Sagsnr. 2013-1221 – Høring over udkast til forslag til lov om ændring af børns forsørgelse.
Landsforeningen Børn og Samvær har sendt dette høringssvar til Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Link til forslaget i bunden af artiklen.
12. februar 2013
Landsforeningen Børn og Samvær skal hermed knytte følgende bemærkninger til udkastet til lovændringer.
Indledningsvis noterer vi, at der reelt alene foreligger et forslag til regelforenkling stort set uden andet realindhold end administrative besparelser.
Økonomispørgsmål fylder rigtig meget hos forældrene.
Vi opfordrer til, at spørgsmålet om skilsmisseforældres økonomi for alvor kommer på den politiske dagsorden.
Spørgsmålet er os bekendt ikke undersøgt. Betragtningerne her er derfor baseret på de fornemmelser, man får gennem samtaler med forældrene.
I dag udbetales de offentlige børnetilskud til bopælsforælderen, der også i mange tilfælde kan få forhøjet tilskud.
Udover de offentlige ydelser spiller børnebidraget en rolle. Disse fastsættes efter den bidragspligtiges indkomst. Det spiller herudover en rolle, om pågældende reelt opfylder sin forsørgelsespligt. Udover fysiske bon’er træffes afgørelserne så vidt ses på baggrund af parternes (ofte meget forskellige) påstande om bidragene – samt af den faktiske samværsordning.
Det vil være ønskværdigt med så objektive regler som muligt – og dermed med så få kamppladser som muligt.
Den politiske realitet er vel, at de formål, som beskrives i punkt 2 under ”indledning og baggrund” ikke umiddelbart står til at ændre. Alligevel finder vi anledning til at knytte nogle bemærkninger med den understregning, at vi ikke er en politisk organisation i forståelsen højre-venstre, men at vi forsøger at vurdere ethvert emne ud fra, hvad der er bedst for barnet.
I det følgende forekommer derfor synspunkter, som umiddelbart vil kunne opfattes for nogles vedkommende som støtte til den venstre side – og for andre til den højre side i det politiske spektrum. Det burde give reelle muligheder.
Vi er generelt meget bekymrede over, at især deleforældre bliver klemt, fordi der ikke fastsættes bidrag for dem. Vi ser således mange tilfælde, hvor forældrene trækker i hver sin retning med den konsekvens, at ”den ansvarlige forælder” i praksis kommer til at stå med det fulde ansvar for barnets fornødenheder, herunder i særlig grad påklædning.
Spørgsmålet om bidragsmodtagerens og barnets økonomi.
Ethvert familieopbrud er økonomisk belastende for såvel mor som far. Langt de fleste børnebidragsproblematikker er følger af familieopbrud med etablering af to nye udgangspunkter.
Den nye tilstand for hver af forældrene sætter en ny tilværelse op for børnene. Ingen skilsmisse går uberørt hen over dem.
Stort set alle forældre indregner børnebidragene i den fremtidige økonomi. Begge forældre har behov for betydelig plads i et nyt hjem, hvor der skal være plads til børnene begge steder.
Mange forsøger at gennemtvinge deleordninger ud fra den økonomiske spekulation, at den egentlige deleordning fritager den ene part for at betale et børnebidrag, som (typisk han) ellers ville blive pålagt.
Modsat er der formentlig en del, som kæmper imod en deleordning ud fra samme men modsatrettede økonomiske tanker.
Med andre ord fører bidragsovervejelser ganske ofte til et valg af samværsordning, som dybest set slet ikke er bedst for barnet ud fra alle andre kriterier.
Landsforeningen Børn og Samvær er enig i, at barnets egenindtægt ikke bør have afgørende betydning for fastlæggelse af bidrag. Det forekommer usundt, at det spørgsmål skal påvirke den unges incitament til at skaffe en vis egenindtægt. Selv om bidraget i sit udgangspunkt har til formål at støtte barnet gennem begge forældres forsørgelsespligt, må det erkendes, at en del af den forsørgelsespligt indirekte sker gennem sikring af de grundydelser, som et hjemmeboende barn med egen fritidsbeskæftigelse får gennem bopælsforælderen.
Derimod kan Landsforeningen Børn og Samvær ikke støtte, at der ikke længere overhovedet skal ses på, hvilken økonomi bidragsmodtageren har. Der kan forekomme situationer, hvor det vil være næsten direkte krænkende, at en meget formuende eller højt indtjenende bopælsforælder oppebærer et betydeligt bidrag fra en forælder, som trods pæn indtægt har vanskeligt ved at få enderne til at nå sammen økonomisk.
