Fogedretten kunne ikke ændre vilkår om samvær aftalt i Statsforvaltningen, TFA 2014/236 ØLK
Byrettens begrundelse:
Det fremgår af retsbog af 7. januar 2013, at parterne har indgået forlig om blandt andet samvær. Det fremgår blandt andet, at far har samvær en ekstra hverdagsaften om ugen, med henblik på at B kan gå til fodbold.
Forliget kan herefter ikke fortolkes således, at far i stedet for en hverdagsaften skal have samvær med B hver søndag med henblik på fodbold.
Der henvises i forliget i øvrigt til aftalen indgået i Statsforvaltningen den 23. november 2010 og tillægget hertil af 16. marts 2012, der fortsat skal være gældende imellem parterne. Af aftale af 23. november 2010 fremgår, at der er julesamvær fra den 23. december og igen fra den 30. december. Af det senere tillæg af 16. marts 2012 fremgår imidlertid, at samværet er ændret således, at det i ulige år alene finder sted fra den 29. december.
Far har derfor forsøgt at få samvær efter den ikke længere gældende aftale. Under hensyn hertil er der ikke grundlag for at fastsætte erstatningssamvær.
Derfor bestemmes
Der fastsættes ikke erstatningssamvær, hverken for manglede jule-/nytårssamvær eller for fodboldsamvær.
Landsrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 21, stk. 1 og stk. 3, at det er Statsforvaltningen, der kan træffe afgørelse om samvær og ændre vilkår for samvær. Fogedretten har derfor ikke hjemmel til at ændre vilkårene for F’s samvær som fastslået i retsforlig af 7. januar 2013, der henviser til den mellem parterne i Statsforvaltningen indgåede aftale af 23. november 2010 med tillæg af 16. marts 2012.
Adgangen for fogedretten til at fastsætte erstatningssamvær omfatter alene samvær, hvortil der ikke er sket udlevering under fuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 5. Kærende har anmodet om fastsættelse af erstatningssamvær vedrørende et samvær den 23. december 2013 og den 30. december 2013 og dermed samvær, der tidsmæssigt ligger før, fogedretten modtog anmodningen fra kærende. Fogedretten har derfor ikke haft hjemmel til at behandle anmodningen om fastsættelse af erstatningssamvær, hvorfor bestemmes:
Fogedrettens kendelse ophæves, og kærendes anmodning afvises.
kommentar:
Det er hyppigt forekommende, at fogeden sådan set i den bedste hensigt forsøger at benytte parternes tilstedeværelse på samme tid i et lokale til at vride aftaler på plads endda i en form, hvor fogeden tilkendegiver at have en kompetence, som fogeden ganske enkelt ikke har.
I ”min” fogedret elsker lederen den fremgangsmåde og bøjer sig kun nødtvunget for retsplejeloven, når det meget kraftigt forklares, hvad fogedens kompetence er.
Da nogle fogeder samtidig er yderst tilbageholdende med at give retshjælpsdækning til parterne i en samværsfogedsag, må jeg vurdere, at fremgangsmåden benyttes i et vist omfang.
Her har vi så set en kendelse om spørgsmålet (igen igen).
Fogeden er og bliver alene en myndighed, der skal eksekvere andres afgørelser og alene må tage stilling til, om det er forsvarligt eller ej at udlevere et barn til samvær.
Fogedretten er ikke en ekstra statsforvaltning.
Med disse bemærkninger tager jeg ikke stilling til, om det kunne være godt eller skidt med sådan en kompetence.
Viggo Bækgaard