Fælles forældremyndighed ophørt for næsten 14-årig P, der har opholdt sig hos F siden april 2018. Forældremyndigheden tildelt M, Vld 19/12 2019 utrykt.

Fælles forældremyndighed ophørt for næsten 14-årig P, der har opholdt sig hos F siden april 2018. Forældremyndigheden tildelt M, Vld 19/12 2019 utrykt.

Sagen er oprindeligt anlagt af F, der således beskrives som sagsøger, mens M er sagsøgte.

Byretsdommerens korte referat om baggrunden:

Parterne blev skilt i 2012, hvor de indgik aftale, om at P har bopæl hos sagsøgte. Spørgsmålet om bopæl har efterfølgende været behandlet i Statsforvaltningen, hvor der blev indgået aftale af 27. februar 2014 om, at sagsøgte fortsat skal have bopælen for P.

Parterne har fremlagt en mængde oplysninger, der relaterer sig til partenes konfliktfyldte samarbejde omkring P samt tillige Ps storebror SB, hvorved både X-by Kommume og Statsforvaltningen har været involveret tilbage til 2013. Et gennemgående tema har været gensidige beskyldninger parterne i mellem om vold mod P samt udvisning af adfærd til skade for Ps trivsel. Derudover foreligger der en række til dels modstridende oplysninger i underretninger eller støtteerklæringer fra udenforstående med tilknytning til en af parterne fra omkring samme tema.

P har opholdt sig hos sagsøgeren siden påsken 2018 i forlængelse af en episode, hvor sagsøgeren den 3. april 2018 rettede henvendelse til X-by Kommunes vagthavende rådgiver med anmodning om bistand til P, som da opholdt sig hos sagsøgte. Forløbet er beskrevet i Vagtjournal.

Der har efterfølgende ikke været nogen form for kontaktbevarende samvær mellem P og sagsøgte. P har heller ikke gennem de seneste mange måneder haft samvær med SB, idet sagsøgeren gennem et års tid har fravalgt samvær i forhold til SB.

Sagsøgte har anmodet om fogedrettens bistand til udlevering af P.

Fogedretten afsagde den 18. maj 2018 kendelse om, at sagen nægtes fremme.

Vestre Landret ændrede den 19. juni 2018 fogedrettens kendelse således, at sagen skulle fremmes. Sagsøgte har dog valgt at acceptere, at udleveringen af P bliver udsat og ikke tvangsmæssigt gennemført, men at den er sat i  bero på udfaldet af nærværende sag.

P har i samtaler med diverse offentlige myndigheder med videre gennem det seneste års tid haft lejlighed til at udtale sig om sit syn på spørgsmålet om bopæl. P har udtalt sig den 3. april 2018 til vagthavende *, X-by Kommune, den 14. maj 2018 i fogedretten til fogeden og børnesagkyndig, psykolog *, den 4. juni 2018 til rådgiver *, X-by Kommune, efteråret 2018 til klasselærer *(udtalelse af 22. oktober 2018 fra * Skole), den 3. december 2018 til rådgiver  *, X-by Kommune (Bømefaglig undersøgelse afsluttet den 25. januar 2019).

Retten har den 14. marts 2019 afholdt en samtale med P med deltagelse af psykolog * og dommeren. Hovedindholdet af samtalen fremgår af notat udfærdiget af bømesagkyndig og tiltrådt af dommeren.

Byrettens begrundelse:

Retten må lægge til grund, at parternes samarbejde omkring Ps forhold gennem de senere år i tiltagende grad er blevet særdeles konfliktfyldt, hvor parterne har fremsat beskyldninger mod hinanden om en adfærd, somden anden skulle have udvist til skade for Ps trivsel. Det konfliktfyldte samarbejde er kulmineret i forbindelse med episoden den 3. april 2018, hvor X-by Kommunens vagthavende socialrådgiver blev tilkaldt. Det er rettens vurdering, at parternes gensidige beskyldninger og forskellig opfattelse af diverse hændelser gennem de senere år har muliggjort et samarbejde omkring Ps forhold til hendes bedste, også efter en afgørelse i nærværende sag. Der er derfor holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Den fælles forældremyndighed må derfor nødvendigvis ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Retten må på baggrund af forskellige samtaler med P gennem det seneste år, herunder samtalen i retten, lægge til grund, at P er fastlåst i situationen omkring spørgsmålet om bopæl. P giver klart udtryk for, at hun ønsker at bo hos sagsøgeren, og at hun ønsker ro. Som udgangspunkt bør retten lægge betydelig vægt på dette ønske i spørgsmålet om, hvem af parterne, hun skal have bopæl hos. Det må imidlertid vurderes som meget bekymrende, at P ikke har haft samvær eller relevant kontakt til sagsøgte gennem nu mere end et år. Selvom det ikke kan udelukkes, at sagsøgtes adfærd i det daglige med en vis rimelighed kan begrunde en vægring hos P mod at fastholde bopælen hos sagsøgte, finder retten ikke, at den manglende kontakt til sagsøgte gennem mere end et år med rimelighed kan anses at være begrundet alene i det problematiske forhold til sagsøgte. Det er rettens vurdering, at P ikke kan overskue konsekvensen af den manglende kontakt til sagsøgte, og det er tillige rettens vurdering, at sagsøgeren ikke loyalt har forsøgt at fastholde Ps kontakt til sagsøgte på en relevant måde til Ps bedste. Sagsøgeren har således klart givet udtryk for, at det er P selv, der bestemmer, hvornår hun vil se sagsøgte. Sagsøgeren har også afskåret P fra at se sin bror SB ved at fravælge samvær med SB, selv om SB ønsker samvær både med sagsøgeren og P. Det er ikke til Ps bedste at være afskåret fra samvær tillige med sin bror.

Rettens vurdering understøttes af de gennemgående entydige oplysninger fra forskellig side om, at sagsøgeren har involveret P i parternes konflikt, og at han således ikke har formået at skærme hende for det konfliktfyldte forhold til sagsøgte. Retten finder på baggrund af sagsøgerens holdning og manglende loyale støtte til at fastholde relationen mellem P og sagsøgte og tillige til SB, at det er er bestemte grunde til at befrygte, at sagsøgeren, såfremt han får tildelt forældremyndigheden alene, ikke udviser vilje til at medvirke til genoprettelse af relationen mellem P og sagsøgte, men at P tværtimod bliver isoleret fra sagsøgte og tillige SB. Der må efter rettens opfattelse i denne sag lægges afgørende vægt på, at P på trods af parternes konflikt og på trods af Ps umiddelbare og klare holdning til spørgsmålet om bopæl, at hun i det daglige liv har både en far og en mor. Retten vurderer, at sagsøgte, eventuelt med relevant støtte fra kommunen, på en konstruktiv måde kan genoprette Ps tillid og relation til sagsøgte, ligesom sagsøgte må vurderes at have både vilje og evne til at sikre et samvær mellem sagsøgeren og P til Ps bedste.

På den baggrund skal sagsøgte have forældremyndigheden alene, jf. forældreansvarslovens §11, jf. § 4.

Dommen blev anket til landsretten af F.

I landsretsdommen er forklaringerne, som blev afgivet der der refereret.

Det fremgår blandt andet af Fs forklaring, at han har sagt til P, at det er vigtigt, at hun ser SB og sin mor, og det er hun nu med på. Hun opsøger nu SB på den café, hvor han arbejder. En til to gange om ugen prøver de at opsøge SB ved bussen og ved skolen. SB har sagt, at han ikke må tale med dem for sin mor før efter retssagen. SB er glad for at se P og prøver bare at gøre alle glade.

Af Ms forklaring fremgår blandt andet, at hun ikke vil hente P hjem gennem fogedretten, men hun synes, at det er vigtigt at få genetableret kontakten mellem P og hende og kontakten med SB samt den øvrige del af familien. Det er desuden hendes opfattelse, at det ikke er sundt for P at være hos F. Hun vil derfor ikke give op.

Hvis hun får medhold i sagen, er der efter hendes opfattelse nødvendigt med en proces, hvor der er professionelle ind over med henblik på at få P hjem, og hvor P får hjælp til at genoptage kontakten med sin mor.

Landsrettens begrundelse:

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at den fælles forældremyndighed er ophævet.

P har siden byrettens dom nogle gange på Fs initiativ hilst på sin bror og har en enkelt gang besøgt sin mormor, i alle tilfælde uden forudgående aftale. P har ikke herudover haft kontakt med sin bror eller sin mor. F har således ikke taget effektive skridt til at sikre en genoptagelse af Ps kontakt med moren og broren, herunder ved eventuelt at anmode kommunen om hjælp til genetablering af kontakten. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, lægger landsretten derfor til grund, at F ikke er i stand til at sikre kontakten mellem P og hendes mor og bror.

