Fysisk og psykisk vold – konklusion
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator
Fysisk vold tages alvorligt i dag, men der er en tendens til at kræve egentlig domfældelse, før man overhovedet lader det indgå i sagen. Psykisk vold negligeres, nedtones og bagatelliseres efter min opfattelse for meget.
Om både psykisk og fysisk vold finder jeg, at det bør indskærpes, at emnet skal tages alvorligt og gerne må indgå i en psykolog- eller lægefaglig undersøgelse i sagen omfattende adfærdens eksistens og mulige indflydelse på børnene.
Fysisk vold.
Vold udøvet mod barnet har som udgangspunkt afgørende betydning for vurdering af bopæl og samvær men i mindre grad for forældremyndigheden. Som eksempel kan nævnes TFA 2009/566 VLD, der vedrørte 2 børn på 7 og 9 år, som havde haft bopæl hos F, og som nu var straffet efter strfl. § 245 for vold mod børnene, der nu var anbragt uden for hjemmet. Landsretten overførte bopælen under fortsat fælles forældremyndighed til M.
I afgørelsen fra Familiestyrelsen i TFA 2010/742 havde F været anmeldt for såvel vold som seksuelle krænkelser. Mens der ikke skete domfældelse vedrørende de seksuelle beskyldninger, blev F dømt for vold efter strfl. § 244 mod 2 af 3 børn. Statsforvaltningen ophævede samværet og lagde afgørende vægt på voldsdommen og på en udtalelse fra et familiecenter, der havde børnene i behandling.
Familiestyrelsen stadfæstede.
Vold udøvet mod moderen behandles noget anderledes. Som eksempel var forholdet i TFA 2010/450 ØLD, at F i 2008 var idømt 60 dages betinget fængsel for vold mod M. Under en sag om forældremyndighed og bopæl tillagde byretten forældremyndigheden til M og gav F uovervåget samvær.
Byrettens begrundelse:
”Forældremyndighed:
Efter parternes forklaringer og fabu’s rapport lægges det til grund, at der ikke er kommunikation mellem parterne, og at konflikniveauet er meget højt. Under disse omstændigheder og da F har erkendt at have udøvet vold mod M, er der af hensyn til børnene tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Påstanden herom tages derfor til følge.
Samvær:
Det fremgår af fabu’ rapport, at alle fire overvågede samvær er forløbet godt, naturligt og uden problemer. Der er derfor intet grundlag for at afbryde samværet. Da samværet er forløbet uden problemer og med god kontakt mellem F og børnene, er der heller ikke grundlag for, at det skal være overvåget.”
Dommen blev alene anket vedrørende samværet.
Landsrettens begrundelse:
”Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for børnene, at der fastsættes samvær mellem faderen og børnene som sket i byretten.
Landsretten stadfæster herefter dommen i det omfang, den er anket”
Jeg har ikke gennemgået samtlige afgørelser efter forældreansvarsloven, hvori vold er indgået. Det er mit indtryk, at situationerne er meget nuancerede. Mange afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær lægger generel vægt på selve konfliktniveauet. Dommerne har en klar tilbøjelighed til at nedtone voldsproblematikken særligt i de sager, hvor der ikke foreligger direkte dom for forholdet.
Jeg synes ikke, at voldssituationerne kan bedømmes efter en enten-ellerskabelon. De bør afgøres efter, hvad der er bedst for barnet.
Personligt har jeg vanskeligt ved at se en situation, hvor der har været udøvet vold mod barnet føre til bopæl hos voldsudøveren. På samme måde er det svært for mig at se et normalsamvær i den situation. Man kan tale nok så meget om resocialisering og tilgivelse. Det er altafgørende, hvordan barnet vil have det med samværet.
I situationer, hvor der foreligger vold mod moderen, bør det spille en afgørende rolle, om volden er oplevet af barnet. Jeg ser en tendens til, at man siger, at vold udøvet mod den anden forælder, slet ikke skal have indflydelse.
Selv om det er en 10 år gammel film, står Bænken i min bevidsthed med et eksempel på vold, hvor barnets reaktion på vold mod mor blev eksemplificeret til den voldelige far var samvær stod i mine tanker. Jeg anmeldte filmen i et nyhedsbrev og skrev blandt andet dette:
”Scenen, som sidder indgroet i min bevidsthed, har sammenhæng med det forhold, at det efter nugældende praksis slet ikke spiller nogen rolle for samværet, at der har været vold imellem ægtefællerne. Samværet kan kun stoppes, hvis det er mod barnet, at der er udøvet vold.
Drengens far har fundet ud af, hvor mor og barn opholder sig, og han får under temmelig dramatiske omstændigheder slæbt dem begge med hjem i huset, hvor han bor. Her gennemtæsker han konen så voldsomt, at hun bliver slået til blods og ender på skadestuen.
