Forældremyndighed over næsten 14-årig D overført fra F til M, Retten i Holbæk 19. juli 2022, utrykt
Byrettens begrundelse:
Bortset fra sager omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, kan den fælles forældremyndighed
kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Familieretten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at konfliktniveauet mellem parterne er meget højt, og at parternes kommunikation og samarbejde om D ikke fungerer og ikke har fungeret siden D blev født.
Familieretten lægger endvidere til grund, at konflikten har og har haft en betydelig negativ indflydelse på Ds trivsel, og at begge forældre på trods af dette hverken kan eller vil samarbejde om ham. På den baggrund er der konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ds forhold til hans bedste, og at det er bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder samtalen med D, finder retten, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham tillægges M alene.
Kommentar:
Det synes næsten at være en ”never ending story”.
Første sag om D startede i 2012, hvor D var 3 år gammel. Se eventuelt den seneste landsretssag mellem parterne fra 2018 med henvisning til den første sag.
Jeg har været på sidelinjen for F siden 2012.
Fra mit processkrift til denne nyeste sag citerer jeg nedenfor ganske lange ”overvejelser, herunder juridiske betragtninger”, idet betragtningerne er generelt relevante især i forhold til teenagergruppen, som D nu tilhører.
”Det kan være overordentligt vanskeligt for myndighederne at håndtere sager om teenagere generelt og særligt, når teenagerne involveres i et familiært krydsfelt.
Det forekommer åbenlyst og uden for diskussion eller tvivl, at D er i mistrivsel. Han har haft en barndom, der har været fyldt op af konflikt mellem forældrene.
Gennem flere retssager er det dokumenteret, at mor har haft voldsomme personlige udfordringer. En mor mistede ikke for 10 år siden bopælen over et 3 års barn, hvis ikke der var alvorlige problemer.
Jeg har gennem retssagerne set Ds udtalelser til forskellige børnesamtaler. Børnesamtaler, som jeg ikke inddrager som bilag i denne sag. Her vil jeg egentlig blot nævne, at de har været meget svingende. På tilsvarende vis agter jeg ikke at oplægge udtalelser fra psykiatrien (om M).
Ingen af delene er formentlig konkret relevante. Eller rettere kan siges, at de er mere relevante i det socialretlige perspektiv end i det familieretlige.
F har gennem årene udfyldt sin faderrolle så godt, som det har været muligt for ham.
For D har det formentlig stået lysende klart, at han har to forældre, med afgørende forskellig tilgang til forældrerollen. Far har set fra Ds perspektiv været ganske kontant i sin opdragelsesfacon. Mor har set fra samme perspektiv været totalt eftergivende.
Man behøver ikke at have megen indsigt i teenageres tankeunivers for at forstå, hvad man som teenager foretrækker.
Jeg konstaterer som faktum, at D lige nu har stemt med fødderne. Han har tilvalgt mor og fravalgt far.
Vi ved sådan set alle sammen, at det ikke for alvor giver mening at føre en retssag om, hvor barnet skal opholde sig, når det er 13 eller 14 år. Men som ansvarlig forælder har man konkret ikke rigtig andet valg.
Måske får vi med Ds situation illustreret dilemmaerne.
Vi er som samfund formentlig generelt enige om, at der er reelle grunde til, at vi har en myndighedsalder. Det har vi, fordi vi som samfund er bevidste om, at for teenagere gælder, at ”vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og hverken enten eller”. (citat Bølle Bob sangen ”ikke rigtig voksne” fra 70erne).
Vi har lovgivningsmæssigt en forældreansvarslov, der bygger på forestillingen om, at den skal regulere børn fra 0 til 18 år.
I den familieretlige kontekst skal afgørelser træffes efter, hvad der er ”bedst for barnet”.
Men vi kommer virkelig i et krydsfelt her.
Det er åbenlyst, at D mistrives. Det er åbenlyst, at det på ingen måde er blevet bedre af, at han er flygtet fra far til mor. Skoleudtalelsen og de nyeste underretninger og udtalelser synes at dokumentere, at mistrivslen eskalerer.
Familieretligt mener jeg, at man må tænke, at det vil være ”bedst for barnet”, at D fortsat bor hos sin far, der synes at have en fasthed i sin opdragelse, der vil kunne holde D på et spor, der giver ham chancer for at komme ud af børnelivet på en måde, der vil styrke hans fremtidsmuligheder i forhold til, hvad han lige nu synes på vej til.
Familieretten kan heroverfor tænke, at det ikke rigtig giver mening, når virkeligheden lige nu er, at det kan være rigtig svært at håndhæve den mest rigtige afgørelse. Retten kan samtidig tænke på bestemmelsen, der bestemmer, at retten skal tage hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed (forældreansvarslovens § 5).
Ovenstående fremkalder bestemt dilemmaer.
Her kommer så et andet dilemma for alvor frem. Når forældre ikke sammen magter at løse barnets situation, følger det af de sociale regler, at socialforvaltningen må træde til.
Jeg konstaterer, at det er besluttet at indlede en § 50 undersøgelse, hvilket jeg egentlig finder giver god mening. Idet jeg må gå ud fra som givet, at skolen har ret, når det oplyses, at mor har bedt om familievejledning men har fået det afslået, er jeg faktisk chockeret.
Thi det kan simpelthen ikke passe!
Jeg ser det sådan, at de sociale myndigheder har et ekstraordinært ansvar i en situation som denne. Jeg har ikke rigtig mod til at sige højt, hvad jeg reelt tænker vil være det rigtigste for D. Det er socialforvaltningen nødsaget til at tænke for mig.
Men jeg har mod til at sige højt, at den § 50-undersøgelse må føre til en eller anden form for konkret handling fra myndighederne.
Det har D simpelthen fortjent.”
Dommen omhandler ikke samvær, da jeg som advokat for F ikke vurderede, at det gav mening med en dom om samvær for en 14-årig, der har stemt med fødderne.
Jeg tror ikke, at dommen er anket, men er ikke ganske sikker. F ønskede det, men jeg frarådede og tilkendegav, at han i givet fald burde få friske øjne på.
Viggo Bækgaard
10. august 2022