Høring over udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om Det Centrale Personregister (Revision af forældreansvarsloven m.v.).
Landsforeningen Børn og Samvær skal hermed knytte en række bemærkninger og ændringsforslag til udkastet.
Indledningsvist glæder vi os over, at der ikke findes at være direkte forringelser for børnene i det fremsatte forslag i forhold til gældende retstilstand.
Helt generelt har vi ved høringssvar til evalueringsrapporterne ved skrivelse af 5. december 2011 fremsat vore synspunkter af mere generel karakter. Disse grundsyn er naturligvis ikke ændrede på 2 måneder.
Det vil således ikke komme bag på tidligere læsere, at vi fortsat er kritisk på en række punkter.
Politikerne synes at være blinde for den kolossale magt, som man placerer hos uerfarne og overbebyrdede sagsbehandlere og psykologer.
Psykologernes rolle i statsforvaltningen er et kapitel for sig. De er ikke undergivet nogen form for faglig kontrol i systemet og har stor indflydelse på det endelige resultat. Vi er opmærksomme på den kritik, der fra mange sider rettes mod de børnesagkyndige, herunder at mange klager over de børnesagkyndige til Psykolognævnet giver klagerne medhold.
Vi understreger, at børnepsykologerne er helt væsentlige som led i processen både ved de tværfaglige møder og ikke mindst ved de børnesagkyndige undersøgelser. Men deres rolle – og magt – bør vurderes nøjere.
Ligeledes synes politikerne at ville styrke en retstilstand, hvor der lovgives gennem bemærkningerne frem for i lovteksten. Det giver i sig selv større magt til administrationen.
Politikerne må således forudse, at de også i fremtiden vil modtage et utal af henvendelser fra enkeltpersoner, der vil føle sig frustrerede over et retssystem, som de ikke føler sig tilstrækkeligt hørt i.
Sammenfattende konklusioner.
Landsforeningen børn og samvær indstiller, at der foretages følgende ændringer i nuværende retstilstand:
- dom til tvungen fælles forældremyndighed afskaffes eller begrænses endnu tydeligere i selve lovteksten
- bortfald eller suspension af samvær bør medføre automatisk bortfald af fælles forældremyndighed
- tvungne deleordninger afskaffes
- lovgivningen bør afgrænse bopæls- og samværsforældres kompetencer
- bestemmelsen om, at bopælsforælderen vælger, hvor i landet barnet skal bo sikres opretholdt reelt eventuelt gennem afskaffelse af varslingsbestemmelsen
- samarbejdschikane sikres reel konsekvenssætning
- spørgsmål om ophævelse af – eller nægtelse af ophævelse af – samvær skal kunne indbringes for retten
- muligheden for samvær i udlandet styrkes for at mindske konfliktmulighederne i generelt uproblematiske samvær
- transportspørgsmål afklares mere uddybende
- spørgsmålet om ikke samboende forældres økonomi undersøges med henblik på tilpasninger
Indledende betragtninger om ”lovgivning via bemærkninger”.
I indledningen nævnte jeg, at der ikke i forslaget ses direkte forringelser i forhold til gældende retstilstand.
Forslaget indeholder imidlertid efter vores opfattelse al for megen varm luft og naivt håb. Forældreansvarsloven er langt hen af vejen en adfærdsregulerende lov.
Vi er i Landsforeningen Børn og Samvær fortsat enige i rigtig meget af det, der er tankegangen bag loven. Vi ser desværre blot mange sager, hvor idealerne ikke efterleves af parterne eller den ene af dem. Den nugældende retstilstand sikrer ikke børnene i de situationer. Lovforslaget – eller snarere bemærkningerne – intenderer at løse det problem.
Landsforeningen Børn og Samvær blev stiftet på baggrund af, at man i slutningen af 90erne administrerede den daværende forældremyndighedslov i direkte modstrid med bemærkningerne i 1995-loven. Dengang var det i bemærkningerne forudsat, at det skulle blive lettere at standse samvær, der ikke fungerede. Det modsatte skete.
