F’s adfærd gjorde klart, at parternes uoverensstemmelser nu var så tungtvejende, at den fælles forældremyndighed måtte ophæves. Forældremyndigheden blev tillagt M, TFA2011.144 VLD.

F’s adfærd gjorde klart, at parternes uoverensstemmelser nu var så tungtvejende, at den fælles forældremyndighed måtte ophæves. Forældremyndigheden blev tillagt M, TFA2011.144 VLD.

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af de børnesagkyndige erklæringer og af parternes forklaringer, at A er nært knyttet til begge sine forældre, og retten anser begge for at være i stand til at varetage forældremyndigheden over ham. Det fremgår dog – senest ved forsøget på at gennemføre samtale med drengen – at han nu er stærkt påvirket af den aktuelle konflikt, og det må derfor ved sagens afgørelse indgå som et væsentligt moment, hvordan der fremover kan ske en forbedring af samarbejdet.

Parterne har samstemmende forklaret, at man i perioden mellem sagerne om forældremyndighed har haft et godt samarbejde med en ligelig samværsordning. Det ses som udtryk herfor, at sagsøgte i februar 2008 indvilgede i at give sagsøgeren del i forældremyndigheden.

Sagsøgeren beskrives i de børnesagkyndige undersøgelser og fremtræder i retten som stærkt følelsesmæssigt påvirket af parternes konflikt, og han forklarer om overvågning af sagsøgte og A og anden adfærd, som ikke forekommer at være befordrende for parternes samarbejde. Retten anser dog dette for at være således sammenhængende med den aktuelle konflikt, at der ikke er nogen tungtvejende betænkelighed ved at fæste lid til parternes udtrykte ønske om at genetablere et godt samarbejde, når der ikke verserer sag om forældremyndigheden.

Retten finder herefter ikke, at der foreligger tungtvejende grunde, som kan begrunde et ophør af den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens 11.

A har haft bopæl hos sagsøgte, siden han var godt 2 år, men retten vurderer på baggrund af de børnesagkyndige undersøgelser og det oplyste om samværsaftalerne, at man ikke kan pege på den ene af forældrene som primær omsorgsperson for drengen.

I den børnesagkyndige undersøgelse fra 2004 blev det konkluderet, at der i relationerne mellem sagsøgte og A blev set en særlig tæthed og samhørighed, og at sagsøgte var den, der i forhold til skilsmissen virkede mest afklaret og derfor med mere ro i sit liv.

I den aktuelle børnesagkyndige undersøgelse suppleret med forklaringen i retten gives samme indtryk, men den børnesagkyndige tilkendegiver en betænkelighed vedrørende sagsøgte på grund af dennes arbejde som forpagter af nogle værtshuse og på baggrund af de fysiske forhold i det nedlagte landbrug, hvor sagsøgte boede med sin samlever.

Med det, der nu er oplyst om sagsøgtes bopæl nær skolen i B by og hendes nye arbejde sammenholdt med udtalelserne fra skolen, finder retten, at man i vidt omfang kan se bort fra den børnesagkyndiges betænkeligheder.

Det er rettens vurdering på baggrund af parternes forklaringer i retten, at sagsøgte vil være den, der bedst vil kunne formidle det fremtidige samarbejde, som er en forudsætning for en velfungerende fælles forældremyndighed og til gavn for barnet. På denne baggrund findes det bedst stemmende med hensynet til barnet, at bopælen uændret placeres hos sagsøgte, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Rettens afgørelse vedrørende samvær skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens 4. Med afstanden til sagsøgerens bopæl i C, barnets alder og dets behov for ro efter en lang konflikt finder retten, at det vil være betænkeligt at fortsætte den nuværende 7/7-samværsordning. En 5/9-ordning findes bedre stemmende med hensynet til drengen, og påstanden herom tages derfor til følge, jf. nærmere nedenfor.

Landsrettens begrundelse:

Som anført i byrettens dom foreligger der i sagen oplysninger om en adfærd fra F’s side, som ikke forekommer befordrende for parternes samarbejde. Dette er nu yderligere bestyrket efter F’s egenmægtige og langvarige tilbageholdelse af A fra hans omgivelser i B og fra den skolegang, han stod for at skulle påbegynde. Det er på denne baggrund godtgjort, at parternes uoverensstemmelser har fået et sådant omfang, at konflikterne overskygger det positive for A i, at parterne har fælles forældremyndighed. Da der derfor foreligger tungtvejende grunde for at ophæve den fælles forældremyndighed, tager landsretten påstanden herom til følge.

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at der ikke er konstateret noget bekymrende omkring pasning og trivsel hos A, og at moderen er mere afklaret i sin forældrerolle og har nemmere ved at sætte grænser over for A end faderen. Der foreligger efter bevisførelsen endvidere ikke omsorgssvigt fra M’s side, der kan komme i betragtning over for den tilsidesættelse af hensynet til A, som er sket ved F’s tilbageholdelse af A med alvorlige konsekvenser for hans skolegang. Det fremgår endelig af referatet af byretsdommerens samtale med A, at A udelukkende fortalte om børn, der bor i området ved M’s bopæl.

Det må derfor anses for bedst for A, at forældremyndigheden over ham tillægges M.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten endelig afgørelsen om samvær.