Kan man have sit barn som bisidder i en samværssag? – hvem kan egentlig være bisidder?

Kan man have sit barn som bisidder i en samværssag?

– hvem kan egentlig være bisidder?

Forleden mødte jeg sammen med en mor i en statsforvaltning i en sag, der handlede om samvær (og forældremyndighed efter den nye lov) vedrørende et barn på 5 år. Det var en sag, hvor der ikke på forhånd var tale om et voldsomt konfliktniveau. Moderen havde først og fremmest bedt mig tage med, fordi hun kendte barnets far som en, der er ekstremt dominerende og manipulerende. Hun var helt sikker på, at han ville tale i et væk uden at give hende plads.

Kort før mødet troppede han op i venteværelset medbringende en søn på 16 år fra et tidligere forhold. De meldte deres ankomst, og da sagsbehandleren kom ud, rejste de sig begge for at gå ind til mødet.

Jeg protesterede meget højlydt og vredt allerede ude i venteværelset og meddelte, at det på ingen måde kunne komme på tale at acceptere, at hans søn deltog i mødet. Der udspandt sig en hidsig ordveksling, hvorunder faderen meddelte, at sønnen jo havde boet sammen med barnet i flere år og derfor også vidste, hvordan barnet reagerede under samværene. Formålet med at tage sønnen med var med andre ord at snige et “vidne” med ind til mødet.

Jeg meddelte, at det under ingen omstændigheder kunne accepteres. Juristen forsøgte sig med et forslag om, at vi kunne holde møde hver for sig, hvis ikke vi kunne acceptere pågældende som bisidder. Herpå bemærkede jeg, at jeg ville klage omgående, såfremt hun holdt møde med far og søn. Sagsbehandleren trak sig tilbage og kom tilbage med en besked om, at de ikke kunne acceptere sønnen som deltager, fordi han var under 18 år.

Konkret fik jeg min vilje, men oplevelsen fører til nogle overvejelser omkring bisiddere lidt mere generelt.

Reglerne om bisiddere.

Reglerne om bisiddere findes dels i forvaltningslovens §8, der lyder således:

“Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.”

Konkret fortolkning af retten til bisidder i sager om forældremyndighed og samvær findes i vejledning om samvær pkt. 20.3, hvortil der henvises i vejledningerne om forældremyndighed og om separation og skilsmisse, således at man kan fastslå, at det er bestemmelserne i pkt. 20.3, der generelt gælder for bisiddere i alle relevante sammenhænge for vores medlemmer i statsforvaltningerne.

Helt generelt gælder, at “enhver” kan være bisidder. Der er ingen krav til uddannelse eller forudsætninger i øvrigt. Der er heller ikke bestemmelser om, at der er specielle persongrupper, som ikke kan være bisiddere. Det er ikke ualmindeligt, at møde f. eks. en søster eller bror, god ven eller veninde eller anden med nær tilknytning til den pågældende. Selv nuværende ægtefælle eller samlever omtales i vejledningen som en mulighed.

Forvaltningsloven har i § 8 stk. 2 en bestemmelse om, at hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov, kan myndigheden bestemme, at der ikke kan benyttes bisidder. Denne bestemmelse kan efter min opfattelse dels anvendes generelt om bisidder for pågældende og mere konkret vedrørende en bestemt bisidder.

Det afgørende er, at man har en ret til at have en bisidder med. Der skal meget tungtvejende grunde til at nægte en pågældende denne hjælp under et møde med det offentlige.

Det er statsforvaltningen, der konkret vurderer spørgsmålet om bisidder. Vejledningen indeholder alene denne bemærkning om emnet: “Hvis den repræsentant eller bisidder, som parten har valgt, er ude af stand til at varetage partens tarv, og dette er til direkte skade for partens interesser, kan partsrepræsentanten eller bisidderen i ganske særlige tilfælde nægtes adgang til at repræsentere eller bistå parten.”

Partens nærmeste.

I sager om børn opstår der efter min vurdering flere spørgsmål, som kan spille en afgørende rolle i spørgsmålet.

Statsforvaltningens opgave er at bedømme sagen ud fra de oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af under sagen. Sagsbehandlingen i statsforvaltningen bygger på de møder, der afholdes undervejs. Formelt er det kun vejledningsmøder og tværfaglige møder, der indgår i sagsbehandlingen, mens børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling ikke er led i den sagsbehandling, der kan føre til afgørelse i sagen.

Fundamentet er i første række parterne og deres egne oplysninger. Der er ikke adgang til vidneførsel, og det er statsforvaltningen, der bestemmer, hvad er skal fremskaffes af oplysninger. Det er generelt et emne, som vi har behandlet meget gennem årene i Landsforeningen Børn og Samvær, fordi vi har den opfattelse, at myndighederne har været for tilbageholdende med at fremskaffe relevante oplysninger – eller at tvinge parterne til at medvirke til fremskaffelse af sådanne.

På den baggrund er det mere end betænkeligt, om man skulle kunne snige sig til at få indirekte vidner med ind i ly af, at de skal forestille at være “bisiddere”.

En parts særbørn indtager en helt særlig rolle i familiemønsteret. Stedmoder og  stedfader indeholder allerede i ordet et skær af “ondskab” over sig. Snehvide står fluks på nethinden. Mange familier har gennem årene oplevet, at det er overordentlig vigtigt for familiens trivsel, at børnene og den nye “pap-far” eller “pap-mor” kan fungere sammen. Kan de ikke det, går mange forhold i stykker.

Personligt er jeg overordentlig skeptisk over for en parts nærmeste som bisidder. Jeg mener simpelthen, at det er en uskik allerede fordi de pr. definition ikke indtager den upartiskhed – eller nødvendige følelsesmæssige distance, som skal til. En bisidder må jo gerne være “partisk” i den forstand, at man “holder med” den ene af parterne. Men det er nu rigtigst, at det sker på en følelsesmæssigt afbalanceret måde.

Jo mere manipulerende en part er, jo farligere er det for den anden, hvis der deltager en nærmeste pårørende som “såkaldt bisidder”.

Hovedproblemet er, at man med en for tæt engageret bisidder risikerer at påvirke afgørelsen på en unuanceret måde. Det er ikke acceptabelt.

Afgørelser på området.

“Statsforvaltningens beslutning om at nægte partsrepræsentation eller bistand betragtes som en procesledende beslutning, som i almindelighed ikke kan påklages særskilt, og som derfor ikke kræver klagevejledning. Hvis en part klager herover, finder Familiestyrelsen dog, at statsforvaltningen skal videresende klagen til styrelsen.” – citat fra vejledningen.

Jeg er ikke bekendt med, om der er truffet afgørelser på området.

Det er mit konkrete indtryk, at statsforvaltningen ville have tilladt særbarnet at møde, såfremt han havde været 18 år. I så fald havde jeg ikke tøvet med at klage over det.

Jeg vil opfordre til, at man afholder sig fra at tage sine nærmeste med som bisidder – og slet ikke sine særbørn. Jeg vil også opfordre til, at man protesterer højlydt med klage, såfremt det bliver forsøgt af den anden part – og der gives lov til det.

Det vil svække tilliden til statsforvaltningerne, såfremt man ikke skærer igennem og afviser skjult vidneførsel via bisiddere.