Siden dengang har der været behov for at se kritisk på administrationen af loven. Vi tror fortsat som nævnt i høringssvaret fra december 2011, at statsforvaltningerne i det daglige arbejde er mere optaget af at overholde forvaltningslovens formalia, så man ikke risikerer kritik fra Ombudsmanden, end man er optaget af for alvor at forholde sig til, hvad der objektivt set er bedst for barnet.
Statsforvaltningerne er topstyrede. Den enkelte sagsbehandlers reelle råderum er betydeligt mindre, end det for eksempel er tilfældet for en dommer ved retten. En børnesagkyndig undersøgelse kan for eksempel ikke gennemføres uden accept fra ledelsen.
Det er ikke vores indtryk, at et juridisk job i statsforvaltningen står højt på den unge jurists ønskeseddel. Der er stor udskiftning blandt de ansatte, og den faglige alder er for langt de flestes vedkommende lav.
Medarbejderne måles på effektivitet.
Det ses af lovforslaget, at det ingen økonomiske konsekvenser forventes at have. Med andre ord tilføjes der ikke ressourcer til området.
Afgørelser, der skal træffes ud fra et skøn med anvendelse af de samme ressourcer, kan umuligt blive materielt bedre eller retssikkerhedsmæssigt styrket.
Af disse grunde vil det styrke troværdigheden og forhåbningerne om efterlevelse, om i al fald noget præciseres i selve lovteksten.
Om betingelserne for fælles forældremyndighed.
Med vort udgangspunkt, der fortsat er, at så længe, man ikke med held kan dømme til fred i Mellemøsten, bør man heller ikke dømme til fælles forældremyndighed, er det selvfølgelig ikke en forringelse, at betingelserne strammes op.
Det har i ganske mange år været formuleret sådan, at det afgørende i disse sager er det konkrete barns konkrete livsvilkår, der skal bedømmes. Det er ikke vores oplevelse, at dette altid og konsekvent er tilgodeset i praksis. Evalueringen siger entydigt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke mindsker konflikterne.
Da det foreliggende udkast overhovedet ikke berører beslutningskompetencerne hos de respektive forældre, må det forudses, at der intet løses i praksis.
Vi ønsker fortsat, at tvungen fælles forældremyndighed afskaffes. Børnene får på den måde en bagstopper og nærmest automatisk ro. Forældre med ægte samarbejdspotentiale vælger selv fælles forældremyndighed.
Subsidiært i forhold hertil ønsker vi formuleringen fra betænkningen Barnets Perspektiv, der lød sådan i forslagets § 11, stk. 2:
”Retten kan kun træffe afgørelse om, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, hvis der er bestemte holdepunkter for at antage, at forældrene kan samarbejde om barnets forhold.”
Forskellen er, at ordet ”bestemte” ikke er med i udkastet. For os at se er der en ikke helt ubetydelig nuanceforskel. Denne formulering falder i øvrigt i god tråd med det i udkastet flere steder præciserede fokus på det konkrete barn.
Lovudkastets negative formulering forekommer ulogisk og uforståelig.
I vort høringssvar fra december 2011 skrev vi følgende:
”Det er overordentligt problematisk, at en forælder, der ikke længere har ret til samvær, har ret til at møde op til arrangementer i skole, daginstituion eller til fritidsarrangementer. En forælder uden samvær vil med fælles forældremyndighed i praksis fungere som forstyrrende element i hverdagen og på alle områder, hvor forældremyndighedsindehaverne skal være enige.
Derfor foreslår vi, at der indføres en bestemmelse, der medfører, at den fælles forældremyndighed automatisk ophører, så længe samværet er ophævet eller suspenderet.”
Det glæder os i lyset heraf selvfølgelig, at forslaget indeholder ændringer til § 23 stort set med samme begrundelse som anført foran.
Imidlertid begrænses de problemer, som opstår i tilknytning til ophævelse af samvær sig ikke til arrangementerne i skole eller institution. Det forekommer næsten ikke muligt at forestille sig et samarbejde mellem to forældre, hvoraf den ene har fået frataget samværsretten.
Udkastet forholder sig ikke til kompetenceproblemerne, der altså fortsat må formodes at danne baggrund for mange konflikter. Det er ikke svært at forestille sig de forstærkede vanskeligheder for en bopælsforælders ønske om pasudstedelse, når den anden har fået samværsretten frataget.
