Høring over Familiestyrelsens rapport om evalueringen af forældreansvarsloven
Vi har den 5. december 2011 sendt dette høringssvar til Familiestyrelsen:
Familiestyrelsens evaluering af forældreansvarsloven giver anledning til en række bemærkninger fra Landsforeningen Børn og Samvær.
Sammenfattende konklusioner.
Landsforeningen børn og samvær indstiller, at der foretages følgende ændringer i nuværende retstilstand:
- dom til tvungen fælles forældremyndighed afskaffes eller begrænses betydeligt
- tvungne deleordninger afskaffes
- kompetencen til at vælge skole placeres hos bopælsforælderen
- bortfald eller suspension af samvær bør medføre automatisk bortfald af fælles forældremyndighed
- bestemmelsen om, at bopælsforælderen vælger, hvor i landet barnet skal bo sikres opretholdt reelt eventuelt gennem afskaffelse af varslingsbestemmelsen
- undersøgelsesgrundlaget i de konfliktfyldte sager styrkes samtidig med, at sagsbehandlingstiden nedsættes, selv om opfyldelse vil medføre åbenlyse ressourcekrav
- samarbejdschikane sikres reel konsekvenssætning
- muligheden for samvær i udlandet styrkes for at mindske konfliktmulighederne i generelt uproblematiske samvær
- transportspørgsmål afklares
- børnekonventionens krav om inddragelse af barnet sikres opretholdt på en måde, så barnet holdes fri for ansvar for afgørelserne
- barnet sikres en bisidder i forbindelse med samtaler med det offentlige
- det sikres, at barnet ikke udsættes for gentagne unødige processer gennem en skærpelse af ændringskriterierne
- samværskompetencen placeres igen i statsforvaltningen (mens bopæls- og forældremyndighedsspørgsmål forbliver et domstolsanliggende)
- spørgsmålet om ikke samboende forældres økonomi undersøges med henblik på tilpasninger
I det følgende vil jeg på foreningens vegne indlede med nogle bemærkninger overordnet til processen om evalueringen og derefter kommentere på de enkelte punkter.
Overordnede betragtninger om processen.
Betænkningen ”Barnets Perspektiv” skitserede et nogenlunde nuanceret billede af problemstillingerne og indeholdt nogle forslag, der som bekendt blev underkendt i den politiske proces.
Efterfølgende har der været massiv kritik fra mange sider af såvel sagsbehandlingen som af de materielle regler. Denne kritik er også nået frem til mange politikerborde. Vi har hørt mange opmuntrende bemærkninger fra politikerside om, at man måtte se kritisk på reglerne i forbindelse med en revision af loven.
Således har vi med glæde konstateret, at nuværende ansvarlig minister på området, Karen Hækkerup, som oppositionspolitiker direkte har udtalt, at loven ikke fungerer (f. eks. BT den 1. december 2010).
I dette høringssvar vil vi ikke forholde os ret meget til de ting, som faktisk fungerer i den nye lov.
Evalueringsrapporten bærer præg af, at Familiestyrelsen i det omfang, der siges noget positivt, stort set kun tager det positive i forhold til gældende tilstand med.
Forældreansvarsloven er i sit hele grundlag en adfærdsregulerende lov baseret på generelle tanker om, hvor godt alting kunne være. Hvis bare…..!
Vi har i mange år sagt, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, kan man ikke med fornuft dømme til fælles forældremyndighed eller for den sags skyld til egentlige deleordninger.
Det bør være afgørende, hvad der er bedst for det enkelte konkrete barn. Det siger loven allerede, men det er ikke altid genkendeligt i hverdagen.
Langt den overvejende del af deltagerne i evalueringsprocessen ønsker tydeligt at styrke egen organisation eller myndigheds position.
Psykologgruppen er kommet til at fylde meget og måske også for meget. Ingen kan fortænke gruppen i at glæde sig over de enorme ressourcer, der kastes i armene på psykologerne.
Helt fra begyndelsen af evalueringsprocessen har det undret os, hvordan man har placeret fokus.
Problemerne på sagsbehandlingssiden har i alle eksterne aktørers bevidsthed ligget i statsforvaltningerne.
En undersøgelse af domstolsbehandlingen af forældreansvarsloven forekommer på den baggrund at være en snedigt udtænkt afledningsmanøvre. En effektiv evaluering, som nåede til bunds i de reelle problemer ville have et tungt udgangspunkt i sagsbehandlingen i statsforvaltningerne.
Det er vores indtryk, at statsforvaltningerne i det daglige arbejde er mere optaget af at overholde forvaltningslovens formalia, så man ikke risikerer noget fra Ombudsmanden, end man er på for alvor at forholde sig til, hvad der objektivt set er bedst for barnet.
Statsforvaltningerne er topstyrede. Den enkelte sagsbehandlers reelle råderum er betydeligt mindre, end det for eksempel er tilfældet for en dommer ved retten. En børnesagkyndig undersøgelse kan for eksempel ikke gennemføres uden accept fra ledelsen.
Det er ikke vores indtryk, at et juridisk job i statsforvaltningen står højt på den unge jurists ønskeseddel. Der er stor udskiftning blandt de ansatte, og den faglige alder er for langt de flestes vedkommende lav.
