Har mor altid ret?
af Viggo Bækgaard, Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Med start mandag den 14. april sender DR2 2 dokumentarudsendelser under ovennævnte titel. De handler om Statsforvaltningen og behandling af sager om skilsmissebørns samvær. Fædre postulerer, at de tilsidesættes i Statsforvaltningen på grund af deres køn. På kvindernes internationale kampdag var det dygtigt gjort til en hovedhistorie i pressen.
Vinklingen synes på forhånd at være kritik af Statsforvaltningen ud fra en forestilling om, at det er fædrene, der tilsidesættes. Det er ikke en sagligt rigtig konklusion.
Statsforvaltningen fortjener i betydelig grad kritik. Hovedskurken er dog politikerne, der har indført en struktur med nogle rammer, der ikke kan opfylde de forventninger, som man må have i et retssamfund til seriøs og nuanceret sagsbehandling.
Statsforvaltningen har tidligere hørt under vekslende fagministerier, som har haft fokus på jura og retssikkerhed. I dag hører det faglige under Socialministeriet og det administrative under Indenrigsministeriet. Allerede den sammenblanding fortæller, at det skal gå galt.
Som arbejdsplads må Statsforvaltningen være forfærdelig for enhver jurist og børnesagkyndig. Den faglige stolthed bør være stor hos medarbejderne. Rammerne er håbløst uholdbare.
Mødrene oplever omvendt, at fædrene får det nøjagtig, som de vil have det uden skelen til børnenes tarv. Umiddelbart tænker jeg, at så længe begge grupper oplever sig tilsidesat, at det nok slet ikke så slemt.
Forklaringen er, at Statsforvaltningen ikke har vilje eller ressourcer til at tage de bekymringer alvorligt, som forældrene giver udtryk for.
Som meget hyppig aktør i Statsforvaltningen både med far og mor oplever jeg sjældent, at der er en egentlig favoritforælder.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at køns- og aldersfordelingen af medarbejderne i Statsforvaltningen kan virke provokerende problematisk især på mænd. Det store flertal af medarbejdere i Statsforvaltningen er kvinder. Det gælder både jurister og børnesagkyndige.
Mange fædre oplever derfor at sidde til et møde ikke blot med moren, over for hvem kærligheden er afblomstret og blevet til kamp. De sidder også med et par medarbejdere, som køns- og aldersmæssigt ofte lige så godt kunne være morens veninder. Jeg ved fra mange fædre, at det kan virke skræmmende.
Det overvejende flertal af dem, der rådgiver på området, er kvinder. Kun de færreste mandlige advokater finder prestige og interesse i at være familieretsadvokat. Kønsfordelingen i en sag om forældreansvar- og samvær er med andre ord skæv.
Statsforvaltningen opleves af mange aktører som en institution, der skøjter hen over problemerne. De lukker mange – også højkonfliktsager – i en fart, så de undgår at gå nærmere ind i dem. Det kræver nemlig tid til oplysning og undersøgelse. Tid er en mangelvare i det system.
Et godt råd for et nærmål kunne være at få sagerne belyst bedre og at udarbejde en afgørelse om samvær bedre, så forældrene har mindst mulig at kommunikere om vedrørende samværet.
Der er afgjort plads til forbedringer, så begge køn kan opleve, at man tager deres børns situation alvorligt og lytter til børnenes signaler.
Se også den lidt ældre artikel Sandheden om statsforvaltningen.
Viggo Bækgaard