Fælles forældremyndighed ophævet for 7-årig P og tillagt F på grund af grov samværschikane og 7/7 samværsordning, TFA 2021/83 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter bevisførelsen lægger familieretten til grund, at M gennem en længere periode har undladt at udlevere B til samvær i overensstemmelse med forældrenes aftale af 26. september 2018, Familieretshusets midlertidige aftale af 5. juli 2019 og Familieretshusets afgørelse af 7. april 2020.
Der er afholdt adskillige møder i fogedretten, Familieretshuset og familieretten om gennemførelsen af samværet, og senest har familieretten ad flere omgange fastsat tvangsbøder ved manglende udlevering af B til samvær, hvilket Østre Landsret har stadfæstet.
Familieretten finder på den baggrund at det må lægges til grund, at M har udøvet samværschikane, der må betegnes som vedholdende og grov, og lagt hindringer i vejen for, at B kan få samvær med F i det omfang og med den hyppighed, som er aftalt af forældrene den 26. september 2018 og senest bestemt af Familieretshuset den 7. april 2020. Der er herved også lagt vægt på, at Københavns Politi den 18. juni 2019 opgav sigtelsen mod F for vold mod M, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Statsadvokaten den 6. august 2019, og at der ikke foreligger oplysninger, der tyder på voldsudøvelse i forhold til B, hvorfor familieretten ikke finder, at M’s bekymringer i relation hertil har kunnet retfærdiggøre den manglende udlevering af B til samvær.
Det lægges efter indholdet af den børnesagkyndiges rapporter vedrørende F’s overvågede samvær med B i november og december 2019, indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse, indholdet af psykolog T’s notat af 27. maj 2020 og … Skoles udtalelse af 18. maj 2020 til grund, at F på trods af den manglende udlevering til samvær har formået at bevare en god og tryg kontakt til B, der under børnesamtalen giver udtryk for, at hun er tryg ved F og savner ham, og at hun for eksempel kan sove op til 10 gange hos F i træk.
B beskrives i sagens dokumenter generelt som en glad, sød og omsorgsfuld pige, der er moden, alderssvarende og fagligt dygtig og med en lang række gode ressourcer.
Det er i den børnesagkyndige undersøgelse om B imidlertid angivet blandt andet, at B står i en svær klemme mellem sine forældre og deres konflikt med hinanden, at hun er i en sårbar position, at hun har udviklet strategier for at passe bedst muligt på sig selv, og at der på sigt er risiko for, at B’s strategier omkring at tilbageholde følelser og oversamarbejde bliver så integrerede i hende, at hun mister forbindelsen til at mærke, hvad hun selv føler og har brug for.
… Skole har i sin udtalelse af 18. maj 2020 oplyst, at B har haft et fravær på 36,21% svarende til 50 ud af 174 skoledage, og at skolen vurderer, at B’s fravær er meget bekymrende, da det er svært for B at møde efter fravær, da B ikke kan lide de andre børns opmærksomhed og spørgsmål til, hvorfor hun ikke har været i skole, og da fraværet har betydning for den faglige og sociale evaluering af skoleåret.
X Kommune har i sin udtalelse af 27. maj 2020 oplyst, at kommunen har modtaget en række underretninger vedrørende B, senest den 27. april 2020 fra … Skole og den 14. maj 2020 fra rådgiver …, og at den børnefaglige undersøgelse peger på, at der skal ydes støtte i hjemmet til M, særligt i forhold til B’s fremmøde i skolen, men at det ikke har været muligt at iværksætte støtteforanstaltninger, da M ikke ønsker at forholde sig til den børnefaglige undersøgelse.
På den baggrund finder familieretten, at B – på trods af det oplyste om hendes trivsel og forskellige ressourcer – fremstår som belastet og sårbar, ligesom familieretten lægger til grund, at B’s sårbarhed primært relaterer sig til det praktiske hverdagsliv hos M, herunder M’s holdning til B’s skolegang og samvær med F.
Henset til den tvivl der herefter foreligger i forhold til, hvorvidt M kan anses for værende i stand til at tage vare på B til B’s bedste, må F efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse, antages at være den af forældrene, der bedst vil kunne tage vare på B og sikre B en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder samt etablering af et samarbejde mellem forældrene og med X Kommune og sikre et stabilt fremmøde i skolen.
Familieretten finder derfor, at det vil være bedst for B, at hun får bopæl hos F.