Medarbejderne måles på effektivitet. Et møde må vare 1½ time som hovedregel. På den tid skal problemerne løses. Punktum! Forfatteren til dette høringssvar kan tilføje, at et første møde med en klient på et advokatkontor om forældremyndighed og samvær næsten altid tager den samme tid. Advokaten skal i det møde kun nå at høre og forstå den ene af parternes vinkling.
Psykologernes rolle i statsforvaltningen er et kapitel for sig. De er ikke undergivet nogen form for faglig kontrol og har stor indflydelse på det endelige resultat.
Vi understreger, at børnepsykologerne er helt væsentlige som led i processen både ved de tværfaglige møder og ikke mindst ved de børnesagkyndige undersøgelser. Men deres rolle – og magt – bør vurderes nøje.
Statsforvaltningernes arbejdsvilkår er ikke optimale.
Forældreansvarslovens to hovedproblemer ved siden af selve lovmanglerne er efter vores opfattelse sagsbehandlingen i statsforvaltningen og den gennemgående tendens til manglende konsekvens af ”beskidt adfærd” hos forældrene.
Generelt finder vi ikke, at bilagsmaterialet virker overraskende. Ikke særlig meget i materialet er entydigt. Rigtig meget i materialet bekræfter, hvad der for de fleste af os er erfaret gennem det daglige virke med lovens emner.
Vort syn på stort set alle spørgsmål om forældremyndighed og samvær er selvfølgelig påvirket af, at det er konflikteksemplerne, vi oplever såvel i vores telefonrådgivning som i det daglige arbejde.
Børns Vilkår har lavet et forbilledligt arbejde med konkrete konstruktive men også kritiske forslag, som man loyalt har refereret fra i evalueringen.
Landsforeningen Børn og Samvær kan i det store og hele tilslutte sig Børns Vilkårs oplæg og konstaterer, at en gennemførelse af dem vil indebære en markant forbedring af den gældende retstilstand.
I det følgende kommenteres på de enkelte punkter.
Dom til fælles forældremyndighed.
Selve indholdet af forældremyndighedsbegrebet er relativt betydningsløst.
Fælles forældremyndighed er i sit hovedindhold udtryk for symbolpolitik. Udført symbolpolitik bliver til symboljura, der kan have fatale konsekvenser. I ”Dom til fælles forældremyndighed, SFI 2011” benyttes et godt udtryk, idet det anføres, at indførelse af dom til fælles forældremyndighed var ”båret af en vis retsoptimisme” forstået netop i relation til ønsket om at fremme forældresamarbejdet ad den vej.
Fælles forældremyndighed nedtrapper ikke konflikterne.
Vi finder det tankevækkende, at det af rapportmaterialet fremgår, at dom til fælles forældremyndighed ikke nedtrapper konflikterne mellem forældre, der i forvejen var i konflikt. Se f. eks. ”Dom til fælles forældremyndighed p. 18 og 230.
Det er vores oplevelse, at den fælles forældremyndighed bruges som et led i magtkampen mellem forældrene i særlig grad af den, der ikke har barnet boende og som i praksis ikke har været så aktiv en deltager i barnets liv. SFIs to rapporter fra sommeren 2011 bekræfter det indtryk. Men det passer ikke i Familiestyrelsens glansbillede og opleves nedtonet i rapporten.
Vi finder grundlæggende ikke, at det er hensigtsmæssigt, at man kan tvinges til at have fælles forældremyndighed og mener således, at bestemmelsen principielt bør fjernes.
Kampene mellem forældrene handler sjældent om indholdet i det berømte kompetenceskema.
Den fælles forældremyndighed har mere psykologisk betydning. Man kunne overveje, om det skal hedde noget andet. Forældreansvar som i lovteksten måske.
Vi foreslår, at man går skridtet fuldt ud og nedtoner den reelle betydning helt, så man slår fast, at forældrene har fælles ansvar for barnet i en vid, lidt gummiagtig symbolsk forstand.
Det vigtige for børnene er, at de oplever så lidt kamp om dem som overhovedet muligt.
Vi undgår aldrig ”engangskampen” om bopælen, men jo mere vi kan nedtone de daglige uenigheder, jo bedre vil det være for børnene.
Beslutningskompetencerne bør så ligge hos den, barnet bor hos vedrørende stort set alle forhold omkring barnet.
Fælles forældreansvar i en blødere udgave og bopælsforælderbeslutning vil skåne os for mange af de retssager, hvor kræfterne bruges på at gå til bunds i, hvor umulig den ene forælder er.
Subsidiært kan vi til nød tiltræde en kraftig opstramning, der gør det til undtagelsen at dømme til fælles forældremyndighed.
Fælles forældremyndighed bør ophæves, hvis samvær er suspenderet.
Et særligt problem består i de situationer, hvor samværet er ophævet eller suspenderet, mens der er fælles forældremyndighed. Det er overordentligt problematisk, at en forælder, der ikke længere har ret til samvær, har ret til at møde op til arrangementer i skole, daginstituion eller til fritidsarrangementer. En forælder uden samvær vil med fælles forældremyndighed i praksis fungere som forstyrrende element i hverdagen og på alle områder, hvor forældre-myndighedsindehaverne skal være enige.