Vi foreslår derfor, at der i lovens § 8 indføres et nyt stykke 2, hvorefter § 8 kommer til at lyde sådan i sin helhed.
”§ 8. Har forældre fælles forældremyndighed, fortsætter denne, selv om de har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt, eller deres ægteskab er blevet omstødt.
stk. 2. Har en forælder, der har fælles forældremyndighed, fået frataget retten til samvær, bortfalder den pågældendes andel i forældremyndigheden, så længe samværet er ophævet.”
Da det vil have formodningen for sig, at der i tilfælde, hvor samværsretten er ophævet, næppe vil foreligge sådanne samarbejdspotentialer, at retten ville nå frem til fælles forældremyndighed, forekommer det retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt at indføre en sådan bestemmelse, der indirekte tillægger statsforvaltningen en forældremyndighedskompetence.
Vi vil imidlertid intet have imod, at det samtidig bestemmes, at den pågældende forælder vil kunne indbringe den hermed foreslåede automatiske forældremyndighedsfratagelse for retten.
Om forældremyndigheden og beslutningskompetence.
Landsforeningen Børn og Samvær er grundlæggende uenig i, at man i udkastet ikke har lyttet til ekspertgruppens bemærkninger vedrørende afklaring af enkeltspørgsmål.
Vi har noteret bemærkningerne vedrørende skolespørgsmål og finder, at løsningen er en strudseløsning. Problemet eksisterer, og det fylder meget. Ligeledes giver det anledning til konflikter og retssager. Det må forventes at fortsætte.
Vi anerkender, at en øget placering af beslutningskompetencer hos en bopælsforælder vil udvande forældremyndighedsbegrebet. Realiteten er da også, at begrebet er udvandet i forvejen.
Kort og godt finder vi, at bopælsforælderen suverænt bør afgøre, i hvilken skole barnet skal gå.
Flyttespørgsmålet er måske blevet ”det største” konfliktemne efter forældreansvarsloven i situationer, hvor der i øvrigt er et nogenlunde almindeligt forhold med forældrene.
Lovens udgangspunkt er, at det er bopælsforælderen, der bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Den bestemmelse er i praksis bragt urimeligt meget i spil.
Landsforeningen Børn og Samvær mener, at lovens udgangspunkt bør bibeholdes og forstærkes. Vi finder, at når det en gang er fastslået, hvem barnets fremtidige primære omdrejningsperson skal være, skal vedkommende også kunne tilrettelægge sit og barnets liv på en måde, der sikrer en vis tryghed i valgsituationerne.
Flytning indenlands kan have mange fornuftige bevæggrunde.
I praksis benyttes lovens § 18 om varsling som startrampe for en kamp om flytning. Landsforeningen Børn og Samvær foreslår, at forældreansvarslovens § 18 ophæves.
Konsekvensen af samarbejdshindringer.
Samarbejdshindringer og især egentlig samværschikane fylder meget i konflikterne mellem forældrene.
For os er spørgsmålet, om vi ønsker, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke sagligt begrundet ønske om ikke-samvær?
Vi vakler ikke i troen på lovens hovedtese. Men vi ser også en sandhed deri, at dårlig adfærd i praksis kan have en virkning. Samværschikane fra en bopælsforælders side er grundlæggende skadeligt for alle de bopælsforældre, som virkelig er udsat for en adfærd fra den anden, som systemet ikke tidligere har gennemskuet.
I SFIs 2004-rapport var det en del af konklusionen, at der ofte var en god grund til, at en forælder ikke ville eller turde udlevere barnet til samvær.
Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok.
Generelt opleves det gennem vores telefonrådgivning, at det har været svært selv at få statsforvaltningen til at indhente relevante udtalelser. Det bør derfor indskærpes, at statsforvaltningen som hovedregel indhenter en udtalelse fra skole/institution allerede i forbindelse med sagens modtagelse, så udtalelsen kan foreligge allerede på første møde.
Det har hidtil været vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.
Selv om det allerede er muligt, ser vi udkastet som en styrkelse på det punkt.
