Fuld forældremyndighed over to drenge på 13 og 15 år ophævet og tillagt M, der havde bortført dem til Spanien efter en tvangsanbringelse, TFA 2015/133 ØLD

Fuld forældremyndighed over to drenge på 13 og 15 år ophævet og tillagt M, der havde bortført dem til Spanien efter en tvangsanbringelse, TFA 2015/133 ØLD

Byrettens begrundelse:

Efter det oplyste om parternes forhold, herunder parternes samstemmende forklaringer herom, er der sikre holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste. Den fælles forældremyndighed ophæves derfor, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig det oplyste om parternes indstilling til spørgsmålet om anbringelse af børnene uden for hjemmet, finder retten at måtte anse det for bedst for børnene, at forældremyndigheden tillægges sagsøgte, jf. forældreansvarslovens § 4.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at retten i medfør af retsplejelovens § 449 har beskikket advokat for sagsøgeren. Sagsøgeren pålægges derfor at erstatte statskassen de hermed forbundne udgifter, jf. retsplejelovens § 449, 2. pkt.

Landsrettens begrundelse:

Ifølge sagens oplysninger, der er bekræftet ved de afgivne forklaringer, har A ikke været sammen med sin far, siden børnene i 2005 opholdt sig hos ham i 6 måneder under morens sygdom. B har siden 2005 kun været sammen med sin far i marts 2013, hvor han var på besøg sammen med en person fra sit bosted. F har heller ikke haft anden kontakt med eller forsøgt at kontakte børnene bortset fra i 2006 eller 2007, hvor han sendte et brev og en gave til B i anledning af B’s fødselsdag. Hans indstilling til kommunens planer i 2011 om tvangsfjernelse og efterfølgende tvangsanbringelse af A og B bygger derfor alene på kommunens oplysninger og hans erindring af ældre dato om børnenes og parternes forhold.

F har under sin forklaring for landsretten tilkendegivet, at børnene ikke kan bo hos ham, og at de også derfor, såfremt han får forældremyndigheden alene, fortsat skal være anbragt udenfor hjemmet.

Efter det oplyste lægges det til grund, at M har medtaget A og B til Spanien for at hindre den fortsatte tvangsanbringelse, der senest er stadfæstet ved Nykøbing Falster Rets dom af 21. maj 2014 og indbragt for Østre Landsret, hvor sagen forventes domsforhandlet den 3. december 2014.

Som sagen foreligger oplyst for landsretten, tiltrædes det, at der er faste holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om børnenes forhold til deres bedste, herunder navnlig om hvorvidt børnenes bedste kan og bør varetages på anden måde end ved anbringelse udenfor hjemmet. Derfor stadfæstes byrettens bestemmelse om, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.

I en afvejning af parternes forhold, herunder farens fravær i børnenes liv siden 2005, og hvorom der i det væsentlige ikke er udsigt til forandring, og morens adfærd, der må give anledning til bekymring om børnenes trivsel, findes det bedst for A og B, at forældremyndigheden over dem tillægges M alene.

Det bemærkes, at spørgsmålet om anbringelse af børnene udenfor hjemmet med en afvejning af de hensyn, der her skal efterprøves, er genstand for selvstændig prøvelse ved Østre Landsret.

kommentar:

Afgørelsen viser, at sager om børn er underlagt konkret vurdering af de konkrete børns konkrete forhold.