Fælles forældremyndighed ophævet og forældremyndigheden tillagt M blandt andet grundet samarbejdsvanskeligheder, TFA 2013/239 ØLD
Sagen skal sammenholdes med TFA 2013/193
Byrettens begrundelse:
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4.
På baggrund af bevisførelsen, herunder udtalelsen fra – – – Vuggestue og indholdet af de afgivne forklaringer, finder retten, at der ikke foreligger sådanne oplysninger om forældrenes manglende evne til samarbejde, at der er tungtvejende grunde, der taler for at ophæve den fælles forældremyndighed i medfør af forældreansvarslovens § 11. Retten finder efter de foreliggende oplyninger endvidere, at det vil være bedst for B, at hun fortsætter med at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17.
Derfor skal M og F fortsat have fælles forældremyndighed over B, og B skal fortsat have bopæl hos F.
Selvom der som nævnt ikke foreligger sådanne tungtvejende grunde, at der kan være grundlag for ophævelse af den fælles forældremyndighed, finder retten, at de foreliggende oplysninger om forældrenes hidtidige samarbejdsevner taler imod, at der etableres en såkaldt 7/7-ordning.
Derfor fastsættes samværet mellem M og B i medfør af forældreansvarslovens § 38, stk. 2, jf. § 21, i overensstemmelse med den samværspåstand, der er nedlagt af F, dog således at feriesamværet fastsættes som påstået af M.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse eller F’s anmodning om en forældreevneundersøgelse.
Efter ændringen af forældreansvarsloven med virkning fra den 1. oktober 2012 er det efter lovens § 11, 2. pkt., afgørende ved vurderingen af, om en fælles forældremyndighed skal ophæves, om der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. I forarbejderne er herom nærmere anført, jf. pkt. 3.1.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 157 fremsat den 13. april 2012:
»Det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser som hidtil – og som andre afgørelser efter loven – forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. Med lovforslaget vil vurderingen af barnets bedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, sådan at ophævelsen af den fælles forældremyndighed forudsætter, at der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnet.
. .
. . Fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde. Forældrene skal vise vilje og evne til at sætte barnets bedste før deres egen konflikt, idet det i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed også er en del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forældre om barnet. Ud fra disse forudsætninger vil det ikke være overladt til barnet at skabe sammenhæng i sit liv. Fremadrettet vil afgørelser om at fastholde den fælles forældremyndighed derfor også skulle indeholde en gengivelse af de konkrete overvejelser om forældrenes samarbejdspotentiale, som er lagt til grund for afgørelsen.«
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at faderen den 23. februar 2012 skiftede låsen til sin og moderens hidtidige fælles bolig, nægtede moderen adgang til lejligheden og skriftligt meddelte hende, at »[med hensyn til] B kan du vælge[,] om hun skal blive her hos mig[,] indtil du har fundet et mere permanent ophold«.
Landsretten lægger endvidere til grund, at faderen ensidigt og med kort varsel ændrede sin oprindeligt varslede sommerferie med B, hvilket – sammen med B’s start i ny institution – betød, at moderen kun fik 9 dages (og ikke 2 gange 9 dages) sommerferie sammen med datteren. Trods løfte herom under hovedforhandlingen i byretten har moderen ikke efterfølgende fået erstatningssamvær herfor. I forbindelse med efterårsferien nægtede faderen – i strid med byrettens dom – moderen efterårsferie med B på andet tidspunkt end i skolernes efterårsferie, hvor moderen ikke havde mulighed for at have samvær med B. Truslerne om at tage B med til Rusland, som moderen i den forbindelse fremsatte pr. sms over for faderen, må efter landsrettens opfattelse ses i lyset af faderens adfærd, i forbindelse med at moderen søgte at få sin berettigede efterårsferie med B. Også faderens adfærd i forbindelse med moderens efterfølgende »overvågede« samvær med B hos faderen må efter landsrettens opfattelse ses som udtryk for, at den ulige magtbalance mellem parterne ikke forvaltes af faderen på en måde, der varetager B’s tarv og sikrer B’s ret til kontakt til og samvær med moderen.
Under disse omstændigheder anser landsretten det ikke for realistisk, at forældrene i fællesskab vil være i stand til at etablere et samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, og landsretten ophæver derfor den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen – herunder navnlig om parterne indbyrdes forhold og deres tilknytning til B, som især er belyst af parternes forklaringer, udtalelse fra – – – Vuggestue af 5. juli 2012 og – – – Kommunes brev af 1. november 2012 – finder landsretten, at det er bedst for B, at forældremyndigheden tillægges moderen alene. Landsretten har herved også lagt vægt på, at moderen er den af forældrene, der skønnes bedst at kunne sikre B’s kontakt til og samvær med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Det bemærkes, at landsretten efter bevisførelsen ikke finder grundlag for at fastslå, at moderen i forbindelse med forældrenes fælles ansøgning i 2010 om russisk pas til B indså eller tilsigtede, at B herved ville miste sit danske statsborgerskab.
Faderen har ikke nedlagt påstand om samvær for det tilfælde, at forældremyndigheden tillægges moderen alene, og landsretten tager derfor moderens samværspåstand herom til følge som nedenfor bestemt.
kommentar:
Det er en blandt flere afgørelser, hvor samarbejdsvanskeligheder får konsekvens.
Viggo Bækgaard