Fælles forældremyndighed over 4-årig skønt sen faderskabssag, TFA 2014/19 ØLD
En meget speciel problemstilling, som bør læses i sin helhed, hvis man står med en tilsvarende situation.
Forældre havde samlevet kort tid efter barnets fødsel. Derefter etablerer M parforhold med en anden mand, som hun underskriver en omsorgs- og ansvarserklæring med og gav endda den nye mand eneforældremyndigheden. Senere fik M og den nye mand fælles forældremyndighed. F fik fastslået faderskabet under en forældremyndighedssag i 2012.
Den nye far boede nu alene med barnet i Sydamerika.
Byrettens begrundelse:
Af bemærkningerne til forslaget til § 14 i forældreansvarsloven (lov nr. 499 af 6. juni 2007) fremgår bl.a., at retten efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, kan bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed.
Det afgørende for vurderingen af, om det i sådanne situationer er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4, at der dømmes til fælles forældremyndighed, er barnets relation til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.
Det skal således indgå som et moment, hvordan kontakten til barnet har været. Hvis en manglende kontakt til barnet skyldes samværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side, skal dette indgå i bedømmelsen, således at det i sådanne situationer ikke vil svække den anden forælders mulighed for at få del i forældremyndigheden.
Det bør også indgå i vurderingen, om der er forhold, der taler imod etablering af den fælles forældremyndighed. Ved svære og uovervindelige samarbejdsproblemer kan forældrenes indbyrdes konflikter påvirke barnet i et sådan omfang, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed.
Det fremgår således af forældreansvarslovens forarbejder, at der i tilfælde, hvor der ikke hidtil har været nævneværdig kontakt mellem barnet og den, der søger del i forældremyndigheden, bl.a. skal lægges vægt på, om den manglende kontakt skyldes den anden forælders modvilje mod, at kontakten er blevet etableret.
Det fremgår af sagen, at sagsøger fra barnets fødsel har vist betydelig interesse for barnet. Imidlertid har han ikke kunnet søge om samvær eller del i forældremyndigheden, før faderskabssagen blev gennemført, og det ved de retsgenetiske undersøgelser blev klarlagt, at han kunne anses som biologisk far til barnet og således kunne anerkende faderskabet i juni 2012.
Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at det alene skyldes moderens ønske om, at A skal være far til hendes barn, at der ikke har været kontakt mellem sagsøger og barnet.
Det er endvidere rettens opfattelse, at moderens ensidige nægtelse af at samarbejde med sagsøger ikke kan begrunde et afslag på, at der etableres fælles forældremyndighed.
Herefter, og da de foreliggende oplysninger ikke giver grundlag for at antage, at det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres fælles forældremyndighed, gives der sagsøgeren medhold i den nedlagte påstand.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra F om, at der indhentes en udtalelse fra D’s børnehave. Landsretten har heller ikke fundet grundlag for at indhente oplysninger fra kommunen om, hvilke tiltag der i givet fald skal iværksættes, herunder om der i tilfælde af fælles forældremyndighed vil være behov for begge forældres samtykke til sådanne tiltag.
Af de grunde, der er anført af byretten, og efter oplysningerne om parternes forhold, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at der er fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.