Da voldsangrebet starter, kravler den lille dreng ind i et kosteskab, hvor han krymper sig sammen og holder sig for ørerne, mens han meget højt synger “lille Peter Edderkop”.
Scenen er uhyggelig gribende. Det er helt tydeligt, at det ikke er første gang, og at drengen lige præcist kender sin egen plads og har afmagtens forsvarsmekanismer oppe.
Det er fuldstændig ufatteligt for mig, at man oven på den oplevelse blot kan tænke på at sende sådan en dreng i normalt samvær hos den, som ikke blot har gennemtævet hans mor men som af den grund alt andet lige må stå i det barns bevidsthed som den skyldige i, at han er bragt i en væmmelig social position.”
Det grundlæggende syn har jeg ikke ændret – og jeg håber, at der altid vil være en kritisk, børnebeskyttende vinkel på alt, hvad der handler om vold.
Psykisk vold. (Psykopati og lignende).
Jeg mindes ikke at have set nogen afgørelser, der i domsbegrundelsen refererer til psykisk vold. Der er mange sager, hvor en af parterne refererer til eller påberåber sig at have været udsat for psykisk vold, og hvor denne psykiske krænkelse angives at påvirke forælderens forhold til børnene.
Efter min opfattelse er den psykiske vold langt alvorligere end den fysiske vold i relation til forældreansvarslovens emneområde. Fysisk vold kan parterne og børnene på et eller andet plan forholde sig til.
Der er desværre en tendens til, at emnet latterliggøres af de professionelle aktører.
Det gælder både dommere, sagsbehandlere og psykologer i statsforvaltningerne og advokater.
Et af problemerne er, at her kan man for alvor sjældent ”bevise” noget. Et andet problem er, at man udover at sandsynliggøre den psykiske vold kan have svært ved at afgøre, hvilken betydning det har for børnene.
Den psykiske volds allestedsnærværende hovedfaktor er den psykopatiske forælder.
Det er ikke rimeligt at negligere og nedtale fænomenet. Det eksisterer og i langt videre grad end anerkendt i familiesagerne. Der findes megen litteratur om psykopati (der vist i øvrigt i dag har en andet og finere klinisk betegnelse). Det står fast, at lidelsen er temmelig udbredt men i varierende styrke. Det er lige så klart, at ikke alle med psykopatiske træk er uegnede som forældre eller samværsforældre. Man må blot gøre sig klart, at den, som har været offer for den pågældende og måske oplevet vedkommendes pres på børnene, vil være i panisk angst for påvirkningen af børnene.
Jeg har i øjeblikket to løbende sager, hvor begrebet fylder med en sådan rette, at man som minimum burde tillade en bevisførelse ud over det, der normalt accepteres i disse sager.
Når man er derude i en sag, hvor en beskyldning om psykisk vold, psykopati eller lignende er på banen, bør man vurdere validiteten af beskydningen. Man må prøve at bore i, hvad der reelt ligger bag. Der må være noget galt med den ene eller den anden. Vi kan som jurister ikke vurdere, hvad der er sandt eller falsk. Man kan heller ikke bare vælge, at lade den på overfladen charmerende forælder få børnene.
I disse sager bør man tage konsekvensen fuldt ud og foranstalte de nødvendige oplysninger fremskaffet.
En børnesagkyndig undersøgelse er ikke tilstrækkelig. Spørgsmålet er, hvordan man får gennemført en undersøgelse af de voksnes forælderevne og adfærd. En sådan undersøgelse og vurdering af hver af forældrene gennemføres uhyre sjældent. Jeg har ovenfor nævnt et aktuelt eksempel på det. Sidst jeg selv havde succes med en egentlig psykiatrisk undersøgelse af en forælder, var i 2006.
I min seneste endnu uafklarede sag, hvor emnet psykisk vold, foreligger den helt barokke situation, at farens nu voksne særbarn fra et tidligere forhold ønsker at stå frem for at vidne om farens adfærd – angiveligt for at redde lillesøster.
Men det har byretten (selvfølgelig) afslået. Spørgsmålet er kæret, men mine forventninger til landsretten er ikke store.
Sammenfattende om psykisk og fysisk vold finder jeg, at det bør indskærpes, at emnet skal tages alvorligt og gerne må indgå i en psykolog- eller lægefaglig undersøgelse i sagen omfattende adfærdens eksistens og mulige indflydelse på børnene.
Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening.
Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær.
Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau, der påvirker børnene.
Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder.
Vi er også enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig
opgave at træffe de rigtige afgørelser.
Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.
Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.
Hensynet til barnet vejer tungt.
Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt
Viggo Bækgaard – 11. januar 2012