Derfor foreslår vi, at der indføres en bestemmelse, der medfører, at den fælles forældremyndighed automatisk ophører, så længe samværet er ophævet eller suspenderet.
Endelig er vi af den opfattelse, at en del af de spørgsmål, som i dag ligger hos forældremyndighedsindehaverne sammen, bør placeres hos bopælsforælderen.
Bopælsspørgsmålet fylder meget og er som oftest det virkelige stridspunkt mellem forældrene. Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt for barnet, om det skal bo hos den ene eller anden forælder.
I dag afgøres bopælsspørgsmålet i mangel af enighed af domstolene.
Vi finder ikke, at der er behov for grundlæggende ændringer omkring bopæl.
Overordnet er kriteriet bedst for barnet rigtigt. Kriteriet er imidlertid en smule luftigt. Det bliver vendt i flæng afhængig af, hvad man vil opnå.
Det er tiltalende, at barnet har kontakt til begge forældre. Mængden af tid er imidlertid ikke nødvendigvis et bopælsanliggende men vedrører samværet.
Det afgørende for bopælens placering ved uenighed bør være, hvem af forældrene, der efter rettens vurdering vil have det bedste potentiale for udøvelse af den primære forældrerolle.
Lykkeligvis oplever vi ganske mange sager, hvor begge forældre har et godt forældrepotentiale. I de sager må man selvfølgelig træffe et valg, som kan være rigtig svært.
Skolespørgsmål fylder meget. Ligesom med det overordnede forældremyndighedsspørgsmål, er det sjældent realindholdet af skolevalget, der fylder. Det er derimod typisk selve kampen om barnets opholdssted, man søger at påvirke ved at protestere mod en skole.
Skolespørgsmålet må afklares ved lovens revision og foreslås afklaret via omdefineringen af forældreansvaret og bopælskompetencen som nævnt ovenfor.
Kort og godt finder vi, at bopælsforælderen suverænt bør afgøre, i hvilken skole barnet skal gå.
Flyttespørgsmålet er måske blevet ”det største” konfliktemne efter forældreansvarsloven i situationer, hvor der i øvrigt er et nogenlunde almindeligt forhold med forældrene.
Lovens udgangspunkt er, at det er bopælsforælderen, der bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Den bestemmelse er i praksis bragt urimeligt meget i spil.
Landsforeningen Børn og Samvær mener, at lovens udgangspunkt bør bibeholdes og forstærkes. Vi finder, at når det en gang er fastslået, hvem barnets fremtidige primære omdrejningsperson skal være, skal vedkommende også kunne tilrettelægge sit og barnets liv på en måde, der sikrer en vis tryghed i valgsituationerne.
Flytning indenlands kan have mange fornuftige bevæggrunde.
Barnets perspektiv (inddragelse og initiativret).
Ingen kunne formentlig drømme om at drage i tvivl, at barnet skal være centrum i dets eget liv. Det samme gælder, at afgørelser om børn skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, endsige at barnet skal inddrages i enhver sag, der handler om det. FNs børnekonvention omhandler flere af de nævnte forhold.
Børn synes at være blevet en del af forældrenes kamp om deling af alting efter en skilsmisse, hvad enten denne er ægteskabelig eller såkaldt papirløs. Børnene deles efterhånden efter samme principper som pladesamlingen: Halvdelen til dig og halvdelen til mig.
Mens pladesamlingen ikke gør hverken oprør eller samtykker, gælder det samme ikke for børnene. De samtykker næsten altid.
Vi må sikre en tilstand, hvor barnet inddrages kvalificeret, men hvor børnekonventionens krav om, at barnets synspunkter “tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed”, bliver det afgørende.
I forældreansvarslovens forarbejder og i vejledning om samvær har man givet barnets indflydelse en drejning i retning af, at barnet nærmest “skal bestemme”. Det har efter vores opfattelse aldrig været meningen.
Barnet skal være barn på dets egne præmisser, og det skal tillægges så lidt ansvar som overhovedet muligt for beslutningen om, hvor det skal bo, og hvor meget det skal være hos de to forældre. Det er en voksenbeslutning, og hvis de voksne ikke kan enes, skal andre afgøre det ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Alene det forhold, at der efterhånden er en stærk mytedannelse om manipulation af børn under børnesamtaler gør, at der bør indføres en ”barnets advokat” under sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Pågældendes opgave skal være at beskytte i den del af processen, hvor barnet skal inddrages. Herunder skal pågældende have mulighed for at overvære de samtaler med barnet, som skal gennemføres af eller for de myndigheder, der skal træffe afgørelse.
Efter Børnekonventionens art. 12 skal et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter sikres retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Samværsvejledningen strammer fortolkningen af bestemmelserne, når det i punkt 4.1.1. i slutningen “bemærkes, at der i takt med barnets alder og modenhed skal lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter ved afgørelser om samvær.” Den fortolkning er der ikke belæg for i loven, bemærkningerne eller børnekonventionen. Der er stor forskel på udtrykket ”passende” og ”afgørende”.
Børnerådets panelrapport ”Familieformer og skilsmisse” (bilag 2 til evalueringen) indeholder på side 35 (side 95 i bilaget) nogle skilsmissedilemmaer, som ret godt illustrerer forskellen på barnets eget syn og et mere objektivt kriterium, hvad der er bedst for barnet.
