Forældremyndigheden over D overført til F, idet M var gået under jorden og formentlig var rejst til udlandet med D, Roskilde rets dom af 30. juni 2011.

Forældremyndigheden over D overført til F, idet M var gået under jorden og formentlig var rejst til udlandet med D, Roskilde rets dom af 30. juni 2011.

Byrettens begrundelse:

M har ved at rejse til udlandet med D uden forudgående underretning af sagsøgeren, jf. forældreansvarslovens § 18 og uden at give livstegn om sit nuværende opholdssted draget en meget vidtgående konsekvens af parternes konflikt og reelt frataget D muligheden for at se sin far, ligesom sagsøgte har taget D ud af sit vante miljø og skole.

Sagsøgte har ved sin forsvinden afskåret en bevisførelse om, hvad der er bedst for D i forhold til sine nu væsentligt ændrede livsvilkår herunder sine egne synspunkter herom.

Under disse omstændigheder og på det foreliggende oplysningsgrundlag finder retten det bedst for F at forældremyndigheden indtil videre overføres til F alene.

Kommentar:

Afgørelsen vedrører det samme barn som i ØLK af 4. april 2011.

Jeg kender ikke barnets alder, forældrenes forhold eller omfang og karakteren af deres indbyrdes konflikt.

De følgende bemærkninger er derfor mere generelle i lyset af debatten om revision af forældreansvarsloven, herunder debatten om samværschikane med videre.

Jeg fornemmer en vis opblødning i retning af konsekvenssætning fra domstolenes side. Det er en udvikling, som jeg egentlig støtter men under den soleklare forudsætning, at sagerne så også bliver undersøgt helt til bunds, jfr. min seneste artikel om samværschikane (link)

Afgørelsen er interessant derved, at skruen i al fald strammes ganske markant om den type samværschikane, der giver sig udslag i, at den ene af parterne går helt under jorden med barnet, før der er givet mulighed for en oplysning og gennemførelse af sagen.

Jeg ved ikke, om dommen er eller bliver anket.

I så fald vil det nok være klogt af M at møde op under ankesagen, jfr. TFA 2011/282 ØLD.

Afgørelsen må selvfølgelig give en alvorlig advarsel til enhver, som i afmagt kunne finde på at gå under jorden med sit barn. Det kan helt grundlæggende aldrig anbefales.

Men meget er altså ikke sort-hvidt i disse sager.

En særlig  problemstilling ligger i de sager, hvor der er udlændinge med tilknytning til ikke-Haagerkonventionslande involverede. (Det er lande, hvor man ikke kan benytte reglerne om tilbgegivelse af børn efter den lov, som vi her i landet betegner som børnebortførelsesloven). Her hjælper en afgørelse som denne ikke meget, og spørgsmålet forbigås i disse betragtninger.

En anden problemstilling gælder en helt almindelig dansk forælder, som grundlæggende tager god vare på sit barn men føler sig så forfulgt af barnets anden forælder – og så lidt hørt af ”systemet”, at forælderen vælger at ”flygte” ud af landet.

Her opgiver man en ofte tryg dansk tilværelse for at slå sig ned et helt andet sted alene af den grund.

Selv om det ikke er hverdagskost, sker det ikke helt sjældent.

Begrundelsen er simpelt hen for mange, at de virkelig ikke føler sig hørt og respekteret. Det er den gamle remse om samvær for enhver pris, der typisk spøger.

Utrygheden bunder i, at mange fortsat opfatter både statsforvaltningen og retten som et sted, hvor den politiske korrekthed fylder mere end det hensyn til barnet, der burde stå afgørende centralt.

Fra den vinkel, hvor jeg betragter hele børnesagsproblematikken, bør det give stof til eftertanke både i statsforvaltningen og i retten hver eneste gang, vi ser sådanne eksempler.

Jeg finder egentlig, at både landsrettens kendelse og byrettens dom er rigtig set ud fra en snæver juridisk vurdering.

Alligevel synes jeg, at byrettens begrundelse kommer til at halte. Det er jo rigtig nok, at konsekvensen af udeblivelsen er, at der derved afskæres en bevisførelse for, hvad der ville være bedst for barnet.

Men ingen kan på forhånd være sikker på, at der bliver lejlighed til bevisførelse. Det er ikke i alle sager, at der gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse. I næsten ingen sager tillader retterne vidneførelse i sager om forældremyndighed og bopæl.

Det er retten selv, der bestemmer bevisførelsen.

Utrygheden hos borgeren er relevant. Man kan aldrig som advokat love en part, at sagen vil blive behandlet fuldt seriøst med alle oplysninger på bordet og vendt grundigt.

Efter min opfattelse, burde man helt generelt tage forældrenes indsigelser alvorligt.

I sager som disse har jeg svært ved at se, hvad der skulle være til hinder for, at man gennemfører en helt almindelig og sædvanlig civil sag med fri bevisførelse og fri bevisbedømmelse.

I enhver bevisbedømmelse vil alt relevant selvfølgelig indgå. Herunder, at den ene part er gået under jorden med barnet. Det er og bliver en negativ parameter.

Men hvad nu, hvis alle omkring et barn, herunder de professionelle og uafhængige, måtte sige, at barnet ubetinget har det bedst hos den forælder, der er gået under jorden, og at der ”ikke har været røg, uden at der har været ild” – eller hvad ved jeg?

Ovennævnte betragtninger relaterer sig for så vidt ikke til denne konkrete afgørelse, som jeg her kommenterer. Men det er, som enhver læser af mine udsagn og artikler ved, et spørgsmål, der optager mig rigtig meget både som talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær – og som advokat.

Viggo Bækgaard