Det kunne styrkes yderligere, såfremt det anføres, at der i særlige tilfælde vil kunne være behov for, at sagen vurderes af flere psykologer eller psykiatere eventuelt med flere specialer, som den konkrete sag giver anledning til.
Vores holdning er gennemsyret af, at lovens hovedprincipper er rigtige, men at det i det virkelige liv ikke er alle, der kan eller vil efterleve principperne.
Vi finder det derfor vigtigt, at der bliver statueret konsekvenser af uacceptabel adfærd.
Derfor foreslår vi, at der i § 11 indsættes et nyt stykke, som kan lyde således:
”Såfremt der foreligger bestemte holdepunkter for at vurdere, at en forælder aktivt modarbejder samarbejdet eller samværet mellem barnet og den anden forælder, skal forældremyndigheden tillægges den anden forælder, med mindre der er en alvorlig risiko for, at det vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle”
Vores bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004.
Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.
Efter gældende ret er begrebet barnets bedste centralt i forældreansvarsloven. Formuleringen i vort forslag er hentet fra børnebortførelseslovens § 11 stk. 1 nr. 2.
Såvel forarbejderne til forældreansvarsloven som det nu foreliggende udkast lægger op til, at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker stort set ikke i dag. Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Vi ser det sådan, at det på det punkt ikke har været succesfuldt at forsøge at lovgive i bemærkninger, hvorfor en lovbestemmelse er relevant.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Et godt liv hos mor med samvær til far kan i nogle tilfælde sættes op mod et godt liv hos far med samvær til mor.
Generelt ønsker vi i Landsforeningen Børn og Samvær, at alle sager undersøges grundigere end i dag.
Det forekommer i den sammenhæng skuffende, at evalueringsrapportens tanker om en styrkelse af samarbejdet mellem kommune og statsforvaltningen ikke har fundet vej til udkastet (evalueringsrapporten p. 44).
Sammenfattende ønsker vi i videst muligt omfang, at dårlig adfærd får konsekvenser. Det er en af forudsætningerne for, at barnet får den fornødne ro.
Det er et bevidst valg, at vi foreslår bestemmelsen indført alene i forældre-myndighedsbestemmelsen. Med opstramningen af forældremyndighedsbetingelserne er det svært at forestille sig en situation, hvor der kan være fælles forældremyndighed, samtidig med at der foreligger samarbejdschikane.
Samvær:
Landsforeningen Børn og Samvær er meget glad for, at det i loven præciseres, at afgørelser om samvær skal træffes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold i henhold til udkastets § 21 stk. 2. Vi tror, at det er en styrkelse og ser det som eksempel på, at mange års bemærkninger trods alt kan finde vej til selve lovteksten – eller som her i al fald til et udkast.
Bemærkningernes mange ord om myter og misforståelser er rigtige. Men lige som begrebet ”bedst for barnet” ikke er objektivt, bliver myter og misforståelser ikke nødvendigvis manet i jorden med ord som barnets konkrete forhold.
Det må fortsat forventes, at nogen forældre fortsat vil kæmpe for ligedeling og hævde, at netop det er ”bedst for barnet”. Når man fagligt ved, at ligedeling kun er godt, når bestemte forudsætninger er opfyldte, bør man tage konsekvensen heraf. Ligedeling er jo kun bedst, når forældrene er fantastiske til at samarbejde som et af kriterierne. Er de det, vil de formentlig også kunne aftale en deleordning.
Vi mener derfor, at der bør sættes et limit ind i § 21. Den nuværende stk. 2 bør bibeholdes men med en tekst, der lyder sådan:
”Samvær kan fastsættes i op til 6 dage ud af 14 dage.”
Samtidig bør det i bemærkningerne fremhæves, at en 8-6 ordning i virkeligheden kræver nogenlunde det samme som en 7-7 ordning.
Det er meget tilfredsstillende, at udkastet i forbindelse med § 33 indeholder en præcisering af muligheden for gennemførelse af forældreevneundersøgelser og direkte nævner psykiatrisk udtalelse vedrørende forældrene som værende en mulighed.
Vi kunne godt ønske os, at det i bemærkningerne blev fremhævet, at forældre med psykopatiske træk udgør et reelt problem, som man bør være opmærksom på.
