Fælles forældremyndighed vedr. 10-årig anbragt uden for hjemmet, TFA 2010/254 ØLD
Byrettens begrundelse:
D, der nu er 10 år, har været anbragt i den samme plejefamilie siden hun var nogle få måneder gammel. Hun har via den udtalelse, der er indhentet hos Bornholms Regionskommune, selv givet udtryk for, at hun klart ønsker at blive i den plejefamilie, som hun må betragte som sine nærmeste, idet hun ikke har haft kontakt med sin mor, sagsøgte, de seneste 5 år og først inden for det seneste årstid har haft en vis kontakt med sin far, sagsøger.
Anbringelsen har efter det oplyste hele tiden været en frivillig anbringelse, idet Bornholms Regionskommune har foretaget anbringelsen efter aftale med D’s mor. Bornholms Regionskommune har siden været anbringende myndighed med de forpligtelser, der følger heraf efter serviceloven. Farens samvær med D er kommet i stand efter aftale med Bornholms Regionskommune og under medvirken af plejefamilien.
Moren har ved at udeblive fra sagen undladt at bidrage med sine synspunkter. Farens oplysninger om sin kontakt med D svarer til de oplysninger, som retten har fået via udtalelsen. Kontakten mellem D og faren blev etableret på D’s mormors initiativ, og der har været tale om en stabil kontakt siden, idet kontakten dog har været begrænset til det nærmest kortest mulige med 4 timer én gang hver 4. uge. Angiveligt har D, på trods af farens ønske om en udvidelse af samværet, ikke ønsket dette.
Rettens udgangspunkt ved afgørelse af sagen er, hvad der er bedst for barnet. Retten tolker i denne sag bevarelse af status quo i relation til D’s bopæl og tilknytning til plejefamilien som lig med, hvad der er bedst for hende. Hun har aldrig kendt anden familie og har sin tilknytning dér. Uagtet, at faren under sagen har tilkendegivet, at han ikke ønsker at ændre på disse forhold, men alene motiverer sin påstand om del i forældremyndigheden med et ønske om indsigt i hendes forhold og et udvidet samvær, kan følgen af at ændre på forældremyndighedsspørgsmålet på grund af den aftalte anbringelse udenfor hjemmet netop være, at D’s forhold ændres. Denne omstændighed har betydning for rettens afgørelse.
Efter de oplysninger, der ligger om D’s egen holdning til udvidet samvær med sin far, og om hendes trivsel i plejefamilien, foreligger der efter rettens opfattelse tungtvejende grunde til, at status quo for D skal opretholdes, hvilket efter rettens opfattelse bedst kan ske ved at undlade at give faren del i forældremyndigheden.
På denne baggrund, og uanset at moren efter det oplyste ikke har udvist nogen interesse for D’s opvækst de senere år, og efter alt foreliggende ikke har vist sig egnet som forælder for D, er det herefter rettens beslutning, at sagsøgte skal frifindes for sagsøgers principale påstand.
Sagsøger har nedlagt en subsidiær påstand om, at forældremyndigheden over D skal overføres til ham. Under hensyn til at en beslutning herom i endnu højere grad vil kunne medføre en ændring af status quo for D, og da en sådan påstand ikke giver sagsøger mulighed for at opnå samvær med D via statsforvaltningen, finder retten, at det vil være bedst stemmende med, hvad der er bedst for D, at sagsøgte tillige frifindes for denne påstand.
Sagsøgte, moren bevarer således forældremyndigheden over D alene.
Landsrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering finder landsretten, at det er bedst for barnet, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14 sammenholdt med § 4. Der er lagt vægt på, at faderen har givet udtryk for, at barnet fortsat skal bo hos plejefamilien, og at der ikke er oplyst omstændigheder, der med fornøden vægt taler imod at etablere fælles forældremyndighed.