Ikke fælles forældremyndighed om 6-årig med ADHD og skoleproblemer, TFA 2010/80 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter forældrenes forklaringer lægges det til grund, at begge forældre er engagerede i omsorgen for S, at der ikke er uenighed mellem dem om væsentlige beslutninger vedrørende S’ forhold, samt at de begge ønsker et samarbejde omkring S og hans særlige behov. Det lægges videre til grund, at parternes samarbejde gennem tiden har været noget problematisk og præget af kommunikationsproblemer. Retten finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at der er tale om uovervindelige samarbejdsvanskeligheder. Herefter og da det må antages at være bedst for S, at der er fælles forældremyndighed, tages faderens påstand om etablering af fælles forældremyndighed til følge, jf. § 14 i forældreansvarsloven.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder, at omstændighederne med fornøden vægt taler imod, at der etableres fælles forældremyndighed over S, således at forældremyndigheden skal forblive hos M alene, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Landsretten har lagt vægt på, at S’ problemer forudsætter et tæt samarbejde mellem forældrene bl.a. omkring de aktuelle spørgsmål om behandling og skolevalg. Bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, giver ikke grundlag for at fastslå, at forældrene kan samarbejde og i enighed træffe beslutning om de nævnte forhold eller om andre væsentlige forhold vedrørende S. Det vil derfor være bedst for S, at der ikke etableres fælles forældremyndighed over ham.
