Fælles forældremyndighed over 11-årig D og bopæl fortsat hos F. Samværsordning fastsat for M som en 10/4-ordning, TFA 2021/275 ØLD
Byrettens begrundelse:
F og M har fælles forældremyndighed over B, og B har siden Østre Landsrets ankedom af 5. maj 2018 haft bopæl hos F. M har fra sommeren 2018 haft samvær med B hver anden uge fra torsdag til mandag. Grundet uenigheder om skoleskift tillagde retten den 18. juni 2019 midlertidigt F forældremyndigheden. Skoleskiftet blev gennemført, og den 22. august 2019 blev den midlertidige afgørelse ophævet, hvorefter parterne igen har haft fælles forældremyndighed.
F og M er enige om, at B skal fortsætte på sin nuværende skole, at han skal gå til fodbold – samt fodboldstævner – og at han skal se begge sine forældre.
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne har udvist evne og vilje til at samarbejde om B. På den baggrund finder retten, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at forældrene ikke kan samarbejde om B’s forhold. Herefter findes der ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 11.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder det af B forklarede under børnesamtalen vedrørende tilknytningen til hans far, finder retten, at det fortsat vil være bedst for B at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder de reflekterede tilkendegivelser og ønsker B kom med under børnesamtalen, finder retten, at B fortsat skal have samvær med M, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.
Retten har på baggrund af oplysningerne i sagen, de af parterne afgivne forklaringer, og det indtryk F gav i retten den 22. januar 2020, fundet, at nærværende dom efter omstændighederne kan fuldbyrdes, selv om dommen ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
Resultat:
fortsat fælles forældremyndighed og fortsat bopæl hos F. 10/4 samværsordning som fastsat af Statsforvaltningen i 2018.
Landsrettens begrundelse:
Ligesom for familieretten vedrører sagen for landsretten spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed over B, om, hvor han skal have bopæl, og om samvær. Afgørelserne herom skal træffes ud fra, hvad der er bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 4, og der skal i alle tilfælde tages hensyn til hans egne synspunkter alt efter hans alder og modenhed, jf. lovens § 5.
Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan der kun ske ophævelse af den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig parternes forklaringer, lægger landsretten til grund, at forældrene trods deres ikke ubetydelige samarbejdsvanskeligheder kommunikerer og samarbejder om blandt andet gennemførelsen af samværet med B. På den baggrund finder landsretten, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold. Landsretten tiltræder derfor, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Ved afgørelsen af, om B skal have sin bopæl hos M, lægger landsretten efter den stedfundne bevisførelse og særligt henset til den sagkyndige erklæring af 2. december 2020 til grund, at begge forældre har vanskeligt ved at se B’s behov realistisk, at begge forældre grundlæggende har svært ved at anerkende den andens betydning for B på det følelsesmæssige plan, og at begge forældre har vanskeligt ved at adskille deres egne behov fra B’s behov.
I betragtning af det oplyste om B’s egne synspunkter og særligt hans seneste udtrykkelige udtalelse til psykolog R om, hvor han ønsker at bo, tiltræder landsretten henset til hans alder, at det fortsat vil være bedst for B at have bopæl hos F, hvor han har boet siden landsrettens dom af 5. maj 2018, jf. forældreansvarslovens § 17.
Efter sagens oplysninger, herunder oplysningerne om B’s egne synspunkter, finder landsretten, at det efter en konkret vurdering af hans forhold vil være bedst for ham, at have samvær med M som fastsat ved familierettens dom, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 2.
Landsretten stadfæster derfor den indankede dom