Ikke del i forældremyndigheden til umoden far, TFA 2014/47 VLD
Byrettens begrundelse:
Afgørende for, om der bør etableres fælles forældremyndighed mellem forældrene, er, om en fælles forældremyndighed må vurderes at være bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Faderen har i forbindelse med A’s fødsel og i det efterfølgende forløb vist interesse for og haft løbende samvær med pigen og i forbindelse hermed accepteret de vilkår, som var nødvendige for at opnå samarbejde herom. Der er nu indgået samværsaftale, som indebærer, at samværet gradvis optrappes til normalt niveau med overnatning og feriesamvær.
Det vurderes i rapporten vedrørende samvær, at faderen formår at se og imødekomme A’s behov, og at parterne til trods for deres uenigheder formår at mødes med en god stemning i forbindelse med samværene.
Det er efter det fremkomne rettens vurdering, at parterne vil være i stand til at samarbejde om A, og at det efter en samlet vurdering vil være bedst for hende, at parterne har fælles forældremyndighed.
Faderens påstand om etablering af fælles forældremydighed tages derfor til følge, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
Efter de oplysninger, der foreligger for landsretten, herunder om parternes hidtidige begrænsede samarbejde omkring A, F’s begrænsede kontakt til hende og parternes konfliktniveau i forbindelse med samvær, lægges det til grund, at parterne ikke kan samarbejde omkring A. Landsretten har tillige lagt vægt på, at M’s bekymring for samværet er velbegrundet efter den rejste sigtelse mod F for besiddelse af amfetamin og steroider sammenholdt med hans erkendte tidligere misbrug af stoffer og den omstændighed, at han i juni måned i år er testet positiv for brug af euforiserende stoffer. Hans forklaring for landsretten, herunder hans forklaring på de nævnte forhold, bekræfter landsrettens indtryk af, at samarbejdsvanskelighederne overvejende skyldes hans manglende modenhed.
Det er derfor bedst for A, at der ikke etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
Landsretten tager herefter M’s påstand om frifindelse til følge.