Forældremyndigheden over nu 11-årig P ikke overført fra M til F, ØLD af 1. juli 2009

Forældremyndigheden over nu 11-årig P ikke overført fra M til F, ØLD af 1. juli 2009

Forældrene levede sammen fra 1997 til 2001.

 

Siden samlivsophævelsen har der været 3 retssager om forældremyndigheden. Under den første sag i 2001 blev der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse: Den børnesagkyndige anbefalede, at forældremyndigheden over P, der dengang var 2 år og 8 måneder, skulle placeres hos F. Byretten fulgte den anbefaling, men landsretten fastslog dengang, at forældremyndigheden skulle være hos M med denne begrundelse:

 

Under hensyn hertil (den primære omsorgsperson), og idet der heller ikke i øvrigt foreligger objektive omstændigheder, der anfægter moderens forældreevne, findes det beds for P, at forældremyndigheden over hende tillægges M.”

Landsrettens dom i 2001 synes således at forudsætte et objektivitetskriterium som betingelse for, at moderen ikke kunne fraskrives den fulde forældremyndighed. Den afgørelse er selvfølgelig nu retshistorie men dog tankevækkende.

 

I 2005 gennemførtes den anden forældremyndighedssag, idet P over for F hævdede, at hun blev slået af mor, og at der blev anvendt fysisk magt over for hende.  Byretten nægtede dengang at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse på ny, ligesom P, der dengang var omkring 6½år, ikke blev hørt af dommeren.

 

Byrettens begrundelse i 2005 lød således:

 

”Retten har ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra F om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Efter det for retten oplyste, herunder erklæringen fra * skole, er P et glad og velfungerende barn, og efter de foreliggende oplysninger, findes der ikke at foreligge væsentligt forandrede forhold eller sådanne særlige omstændigheder,  at det medfører, at det må anses for bedst for P, at forældremyndigheden over hende fratages M og overføres til F, jf. § 13 i lov om forældremyndighed og samvær.”

 

Også denne afgørelse er retshistorie.

 

I julen 2008 stak P af fra M, idet hun angiveligt var blevet slået af hende. F indgav begæring om midlertidig forældremyndighed den 30. december 2007 Statsforvaltningen havde P til samtale den 5. februar 2008 og traf afgørelse om midlertidig forældremyndighed den 25. februar 2009.

 

Under den nye retssag gennemførtes en ny børnesagkyndig undersøgelse ved en anden børnesagkyndig end den oprindelige fra 2001. Undersøgelsen sammenfatter i den moderne form og i min oversættelse her, at det ”nok vil være bedst for P, at hun fortsat bor hos F.”

 

Byrettens begrundelse for resultatet:

 

”Parterne har begge forklaret, at de har så langvarige og dybtliggende konflikter, at de ikke vil kunne samarbejde om fælles forældremyndighed. Det samme er kommet til udtryk i sagens bilag. Der er således tungtvejende grunde, der taler for, at der ikke skal være fælles forældremyndighed.

P er følelsesmæssigt knyttet til begge sine forældre, der utvilsomt begge vil hende det bedste og hver på sin måde har været ansvarlige og kærlige forældre. Efter resultatet af den børnesagkyndigeundersøgelse finder retten imidlertid, at det vil være bedst for P, at forældremyndigheden over hende overføres til F, sådan at F bliver ved med at bo hos sin far, som hun har gjort siden slutningen af 2007 og hvor hun trives.”

 

Landsrettens begrundelse:

 

“Efter de foreliggende oplysninger om parterne og deres forhold til P, finder landsretten, at det vil være bedst for den nu 11-årige P, at forældremyndigheden over hende forbliver hos M, der gennem Ps opvækst har været hendes primære omsorgsperson, således at P kan fortsætte i sin skole og med sine kammerater.

 

Min kommentar deler sig i to, idet jeg vælger at opretholde kommentarerne, som de lød efter byretsdommen:

 

Kommentar:

Jeg har medtaget det hidtidige forløb for at beskrive nogle karakteristika, som jeg personligt finder påfaldende.

Det første er, at landsretten i 2001 regulært tilsidesatte den børnesagkyndige undersøgelse.

Det andet er, at byretten i 2005 i virkeligheden tilsidesatte selve grundlaget for sagsanlægget fra F. F hævdede jo, at P blev slået af M. Retten traf afgørelse alene på partsforklaringerne, der selvfølgelig må have været modstridende.

Det tredje er tidsforløbet fra Ps flugt fra M i december til den foreløbige afgørelse og til byretsdommen 13 måneder efter flugten fra hjemmet.

Supplerende aftalte parterne, at P ikke skulle skifte skole, mens byretssagen kørte, hvorfor P også af den grund har været i et vakuum ret længe.

Endelig er det såmænd i sig selv påfaldende, at man kan have en kamp om et barn i 10 år. Og der er ingen garanti for, at det slutter hermed.

 

Dommen er anket til landsretten.

 

Kommentar til landsretsdommen.

 

Dommen er chockerende. Ps udsagn var entydige. Landsdommerne mangler efter min allerbedste opfattelse forbindelse til det virkelige liv. De ønskede ikke at høre den 11-årige gennem en samtale og negligerer alligevel den børnesagkyndige erklæring, som forelå.

 

Hvordan skal denne konkrete pige dog nogensinde få tillid til voksne endsige myndigheder? Hun har gang på gang udtrykt sig klart og utvetydigt. Hun har selv truffet valg og tilkendegivet dem. To ganske vist forskellige afdelinger i Østre Landsret kommer med 8 års mellemrum med intetsigende præmisser, der tilsidesætter 2 forskellige børnesagkyndige erklæringer.

 

Der er søgt 3-instansbevilling, hvilket det stort set er umuligt at få.

 

Jeg har i forbindelse med en debat om brugen af børnesagkyndige undersøgelser i en artikel her på hjemmesiden skrevet, at manglende børnesagkyndige undersøgelser  giver et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi retten bliver utroværdig og mister den autoritet, som bør være retssamfundets kendetegn. En retsafgørelse skal have en sådan saglighed og validitet, at selv taberen har en oplevelse af at være blevet hørt, og at sagen er ordentlig undersøgt. En afgørelse, som opleves truffet på baggrund af en skinproces, hvor alene magten i sig selv statuerer et resultat, er alvorligt bekymrende (http://www.boernogsamvaer.dk/artikler/Artikler%202009/om_manglende_bsu.htm).

 

Domstolenes troværdighed bliver ikke bedre af, at man uden reel begrundelse tilsidesætter de råd, som er i sådanne undersøgelser.

 

Viggo Bækgaard