Fortsat fælles forældremyndighed om P1 og P2 på 10 og 13 år på trods af dårligt samarbejde og sjældent samvær, Retten i Næstved 21. januar 2011

Fortsat fælles forældremyndighed om P1 og P2 på 10 og 13 år på trods af dårligt samarbejde og sjældent samvær, Retten i Næstved 21. januar 2011

Forældrene havde boet sammen i Schweiz, indtil de gik fra hinanden i december 2001. F bor fortsat i Schweiz. Der havde i årene derefter været samvær i meget vekslende omfang. Grundet gnidninger i Fs nye hjem var P1 og P2 i perioder meget kede af samværet, der i et vist omfang foregået i Fs ferier i Danmark bl. a. hos dennes forældre.

Der havde været problemer omkring børnenes navne i forbindelse med, at M giftede sig igen, ligesom seneste pasudstedelse ikke var foregået gnidningsfrit, selv om passene bl. a. skulle bruges i forbindelse med samvær.

Begge børnene bekræftede under dommersamtalen de sporadiske samvær og udtrykte begge frustration over, hvad der i referatet må læses som svigt fra Fs side. Blandt andet var den største af pigerne ked af, at F ikke vil deltage i hendes konfirmation.

Byrettens begrundelse:

F har boet i Tyskland og Schweiz, og M i Danmark siden samlivsophævelsen i slutningen af 2001, og parternes samarbejde og kommunikation har været og er i nogle henseender dårligt.

Alligevel har F regelmæssigt haft samvær med børnene, og det må antages, at parterne er i stand til at samarbejde om de væsentligste beslutninger om børnene.

Herefter finder retten, at der ikke foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11.

kommentar:

Jeg repræsenterede M i sagen.

Sagens resultat er måske ikke afgørende overraskende.

I en tid, hvor forældreansvarsloven skal op til revision, finder jeg alligevel anledning til at bruge den konkrete sag som refleksion.

Det første er det materielle. Hvor er det lige, at det giver mening at kræve af forældre, som åbenlyst ikke kan samarbejde, at de skal have fælles forældremyndighed. Dertil kommer, at der næsten ikke kan tænkes en konkret situation, hvor forældrene kvalificeret kan drøfte forhold omkring børnene med henblik på enighed. Her spiller den fysiske afstand altså ind, synes jeg. Meget sjælden kontakt mellem F og børn gør det heller ikke åbenlyst let for ham at deltage i relevante beslutninger. Hvor er egentlig grundlaget for beslutningerne? Kræver det ikke et lidt mere indgående kendskab til barnet?

Det andet var selve retssagsoplevelsen, der selvfølgelig havde at gøre med den konkrete dommer. Dommeren var konkret ”til fælles forældremyndighed” som grundholdning. Det gav sig udslag ved en meget lang indledende enetale om, hvor vigtigt det er, at forældre kan samarbejde – og hvor uheldigt det derfor er, at de overhovedet går i retten om forældremyndighedsspørgsmål. Vi skulle alle vide dette. Ja advokaterne og i den sammenhæng vel særligt mig som advokat for den, der havde bedt om en retssag, skulle belæres om forældreansvarslovens grundide.

Dommen er ikke anket (endnu), og ankefristen er ikke udløbet.

Jeg har selvfølgelig drøftet en eventuel anke med M og vil godt berige mine læsere med overvejelserne, som er tilpas generelle.

Allerede på vores første møde drøftede vi ”det betimelige i at fortsætte en sag om eneforældremyndighed, når risikoen trods alt er stor for, at hun i virkeligheden ikke får det gennemført”.

Det vanskelige ved forældreansvarsloven er, at selve forældremyndighedsbegrebet jo kun vedrører ”de store beslutninger i livet”, som vi har talt om flere gange. Selve samværsspørgsmålet er ikke centralt i vurderingen af forældremyndigheden. Dermed ikke sagt, at det er uden betydning. Forløbet af samværet indvirker selvfølgelig på det generelle samarbejde, der faktisk har betydning.

Selve byretsdommens resultat overrasker slet ikke, når vi tænker tilbage på forløbet.

Dommeren udsendte jo verdens klareste signal om, at han ikke gad den sag overhovedet. Han havde besluttet sig.

Mange dommere er stærkt optaget af, at der skal ses fremad og ikke tilbage. Man skal tale pænt om hinanden og må faktisk helst ikke overhovedet nævne det, der er baggrunden for, at en af parterne har valgt at gå i retten.

Lykkes det dem at forpurre en sådan klarhed, gør det jo også blot arbejdet lettere for dommeren, når der skal skrives en afgørelse. Du husker sikkert næsten bedre end mig, at jeg under min afhøring af dig måtte bede dommeren blande sig uden om med mit spørgsmål til ham om, hvorvidt han hellere så, at vi pakkede sammen og gav ham en frieftermiddag, når han allerede havde bestemt sig. Det var lidt småflabet men gav dog en acceptabel dommeradfærd for resten af retsmødet. Risikoen var ringe, da han havde bestemt sig, så vi kun kunne håbe, at han indså, at vi ikke sad i retten for sjov.

Børnesamtalen i en sag, der alene handler om forældremyndighed, giver ikke selvstændigt anden mening end at opfylde lovens krav om, at børnene så formelt er inddraget.

Jeg har hele tiden vurderet, at det ikke var sikkert, at du kan få ophævet forældremyndigheden. Der er flere afgørelser, hvor det er slået fast, at de store afstande ikke i sig selv betyder noget for fælles forældremyndighed. Det er og bliver samarbejdet, der er afgørende.

I den sammenhæng vurderer jeg, at sagen ligger i det minefelt, hvor det bør kunne svinge begge veje. Sammenfattende skal M selvfølgelig vurdere, om hun oplever det som så besværligt med fælles forældremyndighed, at hun vil ofre omkostninger på en ankesag, hvis resultat er usikker.

Men husk endnu engang, at forældremyndighed og samvær ikke har noget direkte med hinanden at gøre.

Viggo Bækgaard