Far i klemme
forfatter: Bruno Skibbild, forlaget Power Press 2018
ISBN 978-87-970675-0-5
en boganmeldelse ved Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær.
“5 af 6 stjerner”
Om forfatteren:
Bruno Skibbild er cand. mag. i historie og idræt. Han er en af de mange, som på sin egen og børnenes krop har oplevet det ret forfærdelige danske ”retssystem”, og som har så meget personligt overskud, at han har formået at fortælle og perspektivere sin historie.
Jeg bør til indledning nævne, at jeg har kendt Bruno et stykke tid gennem vores fælles engagement i emnet, som bogen handler om. Bruno og jeg er langt hen af vejen på bølgelængde omkring emnet børn og samvær. På et tidspunkt tilbød jeg, at han kan holde sin københavnske bogreception på mit kontor, hvis altså ikke bogen faldt vildt uden for den skive, som jeg ville kunne stå inde for. Det gør den ikke.
Det betød, at jeg fik lejlighed til at læse manuskriptet. Jeg tror nu ikke, at det (alene) var mine forhåndsbemærkninger, som fik ham til at tage bogens anden del ud.
Bogen var nemlig oprindelig i to dele. Første del giver en meget grundig beskrivelse af forfatterens egen kamp med moderen til hans tvillinger og ikke mindst med ”systemet”, der især i denne sammenhæng er den lokale socialforvaltning men i nogen grad også det retlige system i Statsforvaltningen og domstolene. Den del er bibeholdt.
Anden del var en analyse af og nogle forslag til ændringer i systemet, som var meget koncentreret om behovet for uddannelse af de mennesker, som arbejder under stort ansvar i systemet.
Jeg har ikke set den redigerede og dermed endelige udgave og ved derfor reelt ikke, hvor det efterlader læseren i relation til ikke blot at forundres og forfærdes men også til at kunne reflektere kvalificeret over, hvad der i virkeligheden bør ændres, så forfærdelighederne ikke bare gentages. Jeg tiltror nu Bruno at få bundet en fornuftig sløjfe, så man ikke kommer til at sidde helt målløs og forundret tilbage. Det kan virke lidt sløjt at skrive en anmeldelse på det grundlag. Lavpraktisk har jeg ikke mulighed for at læse i ugen op til udgivelsen, fordi jeg cykler rundt nede langs Rhinen. Anmeldelsen er forprogrameret til hjemmesiden på udgivelsesdagen. Fars dag og grundlovsdag!
Forfatteren fremstår som autodidakt ekspert i forældreansvarsjuraen og det socialretlige anbringelsessystem. Ifølge den Store Danske ordbog er en autodidakt en person, der er selvlært og altså har tilegnet sig kundskaber på egen hånd uden at modtage undervisning. For Bruno Skibbild har det helt klart været ”learning by doing”.
En ren gyser fra det virkelige liv:
Bruno Skibbilds styrke er først og fremmest, at han formår at fortælle en sammenhængende ren gyserhistorie fra det virkelige liv. Han har optrådt en del i medierne, herunder særligt de sociale medier, med sin egen historie. Selv om jeg derfor sådan set kendte slutningen, sad jeg under læsningen med de svedige håndflader, som man får af gysere.
Historien har den modige effekt, at troværdigheden styrkes af, at forfatteren fortæller sin egen historie i et 10-års bagudrettet perspektiv uden at fremstille det som fiktion. Det modige består bestemt i, at de involverede og ganske vist anonyme deltagere eller statister i historien ville kunne møve sig frem og påstå, at historien er forvansket.
Med så stor tidsmæssig afstand tror jeg, at han har fået den personlige vrede neddroslet, selv om den bestemt kan mærkes. Samtidig er børnene nu så store, at de skønt ikke myndige har haft mulighed for i al fald i et vist omfang at sige god for offentliggørelsen, selv om man da godt kan fundere over fænomenet projektering, også når det gælder teenagere.
