Ikke erstatningssamvær, da begæringen vedrørte samvær før indlevering til fogedretten, TFA 2012/505 VLK

Ikke erstatningssamvær, da begæringen vedrørte samvær før indlevering til fogedretten, TFA 2012/505 VLK

Byrettens begrundelse:

Der er ikke sket udlevering af A til samvær med F torsdag den 3. maj 2012.

I henhold til parternes samværsaftale inkluderes helligdage i umiddelbar sammenhæng med et weekendsamvær i samværet. Fredag den 4. maj 2012 var en helligdag i form af bededag. Torsdag den 3. maj 2012 var en almindelig hverdag, hvorfor denne dag i henhold til samværsaftalen ikke er inkluderet i weekendsamværet.

Der har således ved den manglende udlevering torsdag den 3. juni 2012 ikke foreligget misligholdelse, hvorfor Bestemmes: Anmodning om erstatningssamvær tages ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

Adgangen for fogedretten til at fastsætte erstatningssamvær omfatter alene samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 5.

Anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær vedrører et samvær fra den 3. maj til den 4. maj 2012 og dermed et samvær, der tidsmæssigt ligger før, fogedretten modtog anmodningen fra F.

Fogedretten har derfor ikke haft hjemmel til at behandle anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær. Landsretten ophæver derfor kendelsen og afviser F’s anmodning.