Endvidere kunne vi ønske, at det bliver fremhævet i bemærkningerne, at der tidligere end nu skal vurderes på samværsmulighederne, og at man ikke entydigt kan lægge til grund, at samvær altid er bedst for barnet.
I vort høringssvar til evalueringsrapporten tilkendegav vi støtte til, at samværssagerne afgøres i statsforvaltningen.
Retssikkerhedsmæssigt er vi imidlertid fortsat bekymrede over, at afgørelser af vidtrækkende betydning endeligt afgøres i et administrativt system uden domstolsprøvelse.
Vi foreslår derfor, at der indsættes en bestemmelse i forældreansvarsloven, som svarer til § 135 i lov om social service. Bestemmelsen kunne udformes således:
”Ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan klageren kræve afgørelsen forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42, når Ankestyrelsens afgørelse omhandler ophævelse af samvær eller afslag på anmodning om ophævelse af samvær.”
Med forslaget sidestilles afgørelser truffet af Ankestyrelsen i sociale sager med afgørelser truffet i familieretssager. Begrænsningen tilsigter at sikre, at kun mere afgørende spørgsmål indbringes for domstolene.
Samvær i udlandet opleves ligeledes at indtage en uforholdsmæssig stor plads i forældrenes konflikter. Det er i øjeblikket i de generelle samværsafgørelser bestemt, at samvær kan finde sted i de øvrige nordiske lande. Mange bopælsforældre benytter denne formulering til at hindre, at et barn tages med på en ferie til udlandet.
Vi anbefaler, at den generelle regel bliver, at samvær kan gennemføres i de nordiske lande, I EU-stater og i øvrigt i lande, der har tilsluttet sig Haager konventionen om børnebortførelser.
Formålet med denne ændring er at tilgodese de mange samværsforældre, der ønsker at tage et smut over Fehmern Bælt i forbindelse med en weekend i Lalandia eller en charterferie til Mallorca.
Generelt bør så meget som muligt omkring børn og samvær tilrettelægges, så det minimerer antallet af mulige konflikter. Eksempler som de nævnte opstår hyppigere, end man tror alene som drillerier – men effektive drillerier og er oplagt konfliktoptrappende.
Det er indlysende, at der i konkrete sager kan være begrundelse for, at samvær ikke skal kunne finde sted i udlandet.
En generel udvidelse som foreslået skal suppleres med en præcisering af, at der til gengæld skal være lettere adgang til konkret begrundet at begrænse samvær i udlandet.
Barnets pas spiller i denne sammenhæng en stor rolle. Besiddelsen af passet – eller nægtelse af at medvirke til udstedelse af pas benyttes i ikke helt ubetydeligt omfang i forældrenes magtkamp.
Vi har set flere eksempler på, at en forælders tilbageholdelse af pas været en direkte hindring for, at barnet kunne komme på ferie med den anden forælder.
Spørgsmålet bør afklares i forbindelse med revision af loven. Efter vores opfattelse kunne det være en model, at enhver indehaver af forældremyndighed kan få udstedt pas til barnet. Ulempen vil så være, at der kan eksistere to pas for et barn, hvilket må overvejes sammen med andre myndigheder. En anden model kunne være, at passet altid skal følge barnet, og at undladelse heraf medfører en nærmere angivet konsekvens.
Det er ikke afgørende, om bestemmelser om samvær i udlandet og pas sættes ind i selve lovteksten eller i senere bekendtgørelse. Men vi vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at nævne et i bemærkningerne til loven.
Som på flere andre områder er det vigtigste for os, at der levnes så lidt plads til konflikt mellem forældrene som overhovedet muligt. Det gøres bedst ved præcise bestemmelser.
På den måde får børnene det bedre, og en ikke helt ringe sidegevinst vil være, at ”systemet” får bedre tid til at behandle og undersøge de sager, der virkelig har behov for det.
Med hensyn til spørgsmålet om samvær med andre har vi oplevet nogle tilfælde, hvor konflikten er fortsat via temaet samvær med andre, når en forælder er frataget sin samværsret. Vi er således enig i de betragtninger om det spørgsmål, der fremføres på side 125 i evalueringen, hvor konklusionen er, at man skal sikre sig mod, at muligheden bruges som omgåelse af en truffet bestemmelse.