Ved læsning af bogen tænker man måske, at fortællingen virker vildt urealistisk. Det kan umuligt passe, at myndighederne er så håbløse. Forfatteren har i særlig grad været ramt af socialforvaltningens inkompetence. I mindre grad for ham er det Statsforvaltningen og retten, der har været skyld i håbløsheden. Men også dem!
Et sted formuleres det sådan: ”Jeg har altid troet, at myndighederne i Danmark var til for at varetage borgernes bedste”. Du behøver ikke tvivle på, at Bruno er blevet klogere på det punkt.
Som stikord eller teesere hudfletter han det børnesagkyndige selskab, der er en sammenslutning af mere eller mindre dygtige børnesagkyndige. Han beskriver også meget rammende Statsforvaltningens ”automatknap”, der i praksis indebærer afgørelser uden at respondere kvalificeret på faktum.
Forfatteren ved i dag godt, ”at Statsforvaltningen er topstyret, og at ”når man sammenligner forskellige afgørelser fra Statsforvaltningen, er ordlyden fuldstændig ens”.
Et sted funderer forfatteren over, at ”de samme fummelfingre, som var ansvarlige for mine børns lidelser, blev sat til at ”nytænke” deres eget system. Det er en katastrofe. Det er et demokratisk problem for vores samfund. Ingen ved, hvem der præcist sad i den arbejdsgruppe, så ingen kan blive stillet til ansvar, når det viser sig at være det samme skidt. Det er uansvarligt. Disse embedsmænd er urørlige.”
Hvor er det en rigtig analyse, Bruno!
Bruno har nogle interessante betragtninger om ”retsstaten”. Han fortæller om sin fars socialdemokratiske tro på den danske velfærdsstat. Han troede på, at statsmagten var til for at hjælpe folk, og at retsstaten indebar nogle rettigheder, der gav tryghed. En tro, som han belært af sønnens og børnebørnenes oplevelser måtte forlade inden sin død.
Vigtigere for embedsmændene at beskytte sig selv end børnene:
Ovenfor nævner jeg, at man som uvidende om sandheden må tænke, at beskrivelserne i bogen er grebet ud af den vilde fantasi og udtryk for løgnagtige overdrivelser.
Jeg kan personligt indestå for, at nok er forfatterens beskrivelse hårrejsende men desværre ikke så usædvanlig endda. Bare inden for det seneste halve år har jeg på mit skrivebord siddet med 2 sager, der i uhyggelig grad ligner embedsmandstyranni og uigennemtænkt magtbrynde i to forskellige socialforvaltninger.
I begge sager sidder jeg med en ret sikker formodning om, at embedsmændene optræder mere for at beskytte sig selv end børnene over for karakterafvigere.
Det er heller ikke helt sjældent, at jeg på mit kontor sidder med professionelle, der bruger en del af deres arbejdstid på at prædike politisk korrekthed – og hvor svært kan det være, samtidig med, at de på egen krop mærker afmagten over for karakterafvigere. Vel at mærke karakterafvigere, som systemet ikke vil anerkende.
Bruno Skibbilds beskrivelse af sin fars oplevelse dækker egentlig meget godt, hvad jeg selv oplevede, da jeg i 1999 for første gang som advokat indså, at Danmark på det her område har mere karakter af en bananrepublik. Det skrev jeg dengang som overskrift på et indlæg i en landsdækkende avis.
Det er skræmmende for et anstændigt rettænkende og systemtro menneske at opleve den sandhed.
Forfatterens beskrivelse af det faktiske forløb står som den ubetinget stærkeste del af bogen. Med min viden om den virkelige verden uden for Bruno Skibbilds private sag må jeg sige, at bogen er et hundrede procent læsværdig. Læs den med gys og vid, at sådan er verden i virkeligheden for nogen.
Lidt om bogens anden del, der slet ikke kom med.
Brunos vilde historie efterlader naturnødvendigt nogle refleksioner over, hvad der går galt – og ikke mindst, hvad der kan gøres bedre.
