Fælles forældremyndighed ophævet vedrøende 10-årig og tillagt M trods hendes samværschikane, TFA 2011/449 ØLD
byrettens begrundelse:
Retten finder ikke noget grundlag for at antage, at nogen af parterne som udgangspunkt er væsentligt mindre egnet end den anden part til at have forældremyndigheden over S.
S har under sin opvækst haft mest med sagsøger at gøre, og sagsøger er at betragte som S’ primære omsorgsperson.
Parterne er ikke enige i opdragelsen og behandlingen af S. Parternes samarbejdsproblemer er svære og uovervindelige.
Sagsøger har reageret voldsomt på sagsøgtes klage til – – – kommune og senere til Ankestyrelsen og har siden ikke ønsket, at sagsøgte skulle have nogen forbindelse med S.
Selv om sagsøger efter rettens opfattelse har udøvet samværschikane, findes det af hensyn til S påkrævet, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges sagsøger alene.
Sagsøgte har indtil juni 2009 haft regelmæssig kontakt til S. Under sagsøgtes samliv med S og senere samvær med ham er der ikke godtgjort forhold, der med den fornødne vægt taler imod, at sagsøgte fortsat skal have forbindelse til sin søn. Det indgår i vurderingen af barnets bedste, at barnet har ret til kontakt til begge sine forældre. Samvær anbefales også af den børnesagkyndige og af psykiater P2.
Sagsøgtes påstand om samvær tages derfor til følge, dog således at samværet i den omhandlede periode fra 1/1-30/4 2011 fastsættes til 3 timer den anden lørdag i hver måned fra kl. 10.00 til kl. 13.00. Samværet finder sted hos Cava, – – -. Samværet skal overværes af en medarbejder fra Cava. Sagsøger bringer og henter S. Det findes ikke længere påkrævet, at sagsøgte skal deponere sit pas som forudsætning for at have samvær.
Sagsøgte har efter det oplyste haft forbindelse med S over Skype indtil juni i år. Retten er enig med den børnesagkyndige i, at Skype i denne sag vil være et egnet middel til at holde kontakten vedlige mellem sagsøgte og S.
Sagsøgtes påstand om telefon-skypekontakt tages derfor til følge, dog således at kontakten kan benyttes i perioden fra 1/2-30/4 2011 een gang ugentlig i ½ time.
landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder, at der efter det oplyste om parternes konfliktfyldte relation, herunder parternes markante uenighed om rammerne for S’ opvækst og pleje, foreligger sådanne samarbejdsvanskeligheder, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed over S, som er et barn med særlige behov.
Efter de oplysninger, der er forelagt for landsretten, findes der ikke sikkert grundlag for at antage, at nogen af parterne hver for sig er uegnede til at varetage omsorgen for S.
Uanset at moderen i en længere periode med urette har hindret faderen i at have samvær med S, og uanset at der er rejst tvivl om, hvorvidt moderens hjemmetræning af S efter den såkaldte Family Hope Center-metode er i S’ bedste interesse, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden for S er tillagt moderen, der har været S’ primære omsorgsperson. Landsretten har tillige lagt vægt på, at faderen aktuelt har bopæl i Israel.
Da der efter bevisførelsen, blandt andet den børnesagkyndige cand.psych. P1’s erklæring, ikke er grundlag for at antage, at samvær mellem faderen og S er til skade for S, men tværtimod må anses for at være til S’ bedste, har landsretten udvidet omfanget af det af byretten fastsatte samvær som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved, at landsretten efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og omfanget af S’ hidtidige kontakt til faderen ikke for nuværende finder grundlag for at træffe bestemmelse om samvær, der omfatter overnatning, og ej heller feriesamvær.
(der blev fastsat dagsamvær lørdag og søndag en gang om måneden fra 10-15 med overvågning de første gange).
kommentar:
Det er en af de afgørelser, som understøtter, at samværschikane nærmest er konsekvensfrit. Selvfølgelig bortset fra, at det generelt skader et barn at være udsat for den voldsomme konflikt gennem lang tid.
Mens der er ganske mange andre afgørelser, hvor jeg ville være tilbøjelig til at mene, at der burde være konsekvenser, tænker jeg ved gennemlæsning af denne afgørelse, at den egentlig virker ”rigtig”. Spørgsmålet er, om afgørelsen var blevet anderledes, hvis ikke alternativet havde været at flytte barnet så langt væk som til Israel?
Et andet spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis M fortsætter med at tilbageholde barnet fra samvær. Statsforvaltningen vil i al fald ikke de første par år ændre samværsafgørelsen til, at der ikke skal være samvær. Dertil er respekten for landsretten nok for stor.
Viggo Bækgaard