Ikke fælles forældremyndighed og samvær ophævet til F, der var idømt 6 års fængsel for seksuelle overgreb mod børnene, TFA 2021/25 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og efter parternes samstemmende påstande finder retten, at det vil være bedst for B1 og B2, at forældremyndigheden over dem tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Retten tager derfor M’s påstand om, at den fælles forældremyndighed over døtrene ophæves og tillægges hende alene, til følge.
F er ved dom af 28. november 2019 idømt seks års fængsel for seksuelle overgreb begået mod døtrene.
Begge døtre har under børnesamtalen givet udtryk for et vist savn efter deres far, men også en stor grad af usikkerhed og utryghed i relationen til deres far.
B1 ønsker på nuværende tidspunkt ikke at have samvær med sin far, medens B2 gerne vil se sin far, hvis der er en anden voksen til stede.
Under hensyn til parternes samstemmende påstande vedrørende samvær mellem F og B1 samt B1’s tilkendegivelser under børnesamtalen, fastsættes der for tiden ikke noget samvær mellem F og B1.
Under hensyn til B2’s ønske om at se sin far og den børnesagkyndiges indtryk af B2 under børnesamtalen finder retten, at det er bedst stemmende med hendes tarv, at hun gives mulighed for i et begrænset omfang og under overværelse af en voksen, der kan betrygge hende under samværet, at have samvær med sin far.
Retten bestemmer derfor, at B2 skal have samvær en time om måneden med F, og at samværet skal være overvåget, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21. Det overvågede samvær gennemføres i alt 12 gange.
Landsrettens begrundelse:
Som gengivet er F dømt for grove seksuelle krænkelser begået også over for B2.
Det fremgår af den faglige vurdering i den for landsretten fremlagte handleplan vedrørende B2 udfærdiget af X Kommune, at B2, som nu er 7 år og 10 måneder gammel, bl.a. mangler evne til at mærke egne følelser, og at hun har brug for støtte til at udvikle en alderssvarende tilknytningsevne, både til velkendte trygge voksne og til fremmede, og i den forbindelse har brug for støtte til at mærke, vise og italesætte relevante grænser samt at sige fra. Som konkrete mål for indsatsen er det anførte uddybet og eksemplificeret ved angivelse af, at B2 skal lære bl.a. at have en naturlig grænse over for andre mennesker, så hun ikke fremstår som værende ukritisk, at kramme i de rigtige relationer, at kende forskel på velkendte og fremmede særligt i nye relationer, samt at formå at vælge til og fra hvem og hvordan man omgås andre mennesker, herunder med kram, kys og håndtryk.
Det anførte stemmer med, at det i byrettens dom om psykologens og dommerens samtale med B2 er nævnt, at hun fremtræder som en ikke-alderssvarende udviklet pige.
På den baggrund finder landsretten, at der ikke bør lægges den samme vægt på B2’s ønske om at se sin far, som byretten har gjort i dommen. Landsretten har i den forbindelse også noteret sig, at B2 ifølge referatet ved indledningen af samtalen i familieretten synes at være meget forbeholden over for at skulle se sin far.
Når B2’s alder, ikke alderssvarende udvikling og hendes udfordringer i den forbindelse sammenholdes med de grove seksuelle krænkelser, som B2 har været udsat for af sin far, finder landsretten, at det vil være bedst for B2, at der ikke for tiden fastsættes selv overvåget samvær mellem F og B2. Landsretten ændrer derfor dommen, så vidt den er anket, så M’s påstand om frifindelse tages til følge.
Kommentar.
Afgørelsen synes indlysende.
Jeg undrer mig egentlig over, at bestemmelsen i forældreansvarsloven § 4a slet ikke nævnes i sagen.
Viggo Bækgaard
24. februar 2021