Vi finder derfor, at ønsket om at spare den del af sagsbehandlingen, som i disse relativt få sager, ikke opvejer de urimeligheder, der kan forekomme.
En kompromisløsning kunne her være, at man fastsætter begrænsninger i bidragsstørrelsen, således at man nærmer sig standiserede løsninger næsten uden skelen til indkomstoforhold overhovedet, jfr. nedenfor.
En anden men måske mere bureaukratisk model kunne bestå i at fastsætte regler for bidragsmodtagerens indkomst og formue, således at en indtægt over et vist beløb og en formue over en vis størrelse skulle medføre nedsættelse af bidraget efter en konkret vurdering.
Ikke lavere bidrag end normalbidraget.
Landsforeningen Børn og Samvær er enig i, at laveste bidrag skal være normalbidraget.
Bidragstrin
Det er vanskeligt at argumentere for, at børnebidrag skal betales efter en indtægtsskala hos den bidragspligtige.
Satsen bør derfor være ens for alle. Bopælsforælderens forpligtelser bør stort set være som nu. Samværsforælderens eventuelle øgede muligheder bør så komme til udtryk ved de facto af egen fri vilje ydede bidrag til barnet. Vi er opmærksomme på, at det i visse tilfælde vil opleves som et forsøg på at ”købe barnet” med dyrt tøj og store gaver. Men vi tror, at en objektiviseret model nedtoner konflikterne.
Grundtanken bag de stærkt graduerede satser er, at barnets hidtidige livsvilkår skal ændre sig så lidt som muligt efter forældrenes samlivsbrud. Sandheden er, at livsvilkårene ændrer sig for alle, som er involverede i et familiebrud.
Barnet bør grundlæggende tilpasses de livsvilkår, som eksisterer hos bopælsforælderen med de normalbidrag, som samværsforælderen yder.
Vi er som nævnt foran ikke i tvivl om, at en del krav om deleordninger i virkeligheden dækker over, at det indebærer muligheden for at undgå at betale bidrag.
Vort kompromisforslag vil derfor være, at der alene skal være to satser med et større spring i indtægten. F.eks, normalbidrag ved et barn indtil en indtægt på 550.000 og tillæg på 100% derover og nogenlunde reguleret efter antal børn som nu.
Muligheden for månedsvise bidrag.
Vi har ingen indvendinger mod forslaget på det punkt.
Ansøgningsfristen.
Vi finder, at en 2 måneders frist er lige kort nok og forstår ikke ønsket om overhovedet at forkorte fristen. Ganske mange forsøger sig med aftaler i forbindelse med familieopbruddet. På det tidspunkt opleves mange at tilkendegive et ønske om samarbejde også om børneøkonomien, som viser sig ikke at holde.
Derfor finder vi, at den nuværende ansøgningsfrist bør fastholdes, subsidiært halveres til 3 måneder.
Forhøjet konfirmations- og bekældningsbidrag.
Vi er af de grunde, som allerede er nævnt, enig i forslaget på dette punkt.
Tidspunktet for ansøgning om konfirmations- og beklædningsbidrag.
Landsforeningen Børn og Samvær er uenig i forslaget om, at konfirmationsbidrag først skal kunne søges 2 måneder forud for konfirmationen.
Allerede fordi Statsforvaltningens sagsbehandlingstid i al fald i dag er helt urimelig lang, forekommer forslaget at være en fornærmelse mod den forælder, som i praksis står med ansvaret for konfirmationen. I praksis vil der med forslaget ikke foreligge en afgørelse og slet ingen betaling til konfirmationen.
Konfirmationer planlægges meget lang tid før det tidspunkt. Mange bopælsforældre har et økonomisk behov for at få bidraget inden konfirmationen, fordi de simpelthen ikke er i stand til at lægge ud for den bidragspligtige.
Vi har ingen bemærkninger til forslaget på det punkt.
Afslutning: forslag til nøje afdækning af skilsmisseforældres økonomi.
Ministeriet opfordres til at lade gennemføre en grundlæggende undersøgelse af skilsmisseforældres økonomi og dennes betydning for skilsmissebørns levevilkår med henblik på en offentlig debat om behovet for grundlæggende ændringer.
Med venlig hilsen
Landsforeningen Børn og Samvær
Viggo Bækgaard
Talsmand
advokat (H)