10.00 til kl. 13.00, første gang den 6. marts 2021.
Aflevering og afhentning sker på … Station.
Fra den 1. juni 2021 udvides samværet til første lørdag i måneden fra kl. 10.00 til kl. 15.00, første gang lørdag den 5. juni 2021. Aflevering og afhentning sker på … Station.
Hvis samværet falder i en skoleferie, rykkes samværet en uge frem.
I F’s sommerferie, som skal varsles senest den 1. februar, bortfalder samværet.
Alle samværene er betinget af, at M har deponeret sit pas i Familieretshuset.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen
kommentar:
Man skal som altid men ganske særligt her læse hele dommen for at få en reel chance for at vurdere sagen. Selv da står en hel del ret flagrende. Dommen er meget lang. Den fylder 15 sider i TFA (2 spalter). Udskrevet som PDF fylder den 31 sider.
Alle afgørelser i denne sagstype er selvfølgelig anonyme. Nogen gange sidder man alligevel med en fornemmelse af at kende sagen, selv om man ikke ved, hvem det er. Her føler jeg mig ret sikker på, at vi har at gøre med en af de sager, som har været ganske højt profileret i pressen gennem årene – og måske endda en af dem, som har været i en hel tv-udsendelse og vist i alle tilfælde på Ms initiativ. Jeg ved det ikke med sikkerhed men tror det. Jeg tror også, at M fylder en del på Facebook og har ganske mange følgere. Så jeg tror, at ganske mange sidder med en oplevelse af at kende sagen og at have ondt af M. Hvis altså ikke lige man hører til FF-segmentet.
I al fald er det en mor, som i en periode har været flygtet til udlandet (sydamerika) med barnet.
Forløbet er egentlig fint beskrevet i byrettens præmisser.
Jeg hæfter mig ved, at M fra starten synes at have været fokuseret på en oplevelse af at have været udsat for psykisk og fysisk vold. Jeg hæfter mig især ved, at byretsdommeren (Frederiksberg) i 2015 skrev sådan til indledning: ” Det bemærkes indledningsvist, at det findes at være uden betydning for sagens afgørelse, om der i forbindelse med samlivsophævelsen i begrænset omfang måtte være udøvet vold mod sagsøger fra sagsøgtes side”. Dengang endte sagen med fælles forældremyndighed og bopæl hos M.
Derefter var det, at M rejste til Sydamerika. Hun kom senere tilbage og fik en dom for børnebortførelse. M fik forældremyndighed midlertidigt, mens M var i udlandet og senere ved dom.
Jeg tænker også, at det er relevant at vide, at den børnesagkyndige i 2019 var ret kontant i sin kritik af Ms adfærd og manglende indsigt i barnets situation og egen andel heri.
Måske spørger du så, hvad jeg tænker og mener?
Svaret er hudløst ærligt, at det ved jeg slet ikke selv efter at have læst dommen ret grundigt.
Egentlig tror jeg allermest på, at sagen er grebet helt forkert an fra den allerførste start. Jeg har ikke læst de oprindelige domme. Men det ser ikke ud til, at man oprindeligt har lagt Ms postulater om fysisk og psykisk vold til følge. Var F voldelig psykisk eller fysisk? Havde en af parterne en for forældreskabet og samarbejdet problematisk psykisk tilstand?
Jeg falder tilbage på min absolutte hovedregel: Samvær er godt men ikke for enhver pris.
Vi ved fra barnets udtalelser, at han savner M. Det er godt nok et begrænset samvær, man når frem til.
Det er godt nok en sag, som jeg er rigtig glad for, at jeg ikke skulle være dommer i. Det er virkelig en dom, hvor jeg tænker både for og imod. Så alt i alt er dommen måske ikke så tosset endda. (Husk i øvrigt, at den Gud giver et embede, giver han samtidig evnen til at varetage det. Også derfor har øverste retsinstans “altid ret”).
Viggo Bækgaard
30. oktober 2021