Forældremyndighed overført til F over 9-årig P efter Ms ugrundede beskyldninger om sexuelle krænkelser, TFA 2010/211 ØLD
Byrettens begrundelse
Der findes intet grundlag for at fastslå, at den børnesagkyndige, der har udarbejdet erklæringen af 11. marts 2009, har været inhabil, og at der derfor, som af sagsøgte anført, skal ses bort fra erklæringen.
Ved den børnesagkyndiges undersøgelse findes D i fuldt tilstrækkeligt omfang at være inddraget i sagen.
Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at forældrene siden samlivsophævelsen har haft et meget konfliktfyldt forhold til hinanden, hvilket har været til skade for D, der i lange perioder ikke har haft samvær med sin far. Det findes usandsynligt, at forældrene, hvis de får fælles forældremyndighed, i enighed vil kunne træffe væsentlige beslutninger vedrørende D’s forhold. Det findes derfor bedst for pigen, at forældrene ikke har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Begge parter er egnede til at have forældremyndigheden over D. Det må lægges til grund, at moderen har hindret faderen i at få samvær med D, og at der i den forbindelse har været talrige fogedforretninger, samt at moderen har fremsat beskyldninger mod faderen for seksuelle krænkelser mod D, og at ingen af de undersøgelser, der i den forbindelse har været iværksat, godtgør eller sandsynliggør, at D har været udsat for sådanne krænkelser fra faderens side. Moderen har således uden rimelig grund hindret faderens samvær med D. Oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring taler afgørende for, at forældremyndigheden overføres til faderen, der må antages at være den bedste til at sikre, at D i fremtiden får en god kontakt til begge forældre, og at der ikke vil opstå nye konflikter, således at pigen igen skal komme i en pinefuld loyalitetskonflikt mellem sine forældre.
Selv om D siden samlivsophævelsen har boet hos sin moder og er nært knyttet til hende og sin lillesøster, findes det på baggrund af det ovenfor anførte bedst for hende, at forældremyndigheden overføres til faderen, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, sidste led. Sagsøgerens påstand tages derfor til følge.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, der er anført af byretten, og da det, der er fremkommet for landsretten, understøtter disse, tiltrædes det, at forældremyndigheden over D overføres til faderen.
Landsretten bemærker yderligere, at faderen synes at være mest ressourcestærk og have bedst blik for D’s udvikling og tillige drage omsorg for, at D får den fornødne støtte.
Landsretten bemærker endvidere, at D må anses for at være faldet godt til hos faderen, men at landsretten ikke lægger afgørende vægt herpå henset til det korte tidsrum, som D har boet hos sin far sammenholdt med D’s hidtidige opvækst hos sin mor.
Kommentar:
Det er en afgørelse med forklaringer, som skal læses grundigt.
Jeg plejer at sige, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode og bliver som udgangspunkt lidt ked af det, når jeg ser en dom med ovenstående resultat. Når det er sagt, må man huske, at der faktisk er situationer, hvor beskyldninger om overgreb virkelig er grebet ud af den blå luft.
Jeg aner selvfølgelig ikke, hvad der er op eller ned. Men man kan af dommen se, at dommerne både i by- og landsret ikke har været i tvivl. Det samme gælder den børnesagkyndige, som blev angrebet for inhabilitet.
Det interessanteste ved afgørelsen er næsten, at dommerne har haft modet til at give forældremyndigheden til F, selv om barnet havde boet hos M det meste af livet.
Viggo Bækgaard