Det må anerkendes, at såvel børn som voksne vælger ud fra det kendte i kontrast til det ukendte og dermed usikre. Børns valg er dog formentlig mindre realistisk begrundet. Børns loyalitet er ligeledes et meget kendt fænomen. Undertiden møder man et barn, der er i alliance med den svageste af forældrene, og som villigt ofrer sig til støtte for denne ved at vælge at bo der, selv om det af den børnesagkyndige vurderes at være til skade for barnets udvikling. Forrige sætning er et direkte citat fra vejledningen om børnesagkyndig undersøgelser.
Vi kunne ønske et kvalificeret svar på, hvor vi står i relation til, hvor stor vægt, der lægges på barnets udsagn. Spørgsmålet ses ikke reelt besvaret i SFIs rapport ”Dom til fælles forældremyndighed fra juni 2011.
Det kræver en meget nøje, minutiøs gennemgang af retsafgørelserne at afklare, hvor stor vægt domstolene lægger på barnets egne udsagn. For samværsområdet er det næsten håbløst, fordi antallet af offentliggjorte samværsafgørelser er begrænset. TFA offentliggør kun undtagelsesvist samværsafgørelser, hvilket Familiestyrelsen dybest set må anses for ansvarlig for.
Det er vores erfaring, at det bliver loyalitetsproblematikken, der tager magten fra barnet. Ganske hyppigt fører det til, at barnet vælger at være ”lige meget hvert sted” for at stille begge forældre tilfreds.
Vi er ikke i tvivl om, at børnene presses bevidst eller ubevidst af forældrene. Dette pres kan føre til ønske om begge yderligheder.
Desværre er vi heller ikke i tvivl om, at de presses i selve samtalen. I den sammenhæng anerkendes, at bilagsmaterialet med børnenes egne beskrivelser ikke bekræfter det indtryk. Om det er kun at sige, at det materiale, som vores indtryk baserer sig på er forældreudsagn om, hvad der er sagt efterfølgende af børnene. Det er typisk udsagn fra konfliktsager og kan dække over såvel sandheden som over det forhold, at børn siger forskelligt til samtalen og til forældrene.
I retterne foreligger der som oftest et egentligt notat fra samtalen. Vi noterer os diskussionen om frirum for barnet sat over for retssikkerhed og deler bekymringerne omkring begge synspunkter.
Retssikkerheden er meget vigtig, og det er der, vore lodder lægges, hvorfor vi finder, at der som altovervejende udgangspunkt skal foreligge notat fra samtalerne, som forældrene får kendskab til. Her er således et af de få punkter, hvor vi er uenige i Børns Vilkårs forslag, der vil undtage notatet fra aktindsigt.
Vi er generelt bekymrede over, at barnets ud af munden udtrykte ønsker har en ganske betydelig indflydelse på selve resultatet. Det fremgår ofte af omstændighederne uden at være udtrykt i præmisserne.
Selve samtalen.
At forældrene er helt bevidste om betydningen af samtalen og vigtigheden af at være sidste input, ser vi hele tiden. Begge forældre opfatter det som en katastrofe, hvis den anden er den, der afleverer barnet til samtalen. Det betyder meget, at samtalen finder sted, mens barnet ”er hos mig”, fordi ”den anden” manipulerer.
Børnesagkyndige og dommere affærdiger bekymringen som irrelevant. Det kan kun være ud fra den tankegang, at ellers har de slet ikke mulighed for at gennemføre samtalen.
Samtalerne med børnene gennemføres i dag hos de fleste dommere i byretterne af en børnesagkyndig sammen med dommeren. Lis Frost skriver i ”Familieret og engagement” på side 177, at det i Vestre Landsret i dag snarere er reglen end undtagelsen, at samtalen gennemføres af en børnesagkyndig.
I Østre Landsret er det indtrykket, at landsdommerne ikke har en børnesagkyndig med. Tværtimod hylder man der en praksis om, at barnet skal medbringes til hovedforhandlingen og opholde sig ude på gangen, indtil retsmødet er færdig. Derefter kan barnet eventuelt komme til en samtale.
Denne praksis er uheldig.
Børnesamtalen er meget vanskelig. Set ud fra et børneperspektiv og i lyset af, at det helst skal foregå så afslappet som muligt for overhovedet at føre til et resultat, der skal bruges, virker det naturligt med meget få deltagere i samtalen og uden flere personer i rummet end højst nødvendigt.
Heroverfor står, at samtalen er så essentiel for sagen, at man godt kan stille retssikkerhedsmæssigt spørgsmålstegn ved fremgangsmåden. Der er faktisk tale om en hemmelig del af processen.
Hverken parterne eller deres advokater har adgang til at overvære samtalerne, medmindre retten bestemmer andet. Der foreligger os bekendt ikke noget tilfælde, hvor retten har bestemt andet.
Børnesamtalen kommer derfor til at fremstå som et led i en slags hemmelig retspleje, hvilket er teoretisk betænkeligt.
