Fælles forældremyndighed ophævet, og forældremyndighed tillagt M over 6-årig P. Overvåget samvær til F, TFA 2010/37 VLD

Fælles forældremyndighed ophævet, og forældremyndighed tillagt M over 6-årig P. Overvåget samvær til F, TFA 2010/37 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen, herunder navnlig oplysningerne om det høje konfliktniveau mellem parterne under samlivet sammenholdt med A’s særlige behov for ro, rutiner og stabilitet, og uanset forældreansvarslovens klare udgangspunkt om fælles forældremyndighed, finder retten, at det vil være bedst for A, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11.

A har boet hos sagsøger siden samlivsophævelsen i august 2007. Sagsøger har med støtte formået at skabe en tilsyneladende forbedret hverdag for A i trygge rammer. Herefter, og med henvisning navnlig til den børnesagkyndige erklæring, finder retten, at forældremyndigheden skal tillægges sagsøger, således at A fortsat skal have bopæl hos hende.

Henset til forløbet af det under sagen overvågede midlertidige samvær samt det i den børnesagkyndige erklæring anførte, finder retten, at A’s kontakt med sagsøgte skal søges bevaret, jf. forældreansvarslovens § 19, stk. 1, således at der fastsættes samvær, der indtil videre og foreløbig i tre måneder skal være overvåget og støttet gennem B, som nedenfor anført. Sagsøger sørger for, at A bringes og hentes i forbindelse med samværet efter nærmere aftale med B. Sagsøgte afholder egne udgifter i forbindelse med samværet. Anmodning om fortsættelse af overvåget samvær eller ændringer vedrørende samværet kan herefter indbringes for statsforvaltningen.

Landsrettens begrundelse:

Det lægges navnlig efter det indtryk, som F og M har gjort i landsretten, til grund, at deres indbyrdes konflikter og håndtering heraf fortsat er af en sådan karakter, at det positive i en fælles forældremyndighed for A med hans særlige sårbarhed må antages at ville blive overskygget af konflikterne. Et samarbejde om en fælles forældremyndighed til gavn for A må derfor på nuværende tidspunkt anses for urealistisk, hvorfor betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er opfyldt.

Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at M skal have forældremyndigheden over A alene, og at A som følge heraf fortsat har sin bopæl hos hende.

Af de grunde, der er anført af byretten, og da der ikke for landsretten er fremkommet oplysninger, der kan føre til andet resultat, tiltrædes det, at A’s kontakt med F skal søges bevaret gennem samvær. Navnlig i betragtning af dels den begrænsede kontakt, der har været mellem far og søn siden samlivsophævelsen, dels indholdet i den børnesagkyndige erklæring, herunder anbefalingen af, at kontakten mellem A og F bør fortsætte som hidtil et godt stykke tid, finder landsretten dog ikke, at der er grundlag for på nuværende tidspunkt at fastsætte uovervåget samvær. Under hensyn til, at overvåget samvær som udgangspunkt kun bør være af midlertidig karakter, forlænger landsretten det af byretten fastsatte overvågede og støttede samvær gennem B i 2 måneder regnet fra denne dom som nærmere bestemt nedenfor. Der er ved samværenes tidsmæssige placering lagt vægt på det oplyste om, at A er begyndt i skole.

Efter dommen indgives anmodninger efter forældreansvarslovens § 31, stk. 1, vedrørende samvær og vilkårene herfor til statsforvaltningen.

Kommentar:

Det er vist den første afgørelse fra domstolssystemet, som jeg er bekendt med, hvor man har fastsat overvåget samvær. Jeg undrer mig umiddelbart over, hvordan det praktiseres, idet domstolssystemet mig bekendt ikke har en økonomisk ressource at sætte bag og dermed intet sted at iværksætte det overvågede samvær.

De nærmere vilkår fremgår ikke af afgørelsen.

Viggo Bækgaard