Fortsat fælles forældremyndighed over 6-årig D, der ubestridt skulle bo hos M. Fortsat samvær i en 10/4 ordning. OLD 14. juni 2011, utrykt

Fortsat fælles forældremyndighed over 6-årig D, der ubestridt skulle bo hos M. Fortsat samvær i en 10/4 ordning. OLD 14. juni 2011, utrykt 

Kort problemstilling:

M ønskede den fælles forældremyndighed ophævet og samværet begrænset. F anfægtede ikke, at D skulle bo hos mor men ønskede fortsat fælles forældremyndighed og samvær i samme omfang som hidtil.

F havde to nu halvvoksne særbørn – drenge – på 16 og 18 år, som han havde haft forældremyndigheden over, siden de var 4 og 6 år, og de havde haft begrænset kontakt med deres mor grundet forhold hos denne.

M havde anmeldt F for vold mod det yngste af hans drenge.

Der var i statsforvaltningen gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, der anbefalede fortsat samvær. Den børnesagkyndige havde ikke haft i opdrag at vurdere Fs forhold til sine drenge. F søgte tilladelse til at fremlægge udtalelser fra drengene men fik ikke medhold deri.

M havde indbragt den børnesagkyndige for psykolognævnet. Afgørelse herfra forelå ikke under sagen. M protesterede mod ny børnesagkyndig undersøgelse i almindelighed og supplerende undersøgelse ved samme børnesagkyndige i særdeleshed. Landsretten besluttede en supplerende undersøgelse ved samme børnesagkyndige og på Fs foranledning nu med fokus også på Fs forhold til de store drenge. Også herefter anbefaledes fortsat samvær.

F og M boede henholdsvis i Østjylland og på Sydsjælland. Afstanden var årsagen til 10-4-samværet. Fordelingen af hente-bringe må antages at have baggrund i, at det var M, der var flyttet fra Østjylland med børnene. Resultatet var ikke nærmere begrundet i hverken by- eller landsret.

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarsloven er det klare udgangspunkt fælles forældremyndighed, med mindre der er tungtvejende grunde til at ophæve den.

I denne sag er der overhovedet ikke noget, der indicerer, at der skulle være sådanne tungtvejende grunde, hverken i de indhentede udtalelser eller i de af moren fremhævede omstændigheder.

Retten beslutter derfor, at den fælles forældremyndighed skal opretholdes og efter parternes enighed med bopæl hos M.

Det er et grundlæggende princip i loven, at barnet har ret til samvær med den forælder, det ikke bor hos. Ophævelsen af denne ret kræver, at det er påkrævet af hensyn til barnet.

I denne sag er der intet, der tyder på, at det af hensyn til D skulle være påkrævet med en ophævelse af hans samværsret. Tværtimod peger den børnesagkyndige udtalelse og bemærkningerne fra børnehaven på, at D profiterer af samværet med sin far og kontakten med sine to ældre brødre, som han efter det oplyste føler sig knyttet til.

Der er for retten ikke oplyst om omstændigheder, som gør, at samværet af hensyn til D bør være overvåget af tredjeperson, heller ikke i en overgangsperiode. Da samværet hen over julen og nytåret må formodes at være genetableret gradvist, og da retten ikke har modtaget bemærkninger imod den af F påståede samværsret, og da denne skønnes at være stemmende med , hvad der er bedst for D, tages Fs påstand om samvær til følge.

(Samvær i ulige uger fra fredag til mandag (10-4-ordning) – nogenlunde sædvanlig feriefordeling med 3 ugers sommerferie. Samværsforælder henter og bopælsforælder henter tilbage. Hver part egne udgifter til transport).

Landsrettens begrundelse.

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om indhentelse af yderligere oplysninger.

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at der ikke foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, hvorfor den fælles forældremyndighed opretholdes.

Parterne er enige om, at D bor hos M, og samværet mellem D og F er nu genetableret ved, at der siden byrettens dom har været almindeligt weekendsamvær.

Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder den supplerende erklæring af 15. april 2011, findes det af de grunde, der er anført af byretten, bedst for D, at der fastsættes samvær som af byretten anført. For så vidt angår sommerferien 2011 fastsættes samværet dog alene til en uges samvær som nedenfor bestemt.

Landsretten stadfæster derfor dommen med denne ændring.