Det bekymrer os, at samme forudsætning ikke er gentaget i udkastets bemærkninger.
Vi ser ikke muligheden for et tvangsmæssigt samvær med en ikke biologisk pap-forælder som en gevinst og foreslår muligheden udtaget. Forældreansvarsloven er gennemsyret af biologi, hvilket såmænd har givet store problemer. Skal vi nu til at give papfædre af første, anden og tredje forhold samvær, hører alting op.
Det anføres i evalueringen, at transportsagerne fylder ganske meget, er meget ressourcekrævende, og at undtagelserne er konfliktskabende, p. 120f.
Vi må generelt konstatere, at der er ganske meget i håndteringen af forældreansvarsloven, der er konfliktskabende, uden at det hidtil har påvirket ret meget. Rigtig mange forældre er så påvirkede over konflikterne, at det ødelægger dagligdagen og for mange hele den psykiske tilstand. Alligevel tvinges forældrene til et langt sagsforløb og for mange til at udlevere børnene i de mest groteske situationer. Med transport synes det pludselig at være noget ganske andet, fordi det påvirker systemets ressourcer.
Landsforeningen Børn og Samvær finder generelt, at modellen med, at den ene henter, og den anden bringer er fornuftig. Ligeledes er vi enig i, at undtagelserne bør begrænses til de allermest påtrængende situationer, hvor f. eks. sociale hensyn gør det nødvendigt. Vi mener således ikke, at en flytning i sig selv bør føre til en undtagelse fra hovedreglen.
Vi er blevet opmærksomme på en problemstilling, der bør tages højde for. Der er situationer, hvor en forælder pålægges at stå for det praktiske, mens den anden forælder skal betale udgifterne eller en del heraf.
I de situationer kan det forekomme, at den forælder, der skal betale, ikke gør det. Loven indeholder ikke hjemmel til, at fogedretten kan eksekvere en ”økonomisk transportafgørelse”. Det spørgsmål er afklaret ved afgørelsen i TFA 2009.417 ØLK. Derimod indeholder loven hjemmel til, at fogedretten kan eksekvere en samværsafgørelse f. eks. gennem idømmelse af dagbøder. Denne uklarhed bør løses i loven eller som det mindre i en generel bestemmelse i afgørelserne om, at der er konneksitet mellem ydelserne, således at den fysisk forpligtede alene er forpligtet, så længe den anden betaler sin andel.
Barnets perspektiv (inddragelse og initiativret).
Landsforeningen Børn og Samvær er enig i, at samtaler med barnet skal gennemføres af en børnesagkyndig.
Ligeledes er vi tilfredse med, at det er fremhævet, at det er det konkrete barns forhold, der er afgørende.
I forældreansvarslovens forarbejder og i vejledning om samvær har man givet barnets indflydelse en drejning i retning af, at barnet nærmest “skal bestemme”. Det har efter vores opfattelse aldrig været meningen.
Barnet skal være barn på dets egne præmisser, og det skal tillægges så lidt ansvar som overhovedet muligt for beslutningen om, hvor det skal bo, og hvor meget det skal være hos de to forældre. Det er en voksenbeslutning, og hvis de voksne ikke kan enes, skal andre afgøre det ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Efter Børnekonventionens art. 12 skal et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter sikres retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Samværsvejledningen strammer fortolkningen af bestemmelserne, når det i punkt 4.1.1. i slutningen “bemærkes, at der i takt med barnets alder og modenhed skal lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter ved afgørelser om samvær.” Den fortolkning er der ikke belæg for i loven, bemærkningerne eller børnekonventionen. Der er stor forskel på udtrykket ”passende” og ”afgørende”.
Børnerådets panelrapport ”Familieformer og skilsmisse” (bilag 2 til evalueringen) indeholder på side 35 (side 95 i bilaget) nogle skilsmissedilemmaer, som ret godt illustrerer forskellen på barnets eget syn og et mere objektivt kriterium, hvad der er bedst for barnet.