Et beslægtet område er den videoafhøring, der skal finde sted af et barn i den situation, hvor barnet muligvis er blevet krænket seksuelt eller voldeligt. I disse situationer fremgår det af retsplejelovens § 745e, at hvis politiets afhøring af et barn formodes at ville finde anvendelse som bevis i sagen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen, ligesom den mistænkte skal have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen.
Hvorfor skulle der egentlig være forskel på straffesagen og den civile sag i denne sammenhæng?
Der opstår mange myter om samtalerne.
Både i statsforvaltningerne og i retterne er man meget optaget af at fremhæve, at man ”selvfølgelig” ikke spørger et barn, hvor det vil bo. Næh – man pakker det ind og spørger ind til, hvad det laver hos henholdsvis mor og far og så videre. Men selve fy-spørgsmålet stiller man selvfølgelig ikke.
Det er helt sikker ikke en regel uden undtagelser. Efterhånden har vi hørt så mange andenhåndsreferater af, hvad børnene er blevet spurgt om, at vi ikke er overbeviste om, at alle samtaler er uskyldsrene.
Mange børn bliver direkte chokerede over, hvad de er blevet refereret for som konklusion. Det er ikke sjældent, at børnene efterspørger en ny mulighed for at forklare sig, fordi de føler, at ordene er lagt i munden på dem.
Det bør ikke stå til diskussion, at det kan gøres bedre. Spørgsmålet er, hvordan man forbedrer det, og hvilke ressourcer, man er indstillet på at lægge i børnesamtalen.
I virkeligheden er mytedannelsen måske det største problem.
Den gør, at selve retssikkerheden er i fare. Det er livsvigtigt for retssikkerheden, at den tabende part sidder tilbage med en forståelse af, hvorfor resultatet blev, som det blev. Begge parter bør kunne være trygge ved, at alting er foregået ”korrekt”.
Dommernes, sagsbehandlernes og de børnesagkyndiges principielle uafhængighed er ikke nok.
Det er vores opfattelse, at barnet i virkeligheden har brug for en ”ægte neutral”, som kan udpeges som ”barnets advokat” (bisidder) i disse sager. Det kan være en advokat, en psykolog eller anden med børnefaglig baggrund. Det vigtige er, at pågældende har indsigt både i barnets behov og i de mekanismer, der hersker på området, herunder retsikkerhedens fundament.
Vi foreslår, at der udpeges nogle personer i hver retskreds, der beskikkes som ”børneadvokat” både til brug for retssager og statsforvaltningssager.
Særligt konfliktfyldte sager.
Fysisk vold tages alvorligt i dag, men der er en tendens til at kræve egentlig domfældelse, før man overhovedet lader det indgå i sagen.
Psykisk vold negligeres, nedtones og bagatelliseres efter vores opfattelse for meget.
Om både psykisk og fysisk vold finder vi, at det bør indskærpes, at emnet skal tages alvorligt og gerne må indgå i en psykolog- eller lægefaglig undersøgelse i sagen omfattende adfærdens eksistens og mulige indflydelse på børnene. Vi deler således den opfattelse, at det bør være muligt og naturligt i disse sager at foretage en forældreevneundersøgelse, som vil kunne indgå i sagsoplysningen, (evalueringen p. 104f).
Mistanke om seksuelle krænkelser fylder heldigvis ikke så meget i antal. Når de opstår, må de undersøges grundigt og tages alvorligt. Vi mener fortsat, at barnet skal behandles lige så nænsomt som en sigtet i en straffesag. Ligesom enhver rimelig tvivl skal komme sigtede til gode, skal enhver rimelig tvivl komme barnet til gode. Men barnet først!
Evalueringens afsnit om de særligt konfliktfyldte sager indeholder mange fine ord og omskrivninger. Baggrunden er tydelig for os. De konfliktfyldte sager fylder meget, er vanskelige at løse og forplumrer alle de gode intentioner om, at man bare skal kunne tvinge folk til at opføre sig ordentligt. At det ikke lykkes, går ud over børnene.
40% af statsforvaltningernes sager har et højt konfliktniveau (evauleringens p. 94). Beskrivelserne om sagernes oplysninger virker for en læser uden kendskab til området som værende i orden. Det er ikke det generelle indtryk, som vi har fra dagligdagen. Det er muligt, at man indhenter visse oplysninger. Man drager ikke konsekvens af disse oplysninger og vælger for ofte at konstatere, at en påstand eller bekymring ikke har kunnet verificeres, hvorfor man lader stå til – til skade for barnet.
I det hele taget er det vores opfattelse, at der ikke drages konsekvenser af uheldig adfærd. Manglende konsekvens pakkes ind i, at det alligevel vil være bedst for barnet med samvær.
Generelt kunne det overvejes at skabe en hjemmel for at idømme tvangsbøder som sanktionsmiddel på linje med fogedrettens mulighed herfor. Sådanne sanktioner kunne iværksættes over såvel bopæls- som samværsforælderen.
På side 98 i evalueringen anføres, at forældrene indgik en aftale om samvær i ca. 4 ud af 10 højkonfliktsager (40%). Vi spørger retorisk, om det ikke skyldes, at forældrene har følt sig pressede i statsforvaltningen, og at de – eller den ene – ikke har turdet andet.