M, der løbende har samarbejdet med myndighederne, har forklaret, at hun i samarbejde med kommunen vil søge at få kontakten med P genetableret, hvis byrettens dom stadfæstes, men at hun ikke umiddelbart ønsker afgørelsen tvangsfuldbyrdet mod Ps vilje.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten derfor, at det vil være bedst for P, at M får forældremyndigheden.

Byrettens dom stadfæstes derfor

Kommentar:

Jeg har modtaget dommen fra F, der står uforstående over for dommen henset til, at P uomtvisteligt siger, at hun vil være hos ham.

Udover by- og landsretsdommen har jeg modtaget kopi af en ny skoleudtalelse for P dateret december 2019. Jeg går ud fra, at den er indgået i landsrettens vurdering. Udtalelsen viser en stille og lidt passiv pige, der er inde i en stabil periode. 

Det fremgår uomtvisteligt af sagen, at der er et højt konfliktniveau mellem forældrene. Endvidere fremgår det, at forældrene har fremsat gensidige beskyldninger parterne imellem om forskellige forhold.  

By- og landsrettens resultat om ophævelse af den fælles forældremyndighed forekommer åbenbar og velbegrundet. 

Spørgsmålet om dommernes valg af bopælen giver bestemt anledning til overvejelser. De følgende betragtninger er mere generelle med reference til den konkrete dom. 

Jeg hæfter mig for det første ved pigens alder. Hun er næsten 14 på tidspunktet for landsretsdommen.  

Normalt siger vi, at det ikke giver mening at føre forældremyndigheds- eller bopælssag for en teenager, fordi de som udgangspunkt ”stemmer med fødderne”. Det statement står selvfølgelig i kontrast til, at vi samtidig siger, at børn er børn, der ikke skal bestemme. Afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Det følger af de generelle regler som rigtigt beskrevet af byretsdommeren, at retten skal tillægge barnets egen holdning betydelig vægt. Konkret er det uomtvisteligt, at P har udtrykt ønske om at bo hos F. 

Jeg læser sagen sådan, at der er bekymring – også hos M – for, at P ikke frivilligt og uden videre vil flytte hjem til hende. Indebærer det rent faktisk en anbringelse uden for hjemmet?

Det er almindelig lærdom, at forældrene har en forpligtelse til at sikre børnenes kontakt med begge forældre og eventuelle søskende. Alderen på storebroren fremgår ikke af dommen, men han må være noget ældre henset til, at han er opsøgt på sit arbejde.

Det generelle spørgsmål er, hvad og hvor meget man som forælder skal og kan foretage sig i den henseende. Jo ældre børnene er, jo sværere er det. 

Præcist det spørgsmål har by- og landsretten forsøgt at vurdere med dommen. Man kan se, at der foreligger mange samtaler med P. Det synes at fremgå, at hun i al fald siden april 2018 har været fast i mælet, og at dommerne populært sagt blæser på det.

Jeg kender af gode grunde ikke antallet af sider i ekstrakten for landsretten. Men jeg gætter på, at den har været rigtig tyk. Noget tyder også på, at dommerne gennem brug af bevisumiddelbarhedsprincippet har fået et mere positivt syn på M end på F. (Bevisumiddelbarhed er alt det, man ikke kan læse sig til, men som måtte fremgå af parternes forklaringer og især kropssprog med videre. Kort og godt et personligt helhedsindtryk).

Dommen er et vink med en vognstang om, at forældre åbenbart skal tvinge deres også store børn. 

Med de mulige konsekvenser forekommer dommernes konkrete valg meget risikabel.

Spørgsmålet er, om det havde været bedre at lade status quo råde og i præmisserne tilkendegive pligten og overlade det til de sociale myndigheder og eventuelt Familieretten i eventuel tvangsfuldbyrdelse at håndhæve det.

Egentlig tænker jeg, at det godt kunne være en sag, der ville egne sig for en tredjeinstansbevilling.  Hvad skal der egentlig til af pres fra en forælder til et så stort barn?  Skal vi i virkeligheden til at ændre vores generelle rådgivning omkring store børn. Giver det virkelig mening at føre sag om dem. Det synes Vestre Landsret åbenbart. Jeg går også i visse situationer, men disse situationer bør være soleklare. Ellers ender vi med en bunke sager om teenagere. Ønsker vi det?

Men tiden og omkostningerne giver da anledning til bekymring i sådanne overvejelser. 

Viggo Bækgaard

5. januar 2020