Ikke fælles forældremyndighed og F fik ikke samvær med 14 årige P, Retten på Frederiksberg den 26. marts 2021, utrykt
Byrettens begrundelse:
Efter det oplyste lægges det til grund, at M i henhold til aftale har haft forældremyndigheden alene over P siden fødslen, og at F ikke før i 2018 har søgt om at få andel i forældremyndigheden.
Det lægges endvidere til grund, at P er alderssvarende, trives i skolen og lider af **(en særlig sygdom), som påvirker hendes hverdag med. bl.a. smerter.
Det lægges endvidere til grund, at der ikke siden sommeren 2018 har været samvær mellem F og P, og at P, der i dag er 14 år, gentagne gange utvetydigt har tilkendegivet ved samtaler i statsforvaltningen den 28. januar 2019, i familieretshuset den 17. juni 2020 og i retten den 19. marts 2021, at hun ikke ønsker samvær med F, og at P har haft symptomer som følge af sin sygdom, der af Ps læge på Rigshospitalet er tolket som ”stressudløst pga. hendes aktuelle familieforhold med et problematisk forhold til sin far”.
Uanset at det ikke kan udelukkes, at Ps modvilje mod at se sin far skyldes direkte eller indirekte påvirkning fra M, finder retten – henset til Ps alder og den omstændighed, at hun trives i hverdagen – at det vil være formålsløst mod Ps vilje at fastsætte samvær for tiden, ligesom dette, sammenholdt med, at parternes evne og vilje til at samarbejde omkring
Ps forhold for tiden er meget begrænset, ikke giver grundlag for at etablere fælles forældremyndighed.
På den anførte baggrund finder retten tillige, at det vil være formålsløst at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge.
Konklusion:
M frifindes for påstand om fælles forældremyndighed, og der fastsættes ikke samvær.
Kommentar:
Jeg har af og til kommenteret uheldig dommeradfærd. I denne sag har dommerens adfærd påført M helt urimeligt store advokatomkostninger, som af alle kun undertegnede kan glæde sig over. Sagen giver anledning til at fortælle den historie. Det understreges, at der tilfældigt blev skiftet dommer op til den afsluttende hovedforhandling, der fandt sted i et ”anstændigt” helt almindeligt retsmøde.
Til indledning fortælles, at man i Retten på Frederiksberg åbenbart har besluttet helt generelt at se bort fra de generelle retningslinjer om de forskellige retsmødeformer i forældreansvarssager.
Man går direkte til retsmøde C, der jo er et retsmøde uden børnesagkyndig og med sædvanlige partsforklaringer.
I denne sag har parterne været igennem en del forløb gennem årene. Som nævnt i præmisserne havde M eneforældremyndighed helt tilbage fra Ps fødsel. I december 2018 blev begæring om kontaktbevarende samvær afvist af Ankestyrelsen.
F rejste i efteråret 2019 sag med henblik på at få fælles forældremyndighed og havde i øvrigt i Familieretshuset udtalt, at han ville rette sig efter Ps ønsker om ikke at komme i samvær.
I et processkrift efter sagens oprettelse i Familieretten påstod F nu også samværsspørgsmålet inddraget.
M ligger i en indtægtsgruppe, hvor hun ikke kunne få fri proces. Hun udfærdigede derfor et langt velunderbygget processkrift og mødte selv i retsmødet, der var indkaldt som et model C-møde. M protesterede mod, at spørgsmålet om samvær kunne behandles.
Fra det første retsmøde citeres fra retsbogen:
”På forespørgsel oplyste M, at hun ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.
Retten bemærkede, at retten ikke på nuværende tidspunkt vil give M advokatpålæg, men at der senere kan opstå en situation, som kan gøre dette nødvendigt.
Parterne fik ikke lejlighed til at afgive forklaring ifølge M med den begrundelse, at det ville være skævvridning, da M ikke havde advokat.
Dommeren besluttede herefter uden yderligere drøftelser dels at sambehandle spørgsmålet om samvær, dels at der skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
M følte sig presset og samtykkede.
Efter det møde blev undertegnede inddraget som advokat for M, og der opstod en ret intens kamp om en række formaliteter.
M tilbagekaldte samtykke til børnesagkyndig undersøgelse og protesterede mod, at samværsspørgsmålet kunne behandles i princippet, fordi der ikke var noget nyt siden afslaget på samvær.
Endvidere anmodede vi om et ”rigtigt retsmøde” med partsforklaringer. Alt blev afvist ved beslutning. Sådanne beslutninger under sagen kan ikke umiddelbart kæres til landsretten. Kære kan tillades af Procesbevillingsnævnet efter retsplejelovens § 389a. Det prøvede vi men fik afslag.
Samtykke til børnesagkyndig undersøgelse var som nævnt tilbagekaldt. Vi krævede i stedet igen et nyt retsmøde og gerne med en børnesagkyndig som deltager. Altså reelt et model B-møde. Det blev allernådigst bevilget.
5 processkrifter og et ikke gennemført kæreskrift på grund af afslaget senere nåede vi så til et ”rigtigt retsmøde”. Dommeren var af åbenlyst tilfældige årsager skiftet. Jeg havde overvejet at begære dommerskifte med inhabilitet som begrundelse men fravalgte. Dommerskiftet var derfor en god start på dagen.
Retsmødet blev helt sædvanligt med ganske almindelige partsforklaringer og en efterfølgende samtale med P gennemført af dommeren og den børnesagkyndige.
De fleste er enige om, at det er generelt bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre. Samvær er godt men ikke for enhver pris, som jeg har sagt mange gange gennem årene.
Om sagens substans er egentlig kun at sige, at P som nævnt i præmisserne i flere år i tiltagende grad havde sagt fra over for samvær. Det er der som regel forskellige grunde til.
Efter min opfattelse er det rigtig svært at håndtere sager med så store børn. P er altså 14 år og på alle måder dokumenteret velfungerende alene med det lille problem omkring sygdommen nævnt i præmisserne.
Det giver ganske enkelt ikke mening at tvinge en sådan pige på samvær. Konkret bor parterne så tæt på hinanden, at P bare kan banke på hos F, når og hvis hun måtte føle trang til det. Det er for mig helt utvivlsomt, at et sådant ønske vil blive bakket op af M.
Dommen er oplagt rigtig.
Engang imellem kunne man godt ønske sig, at man kunne rejse et erstatningskrav over for en dommer for de betydelige omkostninger, dommerens adfærd i en situation som denne har påført M. Selvfølgelig kan man ikke det. Men det er jo konsekvensfrit for den pågældende
Dommerens adfærd blev imidlertid helt vildt dyr for M. Jeg antager faktisk også, at den endte med at blive fordyrende i betydelig grad for F, om end han og hans advokat lige indtil dommens dato har siddet med en oplevelse af at have stærk medvind grænsende til storm i ryggen.
Viggo Bækgaard
25. marts 2021