Statistikmaterialet refereret på side 98 efterlader det generelle indtryk, at samværet let standses eller suspenderes. Den statistik bør samkøres med statistik over, hvor lang tid der måtte være gået med sagsbehandlingen forud.
I Familiestyrelsen har der i mange år været en tilbøjelighed til at omdefinere sager, hvor der er påstande om vold og seksuelle krænkelser. Man omdefinerer, så de kaldes højkonflikte eller som sager med samarbejdschikane.
Efter vores opfattelse er det afgørende vigtigt, at både psykisk og fysisk vold tages alvorligt og undersøges overordentlig grundigt.
Enhver rimelig tvivl må komme barnet til gode. Hermed mener vi ikke, at det som hovedregel skal føre til en fortsættelse af kontakten med begge forældre.
For så vidt angår samværschikane anbefaler vi, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane. Der tænkes på en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.
Vores bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.
Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.
Det er tankevækkende, at dommerne fokuserer stærkt på barnets bedste i samværschikanesagerne men i betydelig grad negligerer samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.
Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker stort set ikke. Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?
Det er som nævnt tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.
I en nyere afgørelse skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I en anden sag skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. En tredje sag handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.
Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.
Vores pointe er, at i ingen af de tre afgørelser, er det åbenlyst bedst for børnene at blive bragt tilbage til det andet land. Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger, der klart siger, at det skal have konsekvens, hvis der foreligger samværschikane.
Et godt nok liv hos mor uden samvær til far kan i nogle tilfælde sættes op mod et godt nok liv hos far med samvær til mor.
Generelt ønsker vi i Landsforeningen Børn og Samvær, at alle sager undersøges grundigere end i dag. Vi støtter tankerne om et udvidet samarbejde med socialforvaltningerne i bestræbelserne på at finde en mulig objektiv sandhed.
Endvidere ønsker vi, at loven strammes op, så dårlig adfærd får konsekvenser. Det vil også kunne medvirke til en forkortelse af den tid, som et barn skal tilbringe som orkanens øje i en lang proces.
Samvær.
Vi finder grundlæggende, at det er vigtigt, at der fastsættes et samvær, som er lagt i faste rammer. Samværsrammerne skal efterleves. Det skal således kunne have konsekvenser, om der ikke udveksles i overensstemmelse med afgørelsen. I dag er der al for lidt konsekvens knyttet til svigt af aftaler eller fastsatte rammer.
Landsforeningen Børn og Samvær oplever vi fortsat en del, som er udsat for årelange kampe om samvær, hvor man undrer sig over, at kampen får lov at vare så længe.
Det må huskes, at langt de fleste får tingene til at fungere. Regler gælder som altid først og fremmest for dem, der har behov for sådanne for at agere hensigtsmæssigt.
Med hensyn til samværets omfang må der holdes fokus på, hvad der er bedst for barnet. Vi savner en ærlig børnefaglig bedømmelse af barnets situation.
Man behøver ikke en psykologuddannelse for at forstå, at en skilsmisse gør ondt på børnene. De er næsten uanset hvad ofrene i skilsmissen. Hverdagen forandres drastisk både socialt og økonomisk.
Så godt som alle børn ønsker, at samlivet mellem forældrene fortsætter. Kan det ikke lade sig gøre, udtrykker de et ønske om, at de vil være lige meget hos begge forældre.
Vi ser ikke det formulerede ønske som sandt udtryk for, hvad der er bedst for barnet.
Vi tror, at en ægte fast base med god og kærlig kontakt til begge forældre, vil sikre skilsmissebarnets naturlige opvækst i et nærmilljø, hvor børnekontakt til egne selvvalgte kammerater fylder lige så meget for skilsmissebarnet som for andre børn.
Egentlige deleordninger bør forbeholdes de familier, der dels bor så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme nærmiljø uden for familien begge steder, dels er så ideelle samarbejdspartnere, at blot tanken om at inddrage myndighederne i en eventuel uenighed ligger fjernt.
Det har været overordentlig interessant at læse SFIs nye rapport ”Børn i deleordninger”. Vi finder, at rapportens konklusioner bekræfter, hvad de fleste besidder som almen viden eller snusfornuft. Deleordninger virker, når nogle bestemte forudsætninger er opfyldte. Ellers virker de ikke.
Vi finder, at muligheden for at ”dømme” til egentlige deleordninger af typen 7-7 bør fjernes fra lovgrundlaget. De fine betragtninger i evalueringen om, at man skal oplyse og uddanne er endnu engang udtryk for ”retsoptimisme”.
Det er muligt, at der ikke træffes ret mange afgørelser om deleordninger. Én er en for mange. Og så længe, det kan konstateres at en dansk landsret kan finde på at fastsætte deleordning mellem en forælder i Østjylland og Sjælland, gør ingen regel om deleordninger os trygge. (TFA 2009/142).
Samvær i udlandet opleves ligeledes at indtage en uforholdsmæssig stor plads i forældrenes konflikter. Det er i øjeblikket i de generelle samværsafgørelser bestemt, at samvær kan finde sted i de øvrige nordiske lande. Mange bopælsforældre benytter denne formulering til at hindre, at et barn tages med på en ferie til udlandet.
