Fælles forældremyndighed over 12-årig men ikke over 15 årig. Retten afviste at behandle samværsspørgsmål, TFA 2009/132 VLD
Byrettens begrundelse:
Efter resultatet vedrørende forældremyndigheden findes det bedst for B, at han har bopæl hos sagsøgte.
Heroverfor har det gennem nogen tid eksisterende »uge-for-uge-princip« tilsyneladende ikke givet anledning til væsentlige problemer. Det må tillægges betydning, at B affinder sig med ordningen, og at det er væsentligt, at rettens afgørelse muligvis kan stabilisere parternes uenighed på et afgørende punkt.
Det findes derfor hjemlet og ubetænkeligt, at der sker påkendelse af påstand 2 og 3 i overensstemmelse med, hvad der findes bedst for B og mest stemmende med afgørelsen om
forældremyndigheden.
Med hensyn til samværsret for A er påstandene sammenfaldende, og der er ikke for hendes vedkommende uenighed om bopæl.
Landsrettens begrundelse:
Vedrørende A:
Efter det, der er oplyst for landsretten, findes det bedst for A, at der ikke træffes bestemmelse om fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4. Landsretten har navnlig lagt vægt på A’s alder og hendes ønske om, at der ikke ændres væsentligt ved de bestående forhold. Landsretten har tillige lagt vægt på, at A kun har haft en mere begrænset kontakt med sin far efter, at moderen i august 2005 fik tilkendt forældremyndigheden over hende alene, uden at begrænsningerne i kontakten udelukkende kan tilskrives moderens forhold.
Landsretten stadfæster herefter byrettens afgørelse vedrørende forældremyndighed for så vidt angår A.
Vedrørende B:
F har været en del af B’s liv, fra han blev født og indtil august 2005, hvor hans mor fik tillagt forældremyndigheden alene. Efter det, der er kommet frem for landsretten, lægges det til grund, at der har været kontakt mellem B og hans far også i tiden herefter. Kontakten har til tider været begrænset, men det må for så vidt tilskrives den bestående konflikt mellem parterne. Konflikten har blandt andet givet sig udslag i, at parterne gennem det sidste år ikke har talt med hinanden, men overladt det til B selv at søge kontakten til sin far. På den baggrund og under hensyn til, at B, der nu er 12 år gammel, selv har givet udtryk for et ønske om, at hans far får del i hans hverdag gennem en deleordning, findes det bedst for B, at der træffes bestemmelse om fælles forældremyndighed over ham, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4. Landsretten har herved også lagt vægt på, at den bestående konflikt mellem parterne ikke skønnes have ført til så svære og uovervindelige samarbejdsproblemer, at det af den grund ikke vil være i hans interesse, at der etableres fælles forældremyndighed. Efter indholdet af erklæringen fra overlæge L, der beskriver B som en normalt begavet dreng uden psykiatriske diagnoser, har B ikke sådanne problemer med sin udvikling og adfærd, at dette taler imod fælles forældremyndighed.
Efter det oplyste om B’s tilknytning til sin mor, om moderens og B’s bearbejdning af B’s problemer, herunder gennem tilknytning til familieværkstedet, og F’s nuværende familiemæssige forhold findes det bedst for B, at han fortsat skal have bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.
Sagen er rejst efter § 14, stk. 1, i forældreansvarsloven i et tilfælde, hvor parterne tidligere har haft fælles forældremyndighed. Der er herefter ikke hjemmel til at træffe bestemmelse om samvær, jf. forældreansvarslovens § 38, stk. 2. Parternes påstande om samvær afvises derfor.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens 312, stk. 6.