Henset til den hidtidige kontakt mellem B og M, og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder forældrenes forklaringer, finder retten, at det vil være bedst for B at have samvær med M fra fredag i ulige uger med afhentning i institution til fredag i lige uger med aflevering i institution, første gang den 3. juli 2020. M skal i overgangsperioden have samvær med B fra mandag den 22. juni 2020 med afhentning i institution til fredag den 26. juni 2020 med aflevering i institution.
Familieretten finder det endvidere bedst for B, at feriesamværet fastsættes som påstået af M, dog således at M i sommerferien alene har samvær med B i 2 sammenhængende uger, og således at der første gang er sommerferiesamvær i 2021.
Denne dom kan efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger fuldbyrdes, selv om dommen ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
(Byrettens resultat: fortsat fælles forældremyndighed og 7/7-samværsordning)
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder, at der gennem en længere periode har været udøvet grov og vedholdende samværschikane fra M’s side. Landsretten finder, at den manglende indbyrdes tillid og kommunikation mellem forældrene om B’s forhold giver holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude af stand til at samarbejde om B’s forhold.
Landsretten finder derfor, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Ved afgørelser om forældremyndighed og bopæl bør der lægges stor vægt på, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder.
F må efter det oplyste anses for fuldt ud egnet til at tage vare på B og sikre, at hun får en tæt og regelmæssig kontakt med begge forældre, således som hun har krav på.
Uanset at det må tillægges betydelig vægt, at B siden efteråret 2018 har boet hos M, der har været B’s primære omsorgsperson, finder landsretten, at det på den anførte baggrund vil være bedst for B, at forældremyndigheden tillægges F alene. Forløbet efter byrettens dom, hvor B ikke har været i skole, og hvor B har haft ophold på skiftende adresser sammen med M, der har undladt at besvare henvendelser fra skolen og socialforvaltningen, bestyrker, at F må antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få en fremtidig samværsordning, hvor B har kontakt til begge sine forældre, til at fungere.
Der træffes bestemmelse om samvær som bestemt af familieretten, hvorom der ikke er indsigelse fra F’s side, alene med den nedenfor anførte ændring af tidspunktet for M’s første samvær med B, således at M ikke i 2020 skal have samvær med B i efterårsferien, men første gang skal have samvær med B den 23. oktober 2020 med afhentning i skole/institution til fredag den 30. oktober 2020 med aflevering i skole/institution.
(Landsrettens resultat: Eneforældremyndighed til F – 7/7-samvær)
Kommentar:
Det er en ret interessant afgørelse, som man måske skal være lidt nørdet for at forstå rækkevidden af. Spørgsmålet er så, om nogen i sagen overhovedet har tænkt på den måde, som jeg redegør for her.
Man kan på den ene side undre sig over, at der i et så betændt forældreskab fastsættes deleordning. Vi har jo nogle grundbetingelser, som skal være på plads, for at deleordninger giver mening. Forældrene skal helst bo så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme børnenetværk, uanset om de er hos far eller mor. Derudover plejer vi at sige, at forældrene skal være supergode til at samarbejde, og at børnene nærmest ikke skal kunne mærke forskel på, om de er i mors eller fars hjem.
Der er ikke meget i den konkrete sag, der indikerer, at alle betingelserne er opfyldt.
Man kunne også fristes til at tænke, at den evindelige kamp vil fortsætte, så barnet ikke udleveres, når det er hos mor. Det er i al fald en nærværende tanke henset til historikken.
Tvangsfuldbyrdelsessystemet er efter min opfattelse fuldstændig håbløs i den nye model efter 2019.
Grundlæggende er det min opfattelse, at lovlige retsafgørelser skal kunne effektueres gennem ”fogedsystemet”. Som det er nu, lægges der alt for meget op til fornyede processer og trækken i langdrag.
Fuldbyrdelse er ret ineffektivt. Og det udnyttes.
Man kan så sige, at i en sag som denne, er der så kraftige vink fra domstolssystemet, at det vil være ret risikofyldt for M ikke at udlevere barnet til F.
Jeg tænker imidlertid, at der er en lille smart finesse i det med forældremyndigheden. Når F har fået forældremyndigheden alene, vil det nemlig være direkte strafbart efter straffelovens § 215 at afskære barnet fra forældremyndighedsindehaveren.
M vil derfor risikere at få en fængselsstraf, hvis hun tilbageholder barnet. Og jeg TROR, at man vil kunne bruge straffelovsovertrædelsen til at få politiets hjælp frem for familierettens tvangsfuldbyrdelsessystem, hvis M ikke udleverer.
Prøv i øvrigt at sammenholde med afgørelsen i TFA 2021/145 ØLD, som jeg har kommenteret her.
Viggo Bækgaard
24. februar 2021