Vi anbefaler, at den generelle regel bliver, at samvær kan gennemføres i de nordiske lande, I EU-stater og i øvrigt i lande, der har tilsluttet sig Haager konventionen om børnebortførelser.
Formålet med denne ændring er at tilgodese de mange samværsforældre, der ønsker at tage et smut over Fehmern Bælt i forbindelse med en weekend i Lalandia eller en charterferie til Mallorca.
Generelt bør så meget som muligt omkring børn og samvær tilrettelægges, så det minimerer antallet af mulige konflikter. Eksempler som de nævnte opstår hyppigere, end man tror alene som drillerier – men effektive drillerier og er oplagt konfliktoptrappende.
Det er indlysende, at der i konkrete sager kan være begrundelse for, at samvær ikke skal kunne finde sted i udlandet.
En generel udvidelse som foreslået skal suppleres med en præcisering af, at der til gengæld skal være lettere adgang til konkret begrundet at begrænse samvær i udlandet.
Barnets pas spiller i denne sammenhæng en stor rolle. Besiddelsen af passet – eller nægtelse af at medvirke til udstedelse af pas benyttes i ikke helt ubetydeligt omfang i forældrenes magtkamp.
Vi har set flere eksempler på, at en forælders tilbageholdelse af pas været en direkte hindring for, at barnet kunne komme på ferie med den anden forælder.
Spørgsmålet bør afklares i forbindelse med revision af loven. Efter vores opfattelse kunne det være en model, at enhver indehaver af forældremyndighed kan få udstedt pas til barnet. Ulempen vil så være, at der kan eksistere to pas for et barn, hvilket må overvejes sammen med andre myndigheder. En anden model kunne være, at passet altid skal følge barnet, og at undladelse heraf medfører en nærmere angivet konsekvens.
Med hensyn til spørgsmålet om samvær med andre har vi oplevet nogle tilfælde, hvor konflikten er fortsat via temaet samvær med andre, når en forælder er frataget sin samværsret. Vi er således enig i de betragtninger om det spørgsmål, der fremføres på side 125, hvor konklusionen er, at man skal sikre sig mod, at muligheden bruges som omgåelse af en truffet bestemmelse.
Men vi er grundlæggende positive over for selve muligheden af, at der via reglen kan sikres en kontakt til for eksempel den biologiske slægt, når kontakten ikke er mulig med den anden forælder.
Det anføres i evalueringen, at transportsagerne fylder ganske meget, er meget ressourcekrævende, og at undtagelserne er konfliktskabende, p. 120f.
Vi må generelt konstatere, at der er ganske meget i håndteringen af forældreansvarsloven, der er konfliktskabende, uden at det hidtil har påvirket ret meget. Rigtig mange forældre er så påvirkede over konflikterne, at det ødelægger dagligdagen og for mange hele den psykiske tilstand. Alligevel tvinges forældrene til et langt sagsforløb og for mange til at udlevere børnene i de mest groteske situationer. Med transport synes det pludselig at være noget ganske andet, fordi det påvirker systemets ressourcer.
Landsforeningen Børn og Samvær finder generelt, at modellen med, at den ene henter, og den anden bringer er fornuftig. Ligeledes er vi enig i, at undtagelserne bør begrænses til de allermest påtrængende situationer, hvor f. eks. sociale hensyn gør det nødvendigt. Vi mener således ikke, at en flytning i sig selv bør føre til en undtagelse fra hovedreglen.
Vi er blevet opmærksomme på en problemstilling, der bør tages højde for. Der er situationer, hvor en forælder pålægges at stå for det praktiske, mens den anden forælder skal betale udgifterne eller en del heraf.
I de situationer kan det forekomme, at den forælder, der skal betale, ikke gør det. Loven indeholder ikke hjemmel til, at fogedretten kan eksekvere en ”økonomisk transportafgørelse”. Det spørgsmål er afklaret ved afgørelsen i TFA 2009.417 ØLK. Derimod indeholder loven hjemmel til, at fogedretten kan eksekvere en samværsafgørelse f. eks. gennem idømmelse af dagbøder. Denne uklarhed bør løses i loven eller som det mindre i en generel bestemmelse i afgørelserne om, at der er konneksitet mellem ydelserne, således at den fysisk forpligtede alene er forpligtet, så længe den anden betaler sin andel.
Adgangen til at rejse nye sager om forældremyndighed og bopæl.
Der ses mange eksempler på, at sagerne ingen ende vil tage. Vi ser to hovedårsager hertil.
Den ene er selvfølgelig, at forældrene ikke accepterer en afgørelse og derfor hele tiden søger efter argumenter for at få prøvet sagen på ny.
Den lidt mindre åbenlyse grund er, at statsforvaltningerne gør meget ud af i det praktiske liv at understrege, at en afgørelse ikke er udtryk for, at sådan skal det så være, indtil barnet bliver voksen. Tværtimod påpeger man efter vores erfaring næsten altid, at f. eks. en samværsafgørelse er ”for tiden”, og man siger til parterne, at den kan genoptages, når der er en ny situation, og at alder indebærer nyt.
Det traditionelle juridiske begreb retskraft er objektivt derved, at en sag om et emne, der tidligere har været for retten, ikke kan komme det igen. Forældreansvarslovens ændringskriterium siger, at en sag om samvær eller kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Afklaring heraf kræver således selvstændig sagsbehandling.