Det må anerkendes, at såvel børn som voksne vælger ud fra det kendte i kontrast til det ukendte og dermed usikre. Børns valg er dog formentlig mindre realistisk begrundet. Børns loyalitet er ligeledes et meget kendt fænomen. Undertiden møder man et barn, der er i alliance med den svageste af forældrene, og som villigt ofrer sig til støtte for denne ved at vælge at bo der, selv om det af den børnesagkyndige vurderes at være til skade for barnets udvikling. Forrige sætning er et direkte citat fra vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser.
Vi kunne ønske et kvalificeret svar på, hvor vi står i relation til, hvor stor vægt, der lægges på barnets udsagn. Spørgsmålet ses ikke reelt besvaret i SFIs rapport ”Dom til fælles forældremyndighed fra juni 2011.
Det kræver en meget nøje, minutiøs gennemgang af retsafgørelserne at afklare, hvor stor vægt domstolene lægger på barnets egne udsagn. For samværsområdet er det næsten håbløst, fordi antallet af offentliggjorte samværsafgørelser er begrænset. TFA offentliggør kun undtagelsesvist samværsafgørelser, hvilket Familiestyrelsen dybest set må anses for ansvarlig for.
Det er vores erfaring, at det bliver loyalitetsproblematikken, der tager magten fra barnet. Ganske hyppigt fører det til, at barnet vælger at være ”lige meget hvert sted” for at stille begge forældre tilfreds.
Vi er ikke i tvivl om, at børnene presses bevidst eller ubevidst af forældrene. Dette pres kan føre til ønske om begge yderligheder.
Økonomispørgsmål fylder uendelig lidt i debatten om bopæl og samvær. Alle taler om, at barnet har ret til to forældre og om, hvad der er bedst for barnet. Økonomispørgsmål er slet ikke omfattet af evalueringen og dermed heller ikke af udkastet.
Sandheden er imidlertid nok, at økonomispørgsmål fylder rigtig meget hos forældrene.
Vi ser desværre ingen tegn på, at spørgsmålet om skilsmisseforældres økonomi kommer på den politiske dagsorden.
Spørgsmålet er os bekendt ikke undersøgt. Betragtningerne her er derfor baseret på de fornemmelser, man får gennem samtaler med forældrene.
I dag udbetales de offentlige børnetilskud til bopælsforælderen, der også i mange tilfælde kan få forhøjet tilskud.
Udover de offentlige ydelser spiller børnebidraget en rolle. Disse fastsættes efter den bidragspligtiges indkomst. Det spiller herudover en rolle, om pågældende reelt opfylder sin forsørgelsespligt. Udover fysiske bon’er træffes afgørelserne så vidt ses på baggrund af parternes (ofte meget forskellige) påstande om bidragene samt af den faktiske samværsordning.
Af samme grunde som anføres vedrørende de øvrige forhold, vil det være ønskværdigt med så objektive regler som muligt – og dermed med så få kamppladser som muligt.
Vi ser det som en fordel, at de offentlige ydelser som nu udbetales til den formelle bopælsindehaver.
Det er vanskeligt at argumentere for, at børnebidrag skal betales efter en indtægtsskala hos den bidragspligtige. Satsen bør derfor være ens for alle. Bopælsforælderens forpligtelser bør stort set være som nu. Samværsforælderens eventuelle øgede muligheder bør så komme til udtryk ved de facto af egen fri vilje ydede bidrag til barnet. Vi er opmærksom på, at det i visse tilfælde vil opleves som et forsøg på at ”købe barnet” med dyrt tøj og store gaver. Men vi er sikre på, at en objektiviseret model nedtoner konflikterne.
Vi er ikke i tvivl om, at krav om deleordninger i virkeligheden dækker over, at det indebærer muligheden for at undgå at betale bidrag.
Uenige forældre har også svært ved at enes om, hvad der skal anskaffes til børnene.
Eneforældres økonomi er ikke indrettet på, at en flyverdragt kan forsvinde i magtkampen.
Endelig ønsker vi at tilkendegive et ønske om, at der gøres alvor af indførelse af en børneombudsmand, som det var forudsat i den nuværende regerings grundlag fra oktober 2011 side 47.
Med venlig hilsen
for Landsforeningen Børn og Samvær
Viggo Bækgaard
talsmand
LLink til: