Fogedretten skulle have afventet børnesamtale i statsforvaltningen, TFA 2012/163 ØLK

Fogedretten skulle have afventet børnesamtale i statsforvaltningen, TFA 2012/163 ØLK

Byrettens begrundelse

Det fremgår af retsplejelovens § 536, stk. 6, at fogedretten kun kan nægte at gennemføre samværet, såfremt samværet vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for fare.

Efter et samlet skøn over de oplysninger, der er fremkommet under sagen, finder fogedretten ikke, at det i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at D’s sjælelige eller legemlige helbred udsættes for alvorlig fare ved at blive udleveret til samvær. Fogedretten har lagt vægt på, at statsforvaltningen ved resolution af 28. januar 2011 har taget stilling til lignende problemstillinger som under nærværende sag, og at statsforvaltningen, på trods af indkaldelse til møde i statsforvaltningen den 22. november 2011, hvor D skal tale med en børnesagkyndig, ikke har fundet grundlag for at suspendere samværet.

F’s påstand tages til følge.

Henset til holdningen til udlevering bestemmer fogedretten i medfør af retsplejelovens § 536, stk. 2, at næste samvær, der er lørdag den 5. november 9-20, tvangsfuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøde.

Landsrettens begrundelse:

I retsmødet den 3. november 2011 gav M møde ved sin ægtefælle Æ i henhold til fuldmagt, og han modtog kærevejledning i forlængelse af den af fogedretten afsagte kendelse. M har endvidere selv forklaret, at hun forud for den 5. november 2011 havde forberedt D på, at hun skulle på samvær i overensstemmelse med fogedrettens kendelse af 3. november.

M må på denne baggrund anses for den 5. november 2011 at have været bekendt med fogedrettens afgørelse af 3. november 2011 om pålæg af tvangsbøde, og fogedretten har været berettiget til at anse den pålagte bøde for forfalden, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Sagen angår tvangsfuldbyrdelse af samvær med den snart 8-årige D. Der foreligger ikke oplysninger om D’s aktuelle holdning til samvær, ud over hvad der fremgår af parternes forklaringer i fogedretten, kæreskriftet og læge L’s underretning modtaget af – – – Kommune den 7. oktober 2011.

Efter retsplejelovens § 537, stk. 2, skal et barn, som har den fornødne alder og modenhed, under en samtale have mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det er skadeligt for barnet. Bestemmelsen har sammenhæng med forældreansvarslovens § 5, hvorefter der i alle forhold skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Efter lovens § 34, stk. 1, skal barnet inddrages under en sag om samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk, og at dette blandt andet kan ske ved samtaler med barnet.

Under hensyn til at statsforvaltningen havde indkaldt D til samtale med en børnesagkyndig allerede den 22. november 2011, burde fogedretten have afventet afholdelsen af denne, før der blev truffet afgørelse, jf. herved retsplejelovens § 537, stk. 2, jf. forældreansvarslovens § 5 og § 34.

Landsretten ophæver derfor den påkærede kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved fogedretten.