Mens bogen bliver til, er der indgået en politisk aftale, hvis rækkevidde det i dag ikke er rigtig muligt at skaffe et overblik over. Den nuværende forvirrende opgavedeling i : Statsforvaltning, Ankestyrelsen, domstolene (retten), fogedretten og socialforvaltningen har man intentioner om at forenkle. Uden lovforslag til aftalen er det ret usikkert, om det hele reelt bliver bedre.
Helt principielt er problemet ikke bare for ”almindelige mennesker” men såmænd også for en som mig, der i mange år har arbejdet i systemet, at det kan være svært at forstå, at der da i det mindste ikke er en eller anden, der har magt og agt til at tage affære, når noget helt oplagt er løbet af sporet.
Man kan let miste pusten lidt, når man skal prøve at forholde sig til, hvad der reelt kan gøres bedre.
I den del, der (måske) er smuttet helt ud af bogen, stilles nogle spørgsmål, som jeg godt vil tage med her, fordi de er centrale.
Der er brug for bedre ”uddannelse” af aktørerne i systemet. Men det er næppe gjort med ”uddannelse” alene. Der skal ske noget andet og mere i lovgivningen. Min allerstørste frygt i det måske kommende nye er netop kommunerne. som Bruno så flot hudfletter i bogen.
Personligt føler jeg mig bestemt ikke overbevist om, at Brunos problemer ikke også ville kunne opstå i det system, der nu lægges op til.
Kommunerne må for guds skyld ikke få ”magt”.
Forfatteren nævner flere gange i bogen ordet ”retssikkerhed” men forholder sig egentlig ikke til, hvad det så i virkeligheden er, eller hvordan vi når det.
Jeg er vildt spændt på bogens helhed. I min oprindelige kladde til denne anmeldelse skrev jeg, at bogens anden del var svagere end første. Lige nu er jeg en lille smule nervøs for, at udelukkelse af hele den anden del vil efterlade et hul.
Det er godt nok lidt svært at anmelde en bog, som man har læst “for meget af”. Men jeg har været på cykelkrydstogt i ugen op til udgivelsen og har derfor ikke haft mulighed for at læse den tilrettede bog.
I den oprindelige anmeldelse gav jeg 5 ud af 6 stjerner. Den manglende stjerne skyldtes den lidt svagere anden del, der altså ikke kom med. Måske den sidste stjerne kommer til, når jeg har set helheden.
Konklusion: Køb og læs bogen.
”Far i klemme” er en rigtig god debatbog. Rigtige sager forstået som ”rigtige mennesker af kød og blod” til offentlig beskuelse er vigtige, hvis man skal skabe folkelig forståelse for, hvad der går galt.
Problemet er desværre, at rigtig mange af de ramte ikke magter at stå troværdigt frem.
Det synes jeg, at Bruno Skibbild i den grad formår.
Allerværst er desværre polariseringen blandt dem, der går ind i emnet. Verden skal helst anskues sort-hvid. Sort-hvid bliver som oftest til et far/mor udgangspunkt.
I det univers Bruno Skibbild jo helt vidunderligt, fordi hans eksempel eksemplificerer problemstillingen ”omvendt”. Det er langt de fleste mødre, som bliver fanget i den fælde, han og hans børn har været fanget i.
Bogens titel og det faktum, at den udkommer på Fars Dag = grundlovsdag er simpelthen genial.
Det er og bliver ikke en ”far-bog”. Men fordi det er en virkelig historie med far som det voksne centrum i en typisk omvendt situation bliver det heller ikke en ”mor-bog”. Det er en virkelighedstro bog. Desværre.
Eksemplet giver derfor en større chance for at nå ud og skabe troværdighed. Det vil blive sjovt at se, hvordan FF-segmentet vil modtage bogen.
Bogen kan helt klart anbefales. Prøv under læsningen hele tiden at tænke: hvordan kunne det her ske – og hvad kunne man have gjort for at undgå det?
Viggo Bækgaard
5. juni 2018