Det er indlysende, at bare eksistensen af en ny henvendelse, indebærer en stresspåvirkning af barnet og den forælder, der inddrages igen. Lige så indlysende er det, at tingene faktisk kan ændre sig på en måde, hvor det vil være godt for barnet, at forholdet mellem barn og forældre kan revurderes.
Det nuværende ændringskriterium gælder kun samvær og anden kontakt.
Vi tiltræder, at det skærpede ændringskriterium bør udvides til at gælde alle afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Antallet af nye sager om samme substans vil kunne begrænses, såfremt afgørelsesmyndighederne allerede i første omgang er opmærksom på muligheden og tilkendegiver en vurdering af, om den konkrete sag bør gælde for en længere periode. Endvidere kunne det overvejes, om en part i visse situationer vil kunne pålægges at betale omkostninger under sag nummer to.
Retternes kompetence i forældreansvarssager.
De nugældende kompetenceregler giver i visse situationer en dobbeltkompetence.
Vi finder det bedst, at bopæls- og forældremyndighedsspørgsmål afgøres af domstolene som i dag.
Samværsspørgsmål bør derimod behandles i statsforvaltningen, fordi samværet er meget sammensat og mindre egnet til behandling i civilprocessens form. Samværet vil også være et emne, som i højere grad behandles som ny sag et par gange i barnets barndom uafhængig af de store børnespørgsmål.
At spørgsmålet overhovedet bringes frem i evalueringen skyldes to forhold. Det ene er berørt i indledningen og handler dybest set om, at Familiestyrelsen og statsforvaltningerne har en interesse i at skrabe magt og indflydelse sammen i eget regi.
Samtidig er det ret åbenbart, at mange dommere finder forældreansvars- og bopælssager uinteressante. Det kan man direkte læse i rapporten ”dom til fælles forældremyndighed”.
Vi besidder ikke næsegrus beundring for domstolenes behandling af sagerne og har ganske mange meninger om, hvordan det kan blive bedre. Men vi fornemmer ikke, at det er et aktuelt tema i forbindelse med revision af forældreansvarsloven.
Hverken statsforvaltningerne eller Familiestyrelsen er gearede til at håndtere en egentlig retsproces. Man har simpelthen i tilgangen til sagsbehandlingen demonstreret en uvilje til at tage traditionelle retsplejehensyn og dermed tage fornøden højde for retssikkerheden.
Retssamfundet vil ikke kunne leve med et system, hvor unge, uerfarne jurister sammen med børnesagkyndige alene træffer afgørelser af så stor vigtighed både for børn og voksne, uden at der er reel domstolskontrol med afgørelserne.
Økonomispørgsmål fylder uendelig lidt i debatten om bopæl og samvær. Alle taler om, at barnet har ret til to forældre og om, hvad der er bedst for barnet. Økonomispørgsmål er slet ikke omfattet af evalueringen.
Sandheden er imidlertid nok, at økonomispørgsmål fylder rigtig meget hos forældrene.
Vi ser desværre ingen tegn på, at spørgsmålet om skilsmisseforældres økonomi kommer på den politiske dagsorden.
Spørgsmålet er os bekendt ikke undersøgt. Betragtningerne her er derfor baseret på de fornemmelser, man får gennem samtaler med forældrene.
I dag udbetales de offentlige børnetilskud til bopælsforælderen, der også i mange tilfælde kan få forhøjet tilskud.
Udover de offentlige ydelser spiller børnebidraget en rolle. Disse fastsættes efter den bidragspligtiges indkomst. Det spiller herudover en rolle, om pågældende reelt opfylder sin forsørgelsespligt. Udover fysiske bon’er træffes afgørelserne så vidt ses på baggrund af parternes (ofte meget forskellige) påstande om bidragene samt af den faktiske samværsordning.
Af samme grunde som anføres vedrørende de øvrige forhold, vil det være ønskværdigt med så objektive regler som muligt – og dermed med så få kamppladser som muligt.
Vi ser det som en fordel, at de offentlige ydelser som nu udbetales til den formelle bopælsindehaver.
Det er vanskeligt at argumentere for, at børnebidrag skal betales efter en indtægtsskala hos den bidragspligtige. Satsen bør derfor være ens for alle. Bopælsforælderens forpligtelser bør stort set være som nu. Samværsforælderens eventuelle øgede muligheder bør så komme til udtryk ved de facto af egen fri vilje ydede bidrag til barnet. Vi er opmærksom på, at det i visse tilfælde vil opleves som et forsøg på at ”købe barnet” med dyrt tøj og store gaver. Men vi tror, at en objektiviseret model nedtoner konflikterne.
Vi er ikke i tvivl om, at krav om deleordninger i virkeligheden dækker over, at det indebærer muligheden for at undgå at betale bidrag.
Uenige forældre har svært ved at enes om, hvad der skal anskaffes til børnene.
Eneforældres økonomi er ikke indrettet på, at en flyverdragt kan forsvinde i magtkampen.
Med venlig hilsen
for Landsforeningen Børn og Samvær
Viggo Bækgaard
Talsmand
Evalueringsrapporten er tilgængelig på Familiestyrelsens hjemmeside.