Ikke fælles forældremyndighed, da F i en længere periode havde samarbejdet begrænset med kun lidt kontakt, TFA 2015/507 VLD
Byrettens begrundelse:
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at A og B, der i dag er henholdsvis 12 år og 6 år, boede sammen med begge deres forældre indtil august 2012, hvor børnene var henholdsvis 9 år og 4 år. Efter samlivsophævelsen, hvor børnene fik bopæl hos deres mor, havde de med mellemrum samvær med deres far, når han var i Danmark, indtil januar 2014.
På mødet i Statsforvaltningen den 22. oktober 2014 blev parterne enige om en ordning til genoptagelse af samværet.
Sagsøgeren F har for retten forklaret, at det ikke er meningen, at han vil blande sig i børnenes daglige forhold, og at han har tiltro til, at sagsøgte M sørger godt for dem, men at han ønsker del i forældremyndigheden igen for at kunne følge med i børnenes forhold med henblik på at kunne hjælpe og vejlede dem, hvis de får brug for det.
Under disse omstændigheder finder retten, at det er bedst for børnene, at begge deres forældre har del i forældremyndigheden over dem i overensstemmelse med forældreansvarslovens udgangspunkt herom, også selv om A for øjeblikket giver udtryk for, at han ikke ønsker at se sin far, eller at hans far skal have indflydelse på hans forhold.
Retten tager derfor F’s påstand om fælles forældremyndighed til følge, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
M fik i oktober 2013 forældremyndigheden over børnene alene, og landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at der i hvert fald i det seneste år kun i meget begrænset omfang har været kontakt om børnene, og at der i denne periode reelt ikke har været et samarbejde om deres forhold.
Landsretten lægger efter bevisførelsen endvidere til grund, at F siden oktober 2013 kun i begrænset omfang har haft samvær med børnene, hvilket hovedsageligt må tilskrives hans forhold, herunder hans arbejde i Singapore. Efter oplysningerne i sagen, blandt andet udtalelsen af 7. januar 2015 fra psykolog P, lægger landsretten endelig til grund, at A er et sårbart barn, som på nuværende tidspunkt har brug for ro og stabilitet.
Under disse omstændigheder er det efter en samlet vurdering bedst for børnene at opretholde, at M har forældremyndigheden alene.
Herefter, og da det ikke kan føre til andet resultat, at F for kort tid siden er flyttet varigt til Danmark, tager landsretten M’s påstand til følge.